Tilbagetrækning sker oftere af lyst end af nød
Seniorer, der kan og vil arbejde, skal have bedre muligheder for at blive på arbejdsmarkedet, mens nedslidte skal have bedre muligheder for at trække sig tilbage.
Af Henrik Bach Mortensen, Direktør i Lederne. Debatindlægget er bragt på Altinget.dk.
07. marts 2019
Seniorerne er en uundværlig arbejdskraft på danske virksomheder og i det offentlige, og sådan vil det være i mange år fremover. Derfor skal vi blive bedre til at indrette arbejdspladserne, så seniorerne har incitament til at blive i job.
Heldigvis er der flere og flere ældre, der bliver på arbejdsmarkedet. Andelen af de 67-årige, som arbejder, er fordoblet på 15 år, viser de nyeste tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive. I 2002 arbejdede ti procent som 67-årige, mens andelen i 2017 var 19 procent. Det er glædeligt.
Glædeligt er det også, at de, som vælger at trække sig tilbage, oftere gør det af lyst end af nød. 45 procent svarer ifølge Vive-undersøgelsen, at de er "lokket" ud af arbejdsmarkedet af gunstig økonomi eller familie- eller fritidsrelaterede forhold.