Lad bare Brinkmann have det lidt sjovt

Med sin nye bog Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang er professor Svend Brinkmann ude i et vigtigt ærinde og det ikke for første gang. Han har tidligere skrevet gode artikler, hvor han kritiserer den stærke tendens til diagnosticering og sygeliggørelse i samfundet. Som organisationspsykolog og konsulent har jeg i mange år været optaget af og bekymret for, hvordan denne tendens kunne blive til en tvang til personlig udvikling i organisationer. Det har jeg i ti år skrevet en del faglitteratur om samt en kronik i Politiken i 2005, der meget rammende fik titlen Personlig afvikling. Jeg fik mange henvendelser fra ledere og medarbejdere, der gav udtryk for lettelse over at have fået faglige og etiske begrundelser for, at det ikke er i orden at blive tvunget til personlig udvikling i kraft af et ansættelsesforhold. Det er nu ti år siden, og meget har ændret sig. Og det til det bedre. Forestillingen om, at det er nødvendigt at udvikle sin personlighed for at kunne bidrage til gode arbejdsresultater, har været kraftigt på retur.

Udviklingstvang har rod i individualisme – ikke i forandring
Men her hører lighederne mellem Svend Brinkmanns bog og mit eget forfatterskab så også op. Det skyldes for eksempel, at Svend Brinkmann kæder tidens udviklingstvang sammen med forandringshastigheden i ”det accelererende samfund”, mens jeg – som mange sociologer, psykologer, filosoffer mv. – har en anden opfattelse: Tvangen til personlig udvikling udspringer af den vestlige kulturs individualisme og tro på, at du er din egen lykkes smed. Og netop denne individualisme og stålsatte tro på lykkesmede bliver faktisk – på trods af gode pointer – bekræftet og forstærket i Svend Brinkmanns bog, og det er meget ærgerligt.

Men det er nu ikke kun ærgerligt. Det betyder nemlig også, at formålet med bogen for mig bliver svært at få øje på – på trods af, at jeg har læst den fra a til z. Heldigvis har Svend Brinkmann her i Ledelse i Dag som svar til Hans Henrik Knoops kritik af bogen givet følgende forklaring af formålet: ”Jeg har vovet at formulere en kulturkritik i en (anti-)selvhjælpsguidens form. Men for at være sikker på, at alle kunne forstå det, står der mange steder i bogen, i pressematerialet og i de interviews, jeg har givet, at det er et bevidst formmæssigt greb, og at det er med et glimt i øjet.”

Hvem er rådene mon henvendt til?
Varedeklarationen er altså ifølge Svend Brinkmann klar: Bogen er ment som sjov og ballade, og dens syv råd er altså ikke nogle, der skal tages i brug.

Sådan endte jeg også med at læse rådene, da en efterlevelse af dem jo hurtigt vil føre til nogle aparte og ret komiske situationer. Hvis rådene for eksempel er tiltænkt privatpersoner, vil de afføde en del problemer. Jeg kan levende forestille mig en farlig virak, hvis for eksempel en ægtefælle pludselig begyndte at øve sig i at sige ”nej” fem gange om dagen, som Svend Brinkmann anbefaler: ”Hej skat, jeg er vildt forsinket, kunne du ikke lige hente ungerne?”. ”Nej. Bare nej.”

Det vil også være komisk, men nu nok snarere tragikomisk, hvis ægtefæller gør sig umage med at fokusere mere på det negative, idet lige præcis en negativ kommunikation mellem ægtefæller er den stærkeste faktor i forudsigelser af ægteskabets længde. Jo mere negativ, jo mere kortvarigt.

Hvis de syv gode råd i stedet gives til det enkelte individ som borger i samfundet, bliver det ikke mindre kedeligt. Tag for eksempel Brinkmanns råd om, at vi skal stoppe med at mærke efter i os selv og rådet om, at vi skal undertrykke vores følelser. Det fik mig til at tænke på indbegrebet af ligegyldighed: Peter Plys’ Æsel. Tænk, hvis vi alle, som Æsel, slæbte os rundt, tilsyneladende evigt fanget i en smagløs verden uden antydning af kolorit. Vi kunne gøre dit, vi kunne gøre hint – men alt sammen i et bassin af ligegyldig leverpostejsfarvet ensartethed. Som Æsel selv siger: I’d look on the bright side, if I could only see it.

Men allermest tragikomiske er rådene, hvis de er henvendt til det enkelte individ som medarbejder eller leder i en organisation. Forestil jer lige en arbejdsplads, hvor medarbejderne gik og øvede sig i at sige nej fem gange om dagen, kopierede Æsels indstilling og dvælede ved fortiden. For eksempel følgende situationer: En ung kollega henvender sig til en ældre kollega og beder om hjælp til en vanskelig opgave. Hun får svaret ”Nej, da. Det er da helt lige meget, om du laver det på den ene eller den anden måde. I øvrigt kan jeg fortælle dig, at for 20 år siden, hvor jeg var på din alder, da satte jeg en ære i at udføre mit arbejde selv.” Eller en situation, hvor en borger ringer for at få oplysninger fra sin sagsbehandler og får svaret: ”Nej, det vil jeg ikke svare på. Du skal ikke tænke så meget på fremtiden, men hellere på, hvor godt du tidligere har haft det.” Åh gud, sikken tristesse, der med stor sandsynlighed vil medføre dalende trivsel og ringere service.

Bogens formål – sjov eller alvor?
Nu er jeg ikke vant til at anmelde komik, men jeg må indrømme, at jeg godt kan se lidt sjov i bogen. I forhold til Brinkmanns hovedpointe: et opgør med tidens udviklingstvang, er det dog ærgerligt, at bogen ikke skal tages alvorligt, men i forhold til de syv råd er det nu nok det bedste.

Modtagelsen af bogen har hos mange anmeldere, specielt i dagbladene, været overvejende positiv, mens fagprofessionelle, der beskæftiger sig med for eksempel personlig udvikling og coaching, har kritiseret den. Fælles for begge grupper er, at de har taget de syv råd alvorligt – og det er da også svært at lade være med at lede efter noget alvorligt ment, når nu en professor – ikke i komik og humor, men derimod i psykologi – har brugt tid og energi på at skrive 156 sider. Men både ros og kritik af bogen som seriøs faglitteratur rammer ved siden af. Hvis bogen skal roses ud fra forfatterens præmisser, skal den roses for at være sjov, og hvis bogen skal kritiseres, skal den kritiseres for at være usjov.

Formidlingsformen er et retorisk kneb
Når det så er sagt, kan jeg godt forstå, at flere kan have oplevet Brinkmanns spøg og skæmt som lidt for grovkornet. Og som Svend Brinkmann selv siger, har han forsøgt sig med en speciel form, der blander autoritative og kategoriske udmeldinger med et glimt i øjet. Kritikken af bogen kan således være tegn på, at den kombination ikke er faldet heldigt ud.

Kombinationen får nemlig bogen til at ligne ét langt retorisk kneb, som vi især kender fra politik, og som er blevet behændigt behandlet af Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, i bogen De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. Et af de retoriske kneb, som Kock gennemgår i bogen, går ud på, at man tillægger politiske modstandere ekstreme synspunkter, som de pågældende ikke genkender. Dette skal gøres på autoritativ vis. Næste skridt i det retoriske kneb er at latterliggøre synspunkterne og håne modstanderne, hvilket først er muligt, når den karikerede og ekstreme udgave af deres synspunkter på autoritativ vis er etableret. Som Piet Hein så klogelig beskriver øvelsen:

”En yndet form for polemik
består i det probate trick.
At dutte folk en mening på
hvis vanvid alle kan forstå.”

Her må jeg konstatere, at bogen i passager netop benytter sig af dette retoriske kneb, og at medierne har videreformidlet disse passager, men ikke husket på Svend Brinkmanns glimt i øjet. Den kombination er giftig og har i den grad banet vejen for, at de omtalte professionsgrupper tilskrives nogle ekstreme synspunkter, som ingen af dem kan genkende eller skrive under på. Svend Brinkmann kommer med bogen og med mediernes hjælp således til at positionere hele professionsgrupper som sine modstandere. Trist nok er der nu gravet grøfter mellem ham og så grupper af ledere, coaches, konsulenter, terapeuter mv., som alle egentlig bare er engagerede i at bidrage til bedre arbejdspladser og et bedre samfund.

Fra individfiksering til fælles bestræbelser
Selve efterspillet er lige så (tragi)komisk som bogen selv. Det er nok på tide, at alle kommer videre. Vi ønsker jo egentlig det samme: At tvangen til personlig udvikling bliver mindre, at trivslen på arbejdspladserne bliver større, samtidig med at de offentlige og private virksomheder skaber bedre arbejdsresultater, så lad os i stedet begynde at bruge energi på at tale om, hvad vi bedst kan gøre. Hvad har forskellige former for videnskab, aktionsforskning, udviklingsprojekter, ledelsespraksis, konsulentpraksis mv. at byde ind med? Som organisationspsykolog mener jeg, at individtænkningen er baggrunden for tvangen til personlig udvikling, hvorfor syv brugbare råd skal udspringe af en helt anden tænkning: Relationstænkning. Ud fra den og henvendt til ledere og medarbejdere er det langt mere nyttigt at oversætte Svend Brinkmanns syv individråd til fælles bestræbelser i organisationer. Her kommer mit bud:

1. Tal med dine kolleger om kerneydelsen og det, din virksomhed er til for
(i stedet for ”1. Hold op med at mærke efter i dig selv.”)

2. Fokusér på det råderum, I har som organisationsmedlemmer
(i stedet for ”2. Fokusér på det negative i dit liv.”)

3. Tag indflydelseshatten på – og medansvar for det, der sker
(i stedet for ”3. Tag nej-hatten mere på.”)

4. Vær opmærksom på, at du samskaber følelser hos dig selv og andre gennem din sprogbrug
(i stedet for ”4. Undertryk dine følelser.”)

5. Find et frirum, hvor du kan revurdere dine tanker og handlemuligheder
(i stedet for ”5. Fyr din coach.”)

6. Overvej de mange forskellige perspektiver, der kan være på problemer i din virksomhed
(i stedet for ”6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi.”)

7. Uddrag nyttige erfaringer fra fortiden, som du kan bruge nu og i fremtiden
(i stedet for ”7. Dvæl ved fortiden.”)

Fælles bestræbelser kan ikke formuleres helt så kort, men det er nok også bedst, at de ikke bliver for simple, når de nu rent faktisk skal tages seriøst og bruges i praksis. Mit bud på syv fælles bestræbelser er nemlig ikke ment for sjov. De anstrengelser, som ledere og medarbejdere gør sig for at finde frem til gode handlemuligheder i forskellige komplicerede situationer, kræver mere end facitlister. De kræver dialog, social kreativitet, mod, medansvar og etiske overvejelser. De nævnte syv fælles bestræbelser er forankret i anerkendende og narrative tilgange til ledelse og organisationsudvikling, som jeg har arbejdet med som konsulent i 24 år i mange forskellige offentlige og private virksomheder og skrevet adskillige meget anvendte bøger og artikler om. Mange organisationer har i årevis valgt denne vej, hvor udfordringen er at koordinere fælles bestræbelser for at udrette noget godt for organisationen og velfærdssamfundet.

Der er derfor masser af gode erfaringer at beskrive og trække på, og det vil nok være bedre at bruge krudtet herpå, så lad os parkere bogen Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. Bogen er bare for sjov, måske nok lidt for grov, og så er den ”soup de pølsepind”, vist også helt kogt ind.

Læs også: Svend Brinkmanns svar til Gitte Haslebo: Ikke bare for sjov - replik til Gitte Haslebo, Ledelse i Dag nr. 10, 2014