Endnu et søm i forebyggelses-kisten

Ledelse i Dag har bedt mig kommentere på Charlotte Mandrups nye bog – ”Vær Professionel på jobbet – Lad følelserne blive hjemme”, der udkommer fra People’s Press den 9. marts. Charlotte Mandrup (CM) har med afsæt i 20 interviews af ledere og medarbejdere, kombineret med sine egne erfaringer og meninger, udarbejdet en selvhjælpsbog til videnarbejdere, der oplever, at livet og arbejdslivet er stressende.

Jeg forsker til daglig i forebyggelse af arbejdsrelateret stress i videnarbejdet med fokus på organisering og ledelse af arbejdet. Jeg kan derfor være biased i forhold til endnu en bog med fokus på individet og hjælp til selvhjælp. Omvendt må jeg også være åben over for, at der kan ligge svar andre steder, end der hvor jeg har mit fokus. Da jeg samtidig også har en lederfunktion kan der være vinkler, som jeg kan tage med mig i det arbejde. Endelig så vil jeg også karakterisere mig som videnarbejder og oplever derfor også selv de udfordringer, som det kan indebære. Det er med dette forsøg på åbenhed, at jeg har læst CM’s bog.

Vil finde svaret på stress hos den enkelte
Bogens ærinde er alvorligt, hvilket også tydeliggøres af fakta om stress, som CM lister tidligt i bogen. Afsættet for CM’s bog er et opgør med vores, ledere og medarbejderes, indstilling til stress og vores forventninger til det professionelle og private liv, men også mere konkret; en undren over, hvorfor behandlingsmetoder som meditation, ro, frisk luft, træning og selvindsigt endnu ikke har vist sig at virke.

Så langt så godt – jeg er helt enig i, at der fortsat mangler svar på årsagerne til arbejdsrelateret stress og dermed også til varige løsninger. Jeg er også enig med CM i, at der er brug for viden om, hvad vi kan gøre inden for de rammer og vilkår, der er for vores arbejdsliv. Spørgsmålet er, hvad det ”vi” står for.

Her skilles CM’s og mine veje for første gang, for løsningen ligger for mig at se i et fælles vi – ledere og medarbejdere på en arbejdsplads – og ikke ”os hver især”. Erfaringer fra en række forskningsprojekter er da også, at det er i fællesskab, at ledere og medarbejdere kan løse de problemer, der kan ligge som en kilde til frustration og stress i arbejdet. Det er netop ved at flytte fokus over på arbejdet, og hvordan det ledes og organiseres, at vi skaber mulighed for varige forandringer. Ved kun at fokusere på løsninger rettet mod den enkelte, såsom gåture, meditation osv., så forbliver det symptombehandlinger frem for egentlig forebyggelse.

VIDEO: Charlotte Mandrup: Ud med følelsestyranniet på jobbet

Selvhjælpsøvelser frem for forståelse af videnarbejdets karakter
Tonen i bogen er direkte, og CM skyder på hele den moderne udvikling som årsag til, at videnarbejdere i dag står – ikke stressede – men selvoptagede og bange. Vi er bange for ikke at slå til, blive skubbet ud af fællesskaber, miste identitet, indtjening osv. Og så har vi glemt, hvad det vil sige at være menneske. Løsningen på problemet – angsten – er ifølge CM at ”genoptræne vores hjerte til dannelse og skabe grundlaget for mening, styrke og lykke og udvikle den form for robusthed, der er nødvendig for at leve et privat og professionelt liv”. Spørgsmålet er, hvordan det skal ske. Bogens svar på hvordan ligger i en række konkrete øvelser med fokus på krop og sjæl, en personlig accept af tingenes tilstand og vores syn på arbejdslivet som en pligt, et udbytte eller en dyd. Og så en række konkrete forslag som at ære livet, grine, være sød, sige undskyld, værne om dit indre, elske livet, finde din stil og meget mere. En anden vej, som jeg ser det, er at forstå, hvad videnarbejdet indebærer, når ”produktionen” bliver tæt knyttet til det enkelte menneske, og vi begejstres af den forskel, som vi gør, og den mening, som vores arbejde giver. Frem for at vende blikket indad og sætte et endnu kraftigere lys på den enkelte og den (manglende) personlige formåen, så skal blikket vendes udad, og vi, ledere og medarbejdere, skal forstå det særlige ved videnarbejdet, og hvordan det over afstande, tid og kulturelle forskelle i en global verden skal ledes og organiseres for både at sikre produktivitet og trivsel.

Udviklingen af det moderne samfund bliver således skarpt kritiseret og lagt til grund for den situation, vi er havnet i. Men her glemmer CM helt de muligheder, som udviklingen også har givet os som frihed, uddannelse og efteruddannelse. Det fremstår i stedet som et åg og med en pris så høj, at fortiden fremstår som en tid, som vi skal tilbage til. Men er det udvikling eller afvikling? Bogen er flere steder postulerende, og jeg kan være usikker på, om datagrundlaget er i orden, når der for eksempelvis står beskrivelser af håndværkere, der ikke er forbundet med visioner og værdier, og som kun har skuldertræk tilovers for idiotiske chefer.

Fremstiller stress som særligt for videnarbejdere
En tredje skillevej er, når CM skriver "først når en fyring truer eller bliver en uventet realitet, går det op for os hvor meget af vores identitet er bundet i den funktion vi (videnarbejdere) udfører". For er det kun videnarbejdere, der har deres identitet bundet til deres funktion og dermed kun kan blive stresset? Hvad med håndværkeren, præsten, læreren, sygeplejersken, pædagogen, chaufføren? Er de ikke også deres funktion? CM skriver, at andre grupper end videnarbejdere er lette at flytte og kan skabe værdi i andre rammer. Er deres resultater ikke også knyttet til deres fag, branche eller virksomhed? Eller? Og er de ikke bange for at miste? Vores erfaringer er, at belastninger og frustrationer i arbejde ikke handler om længden af uddannelsen, men derimod om den funktion, man udfylder, og det ansvar, man har, og især hvordan arbejdet ledes og organiseres.

Gemt i bogen ligger der faktisk svar på årsagerne til stress – desværre gemt væk i en længere liste (se s. 19) Disse bliver dog aldrig adresseret, og dermed kommer CM aldrig ind til den egentlige kerne i problemstillingen – at måden, hvorpå man som leder organiserer arbejdet og leder det på, har direkte indflydelse på medarbejdernes trivsel.

Skandinavisk forskning viser, at der er lavet et stort antal studier af, hvordan vi kan forebygge på arbejdspladsen. Desværre, som med CM’s fokus, så resulterer de fleste studier i ændringer af individuel adfærd frem for at se på videnarbejdet, og hvordan det er ledet og organiseret. Studierne peger også på, at det er lederen, der spiller en central rolle i forebyggelse i praksis, og at kernen i ledelse handler om dialog og samarbejde.

Fremtiden ligger derfor i, at alle, der arbejder som ledere og med forebyggelse, skal lede efter løsninger, der rækker fremad. og hvor vi som kolleger og ledere kan give nogle sunde og solide svar på, hvordan vi kan sikre både produktivitet og trivsel i det daglige moderne videnarbejde. Men også for at sikre, at nuværende og kommende generationer har lyst og mod til at gå på arbejde og opleve glæde og begejstringen ved det.

Der er således brug for, at ledere forstår, hvad deres lederrolle og funktion indebærer i forhold til deres medarbejderes trivsel og stress. Vores erfaringer er, at ledere kan blive bedre til ledelse af mennesker ved noget så simpelt som at bruge tid på ens medarbejdere. Ved eksempelvis at skabe et overblik over, hvem man har talt med hvornår og om hvad, kan man få indblik i medarbejdernes konkrete situation, problemstillinger og behov. Ved at gå systematisk til værks kan ledelse blive ledelse frem for brandslukning. Det lyder banalt, og alligevel er anerkendelse og feedback et tilbagevendende tema i mange trivselsmålinger. Så her er der et konkret sted at starte. 

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Ny bog gør op med vores forventninger til jobbet

Opsang med uklart formål
Som læser, forsker, leder og videnarbejder står jeg tilbage med en usikkerhed omkring, hvad CM egentligt vil med sin bog, og hvem den egentlig er rettet mod. I et bugnende marked af håndbøger til håndtering af stress og gode råd, så er det relevant at stille spørgsmålet: hvilke oplevelser tager jeg med mig fra bogen – hvor kan vi lære nyt? Min oplevelse er, at jeg som videnarbejder har fået en lang opsang af CM; en opsang, der gerne skulle give anledning til, at videnarbejdere holder op med at klynke og tager sig sammen.

Ved at fokusere udelukkende på individets genoptræning, så fortsætter CM ned ad det velkendte spor, hvor selvbebrejdelserne står i kø, og hvor man som enkeltperson står tilbage med følelsen ”det er min egen skyld at jeg er havnet her, og hvis jeg bare bliver bedre til at _______ (fyld selv ud), så kan jeg få ro på igen”. Fordi sådan er livet, siger CM, og med den tilgang bliver vi hver især selv ansvarlige for at sikre nogle gode og sunde arbejdsvilkår. Altså skyld med skyld på. Så resultatet er, at bogen øger til byrden af selvbebrejdelser og skyld. Lederens rolle og ansvar har vi glemt i processen. Det er os selv, der hver især skal acceptere tingenes tilstand.

Endnu en bog, der forventer det umulige
Derudover lister bogen en række spørgsmål til personlig refleksion og nogle konkrete øvelser inden for åndedræt, kropskanning, opmærksomhed, en bøn til Gud (Buddha), og hvordan vi, som videnarbejdere, kan tage hånd om vores følelser og håndtere frygten. Så som leder, hvis jeg tror på, at de mange råd og forslag virker, har jeg med bogen fået et redskab, som jeg kan give til mine medarbejdere – med beskeden: "forebyggelse af stress – den klarer du selv!".

Den tilgang er jeg som forsker selvklart helt uenig i. Som CM skriver, så har alle et ansvar for deres eget liv og de valg, som de træffer. Også når vi går på arbejde. Heri er jeg enig. Men det er ikke det personlige ansvar, der skal sikre, at man ikke bliver stresset, når man går på arbejde. Her har lederen stadigvæk et ansvar for medarbejdernes arbejdsmiljø, også det psykiske.

Så på trods af bogens titel – "Vær professionel på jobbet – Lad følelserne bliver hjemme" – så efterlader bogen mig med en masse følelser – uanset hvilken ”kasket” jeg læser bogen med. Især én følelse fylder – afmagten. Ikke angst eller stress eller selvoptaget eller håb om mindre stress eller bedre danske arbejdspladser. Afmagt over endnu engang at stå over for en bog, der forventer det umulige af videnarbejdere og samtidig fremsiger et løfte om, at hvis de/vi kan håndtere det umulige – at blive robuste og lade følelserne blive hjemme (den begejstring, som ellers er motoren i videnarbejdet) – så kan vi blive mindre stressset. Dermed fremstår de gode og velmente råd som endnu et søm i forebyggelseskisten.

FØLG OG DELTAG I DEBATTEN: Se læsernes kommentarer på Ledernes LinkedIn-side