Bind sløjfe på ledelsessamtalerne

Gud, næstekærlighed og eksistens. Ord, man måske ikke umiddelbart forbinder med moderne ledelse. Men begreberne er centrale hos den danske filosof, Søren Kierkegaard, der døde for mere end 150 år siden, og begreberne kan give nyt liv til moderne ledelsescoaching.

Coachingdisciplinen handler om at blive klogere på sig selv og hinanden gennem dialog, og den disciplin er yderst relevant for de ledere, der leder vidensmedarbejdere igennem stadig mere komplekse tider. Både ledelse og coaching er discipliner, der ofte ser fremad og gennem positive diskurser orienterer sig mod fremtiden, men denne fremadstræben er ikke nødvendigvis opbyggelig, hvis man spørger Pia Orloff Houmark:

- Jeg er vældig optaget af, hvad det er, vi gør i ledelse, når vi bruger de ensidigt fremadrettede diskurser. Hvad er det, det gør ved os og vores samtalepartnere at bevæge os i diskurser, hvor normen lover, at livet bliver bedre, hvis vi lader være med at se ud af bagruden, men orienterer os mod positive lyse fremtider?

Pia Orloff Houmark er ph.d.stud. og underviser i ledelse på Professionshøjskolen Metropol til daglig. Hun har gennemført Kierkegaard-studier ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet med Pia Søltoft som vejleder og taget en master i filosofisk coaching ved Copenhagen Coaching Center, hvor hun skrev sin masterafhandling om Kierkegaard og eksistentiel coaching. Censor på den afhandling var Ole Fogh Kirkeby, der er filosof og ledelsesteoretiker. Han så et behov for dette blik på coachingfeltet og opfordrede derfor Pia Orloff Houmark til at skrive en bog om emnet.

Som sagt, så gjort, og i bogen Den kierkegaardske samtalesløjfe sætter Pia Orloff Houmark Søren Kierkegaards og Ole Fogh Kirkebys begreber sammen med professor i coachingpsykologi, Reinhard Stelters, coachingunivers. Reinhard Stelter er ophavsperson til begrebet Tredje generations coaching®, der fokuserer på det identitetsarbejde og den mening, der skabes i samtalen mellem mennesker.

Med disse begreber ønsker Pia Orloff Houmark at vise, hvordan den ene person via samtale kan hjælpe den anden person med at blive sig selv. Ledelse i Dag har inviteret hende og Ole Fogh Kirkeby til at diskutere, hvordan det eksistentielle perspektiv og dialog kan bruges i ledelse.

En leder er et menneske, der leder liv
Omdrejningspunktet er menneskets eksistens, og det handler om identitet. Om hvem vi er, og hvor vi er på vej hen som mennesker. Det er bestemt også relevant for ledere, men for mange kan det eksistentielle fokus måske blive abstrakt og fremstå som noget, der kun handler om det enkelte individ, mener Pia Orloff Houmark:

- I ledelsesregi og i lederuddannelsesregi støder jeg nogen gange på oplevelsen af, at det eksistentielle univers kan føles som én stor varm kartoffel. Det kan føles alt for sanseligt, alt for individuelt og alt for subjektivt, og mange stiller spørgsmålstegn ved, om den her slags eksistentielle dialoger ikke mere hører til i privatlivet end i arbejdslivet?

Hun oplever dog, at det eksistentielle er begyndt at blive mere centralt i ledelse. En tendens, som Ole Fogh Kirkeby også kan se.

- Det skyldes formodentlig, at medarbejdere generelt har højere uddannelser, så de bedre – i et sprog, som ikke er deres eget naturlige – kan italesætte eksistentielle problemer som død, liv og mening. Desuden er selvledelse kommet i centrum, hvor medarbejderen konfronteres med muligheden for at få en vis indflydelse på livskvalitet i sit arbejde. Og livskvalitet formuleres jo i eksistentielle termer.

Begge er de dog enige om, at det er en misforståelse at se det eksistentielle som noget individuelt, der står i modsætning til et organisatorisk fokus.

- En leder er jo i virkeligheden et menneske, der har det privilegium at lede andre menneskers liv, siger Ole Fogh Kirkeby.

Det eksistentielle handler altså ikke kun om den enkelte, men også om relationen og dialogen mellem mennesker. Netop dialog og samtale bør være nøglebegreber for ledere, mener de to ”samtalefilosoffer”. Ledere skal nemlig ofte forlade sig på deres dømmekraft, træffe beslutninger på et mangelfuldt informationsgrundlag, udvikle medarbejdere og sikre, at den rette viden er til stede og bliver delt i organisationen.

Det er komplekst, og den coachende ledelsessamtale kan være adgangsgivende i forhold til at skabe den nødvendige viden og gøre sine diskurser til medarbejdernes. Men det kræver mod.

At turde tvivle og handle
Så hvad er det, lederen skal have mod til, hvis de eksistentielle samtaler skal bruges i ledelse?

- Som leder skal jeg have mod til at turde tro på, at jeg handler fra det rette sted. Her taler Søren Kierkegaard om det etiske som indvævet i den enkeltes gudsforhold. Når Kierkegaard bruges i ledelsesteori, bliver der nogen gange set helt bort fra hans forståelse af gudsforholdet. Fokus rettes i stedet mod hans stadielære, som bruges til at tale om ”etik” uden at blande gudsforestillinger ind i billedet, siger Pia Orloff Houmark.

Gud er langt fra et almindeligt samtaleemne i coaching og ledelse, og det var derfor ikke uden betænkeligheder, at Pia Orloff Houmark valgte at tage Søren Kierkegaards gudsbegreb med i sin bog.

- Jeg var meget forsigtig i starten med, om jeg virkelig ville tage Gud i mund i en bog, der er skrevet til dialogholdere og ledere. Men jeg synes, at der er noget befriende i Kierkegaards gudsbegreb, som ikke handler om en mand med hvidt skæg, der kigger ned på os fra en sky i himlen eller forårsager tordenvejr og 9/11. Hos Kierkegaard er Gud kærlighed, det, at alt er muligt, og det, at vi mennesker har mulighed for at forholde os til os selv og handle derefter i vores selvforvaltning over for den anden. Og det er så gennemgribende uromantisk, som det kan være, fordi kærligheden hos Kierkegaard ikke bliver til noget, hvis vi ikke gør den til noget. Og den bliver heller ikke til noget, hvis vi ikke tager dens gave som opgave, siger hun, og Ole Fogh Kirkeby supplerer:

- Søren Kierkegaard kan bruges, fordi han taler i en diskurs i grænselandet mellem psykologi og filosofi. Han gør alle de filosofiske kategorier personlige og individuelle og dermed konkrete. Han gør det filosofiske psykologisk, og det gør, at man kan bruge det på sig selv. Det er det, der er så fantastisk ved Søren Kierkegaard – så snart man har åbnet en side, så læser man også om sig selv og om sin egen virkelighed.

Ole Fogh Kirkeby ser også en sammenhæng med begrebet Bounded Rationality, som er født hos Nobelprismodtageren Herbert Simon. Som leder beslutter man sig nemlig altid på baggrund af for lidt information.

- Og dét er i sandhed en ledelsesproblematik, siger Ole Fogh Kirkeby og fortsætter: Hvordan kan jeg vide, at det, jeg gør, er rigtigt, når jeg aldrig ved nok? Der er dialogen central. Det andet menneske er den inkorporerede ikke-viden – du er min frihed, for du ved noget, jeg ikke ved. Og hvis jeg kan forstå, hvad du ved, så kan jeg overskride min egen erindring.

Med andre ord skal lederen altså turde acceptere, at der er noget, hun eller han ikke ved, og samtidig prøve at forstå medarbejderen for at få adgang til dennes viden. Lederen skal derfor turde tvivle og turde handle. Det kræver tillid fra både medarbejders og leders side, og så kræver det mod.

- Som leder må jeg hele tiden stå et sted, hvor jeg tør sætte noget i værk, vel vidende at jeg ikke helt ved, hvad jeg har gang i. Men hvordan gør man det? Hvad er det, man skal gøre med sig selv – i sin egen selvforvaltning – for at kunne være andres tillid værdig i samtalebegivenheden? Hvad er det, der skal gøre, at andre tør gå ind i samtalen og bringe sig selv i tvivl, turde være i tvivl med sig selv og være til stede i tvivlen sammen med mig som leder? Begge dialogpartnerne skal turde slippe sikkerheden i det dialogiske rum. Det kræver eksistentielt mod, for det er selvet, der kommer på spil dér, siger Pia Orloff Houmark.

Etisk knowhow
Kierkegaard kunne noget med sproget, som ledere kan lære noget af. For ledere taler meget og er ansat til at tale.

- Ledere er talende dyr – de taler altid, og det er det, de er ansat til. Og din bog handler dybest set om, hvordan man taler vægtigt. Hvordan finder man de eksistentielle fikspunkter og skaber gennemslagskraft – samtidig med, at man tager det andet menneske alvorligt, siger Ole Fogh Kirkeby.

Ifølge Pia Orloff Houmark handler samtalen om at beherske både tale og tavshed og samtidig gå ydmygt til værks. På denne måde kan lederen lade sine diskurser gå i dialog med medarbejderens diskurser og herigennem blive klogere på både sig selv og den anden. Men det kræver, at lederen tør byde uvisheden velkommen.

- Hvis ikke samtaleparterne byde tvivlen velkommen, er der ikke nogen, der kommer ud i regulær uvished om noget. Spørgsmålet er, om vi som ledere overhovedet kan bidrage til at skabe noget nyt sammen, hvis vi ikke som medmennesker kan tilbyde sådan et rum, hvor der er noget, som man med Kierkegaard kunne kalde ”næstekærlighed” til stede, fortæller Pia Orloff Houmark og uddyber: Det vigtige spørgsmål er, hvordan jeg som dialogholder og leder kan være til stede i samtalen på en måde, der virker opbyggeligt på den andens selvtilblivelse. Altså, hvor jeg understøtter det heterogene i medmenneskeligheden og dermed understøtter den anden i at blive til som sig selv i sin andethed, mens jeg selv bliver til som mig selv i min minhed.

Lederens rolle i samtalen bliver således at bringe sig selv, sine færdigheder og sin viden i spil i den konkrete situation, som samtalen udspiller sig i. Måden at gøre dette på, og etikken hvormed det gøres, kalder Pia Orloff Houmark ”etisk knowhow” eller simpelthen ”professionel dømmekraft”.

At være til og at blive til
Samtalen er netop – uanset sit indhold – også en eksistentiel tilblivelsesproces, hvor ”selvet sker” og ikke er en fast kerne, som der ellers tales om i dele af både coaching- og ledelseslitteratur – eksempelvis i autentisk ledelse, som ofte bliver udlagt som en disciplin, hvor lederen skal finde sit autentiske selv.

Identitetsprocessen er i stedet et paradoks mellem at være til og blive til på én og samme tid, fortæller Pia Orloff Houmark:

- Jeg bruger ofte Kierkegaards ord ”vorden”, der handler om at ”være på vej”, at ”blive til”. I Kierkegaards dialektik handler det om på én gang at ”være i vorden” i en evig og livslang ubestemt tilblivelsesproces og samtidig at være nødt til også at blive til noget ganske bestemt og konkret i handling – at ”vorde concret”. Det sker, hver gang vi går ind og træffer valg, hvor vi skaber en syntese af det nødvendige og det mulige. Dermed afliver vi det, der lige før var muligt – for nu er det gjort – og dermed er det blevet en del af nødvendigheden.

Her kommer hun ind på kernen af den kierkegaardske samtalesløjfe. Hvor meget af coachinglitteraturen fokuserer på at kigge fremad, ”komme videre” og skabe nyt, lægger samtalesløjfen og Tredje generations coaching® op til refleksion, erindring og gentagelse.

Ledere skal altid træffe valg i et væld af muligheder. Men så snart valget er truffet, er én mulighed valgt frem for de andre. Denne mulighed er derfor ikke længere en mulighed, men er nu en nødvendighed. På denne måde bliver mulighed (fremtid) til erfaring og senere til erindring (fortid). Ved det næste valg er erindringen om tidligere valg og de handlinger og intentioner, der fulgte med disse valg, derfor relevante at genbesøge for at kunne gøre sig nye erfaringer og træffe nye valg med et erkendt eksistentielt ståsted i det levede liv.

For nogle kan det måske lyde bagstræberisk at gentage tidligere erfaringer og bruge kostbar tid på at genbesøge erindringer, men for Pia Orloff Houmark og Ole Fogh Kirkeby er det en nødvendighed for at kunne kvalificere sine valg og styrke sit eksistentielle lederskab.

- Jeg synes, at det er væsentligt i det felt, hvor ledere netop står og skal træffe beslutninger, og hvor der er så meget, der er muligt at vælge. I det øjeblik, beslutningen er truffet, er det, der er blevet valgt – ”vordet concret” – og så må man derfra ”være i vorden” med alt det, som valget både åbnede op for og udelukkede. Det er et felt, hvor lederen er nødt til at træde i eksistens og er nødt til rent faktisk at turde aflive det mulige som muligt, netop ved at vælge det, forklarer Pia Orloff Houmark.

I det øjeblik muligheden bliver til nødvendighed, bliver den til et stykke levet liv og dermed en erfaring, der indgår i den samlede fortælling om os selv – vores erindring.

- Vi kan ikke løbe fra vores erindring uden at løbe fra os selv, selv om der er masser af fantasmer og diskurser, som inviterer os til at vende os væk fra fortiden og løbe ud i fremtiden – ud i det bedste drømmescenarie af, hvordan virkeligheden kunne være, hvis blot nødvendigheden ikke var nødvendiggjort, konstaterer Pia Orloff Houmark.

Gentagelsen skaber fremdrift
Gentagelsen fylder meget hos Kierkegaard og er også central for den kierkegaardske samtalesløjfe.

- Når jeg tegner samtalesløjfen, så tegner jeg den som et liggende ottetal med den bagudgående løkke i tiden som erindringen, og den fremadgående løkke som gentagelsen. Kierkegaard siger, at historien aldrig gentager sig, men at gentagelsen handler om ”at tage sig selv igen”. I gentagelsen responderer man derfor på det levede liv – ikke ved at gentage det hele én gang til, magen til, men ved at ”tage det til sig igen”, sådan som det træder frem for erindringen, forklarer Pia Orloff Houmark.

Når ikke vi værdsætter gentagelsen, risikerer vi også at miste den sammenhæng, som gentagelsen kan give vores erindring, mener hun og uddyber:

- Her har Sartre måske sagt det på en endnu bedre måde end Kierkegaard. Sartre siger, at det er tiden, der er problemet, for jeg kan ændre mit forhold til min livsanskuelse anytime: Jeg kan være på slankekur – lige indtil frokost. Jeg kan være ikke-ryger – lige indtil næste smøg. Og så videre. Men det er dét at gå tilbage i sløjfen og ”indhente fortiden”, som gør det muligt at værne om kontinuiteten i tid og tage på mig, hvad den forpligtende værdi i min intention var, da jeg satte mit forsæt og valgte min livsanskuelse. Og det er friheden til hvert øjeblik at dekonstruere den fremadrettede sløjfeløkke, som gør det muligt at erindre fra et nyt værdiforankret sted, og for eksempel angre det gjorte, i stedet for blot at fortryde, at det skete, og ønske det ugjort.

Sproget skaber verden
Gentagelsen giver os også mulighed for bruge nye begreber og derigennem skabe nye erfaringer. Derfor er sproget også med til at påvirke vores oplevelse af verden.

- Med ordet gentagelse laver Kierkegaard en terminologi, som vi så kan sidde og diskutere: Hvad mener manden med det? Nye begreber åbner muligheden for at tænke ud over dagligdagssproget, og jo tættere et sprog kommer på vores følelsesmæssige dimension, jo stærkere kan det virke ind i dit liv og blive til grundlag for dine handlinger, fortæller Ole Fogh Kirkeby, og Pia Orloff Houmark tilføjer:

- Når du undfanger nogle nye ord, får jeg chancen for at tænke på ny, i stedet for at domesticere min tænkning. Så kan jeg tænke på ny om noget kendt, som jeg ikke vidste, at jeg kendte, og som ikke havde fået det her navn. Endnu.

Søren Kierkegaard var kendt for sit fængende sprog, og hans beherskelse af sproget er en styrke, som ledere kan lære noget af, mener Ole Fogh Kirkeby:

- Søren Kierkegaard griber jo folk på no time, ikke? Han tvinger dem til at gøre sin diskurs til deres. Og det er det, lederen skal kunne, hvis han skal lede rigtigt. Det er ikke en forførelse – det er faktisk i virkeligheden en oplysningsproces, hvor man som leder opfordrer medarbejderen til at være alvorlig. Kierkegaards diskurs er alvorlig, fordi den er vedkommende, siger han og slutter:

- Det er også derfor, at jeg er så begejstret for din bog. Du siger ting på nogle bedre måder, end jeg selv kunne gøre det – på mere indtrængende måder. Det handler om den dér forbandede intensitet. Den skal være der.