Ikke bare for sjov – replik til Gitte Haslebo

Som forfatter til en kritisk bog om aktuelle samfundstendenser er det meget glædeligt, at ens bog bliver læst og diskuteret af mange. Min bog ”Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang” er en kulturkritik af tidens individualisering og sociale acceleration, der samtidig tilbyder en modgift i form af en stoisk tænkning, der anbefaler sindsro, værdighed og pligtfølelse som alternativ til de allestedsnærværende krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og personlig udvikling.

Min bog er senest blevet kritiseret af psykolog og coach Gitte Haslebo i et indlæg i Ledelse i Dag (Lad bare Brinkmann have det lidt sjovt, nr. 10 2014, red.), men jeg opfatter Haslebos kritik som forfejlet. Haslebo forsøger nemlig at affeje min kritik af udviklingstvangen og dens apologeter (for eksempel coaches) ved at konkludere, at ”bogen er ment som sjov og ballade, og dens syv råd er altså ikke nogle, der skal tages i brug.”

Intet kunne være mere forkert! Bogen er bestemt skrevet med et glimt i øjet og i en tilstræbt humoristisk stil, men det betyder ikke, at den er ”ment som sjov og ballade”. Haslebo citerer selv Piet Hein, men desværre ikke for dette: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.”

Selvfølgelig er min bog alvorligt ment. Og selvfølgelig ønsker jeg, at mine syv råd skal tages i brug. Men ikke som dogmer, der gælder altid og i enhver sammenhæng – det er da klart. Ingen råd og principper gælder altid. Jeg har for eksempel en løbebog af Lars Bom, der hedder ”Løb”, men jeg kan godt sige mig selv, at man sommetider også skal holde pause og puste ud. Når min bog for eksempel anbefaler, at man fokuserer på det negative i sit liv eller tager nej-hatten på, bør det på samme måde være evident, at man ikke udelukkende eller altid skal gøre dette. Og det skriver jeg også rigtig mange steder i bogen. Dens pointe er, at det bør være legitimt – og i nogle sammenhænge nødvendigt, for eksempel af etiske grunde – at gøre det (tænke negativt, tage nej-hatten på osv.), men at det i vores accelererende kultur med al dens positivitetsfascination desværre er blevet odiøst at tale om og tænke på det negative.

”Stå fast” er blandt andet inspireret af filosoffen Simon Critchley, der har skrevet en virkelig god bog med titlen ”How to stop living and start worrying”. Jeg tror ikke, at Critchley er blevet anklaget for at opfordre til selvmord, og det er selvfølgelig på ingen måde hans intention. Han prøver blot at sige, at der er grund til at stoppe op og blive bekymret – for der er meget, vi bør bekymre os over i vores tid. Det er også et budskab i min bog, der ligesom Critchleys har ambitioner om at sige noget alvorligt og vigtigt, men på en humoristisk måde. Jeg kan simpelthen ikke tro, at Haslebo ikke forstår dette efter angiveligt at have læst bogen.

Haslebo mener, at det er individualismen og ikke den sociale acceleration, der er ondets rod. I modsætning til, hvad hun skriver, mener jeg, at disse ting hænger sammen, og jeg er selvfølgelig opmærksom på individualiseringens konsekvenser. I bogens introduktion beskriver jeg det på følgende måde:

Dette er den klare præmis for bogen, der også burde slå fast, at mine syv råd i sig selv bliver groteske, hvis man opfatter dem som dogmer. Men det skal man også være meget rigid dogmatiker for at gøre: I realiteten er de stoisk modgift til en udviklingstvang, der er løbet løbsk, og som nu truer vores psykologiske bæredygtighed. Dette ses for eksempel i, at et meget stort antal mennesker bukker under med stress og depression i dagens Danmark, hvilket er paradoksalt, når man tænker på, hvor rigt og trygt et samfund vi har.

Haslebo mener, at jeg tillægger mine modstandere ekstreme synspunkter. I realiteten er jeg omhyggelig med at give empiriske eksempler, hver gang jeg kritiserer noget; for eksempel Tony Robbins’ coachfilosofi (der bygger på idealet om Constant Never Ending Improvement), der har været særdeles indflydelsesrig i danske coachmiljøer.

Det er helt fair at være uenig i bogens analyse og kulturkritik. Men det er ikke fair at affeje den som ”sjov og ballade”. Haslebo konkluderer: ”Trist nok er der nu gravet grøfter mellem ham og så grupper af ledere, coaches, konsulenter, terapeuter mv., som alle egentlig bare er engagerede i at bidrage til bedre arbejdspladser og et bedre samfund.” Bogen er sandt nok blevet mødt med kritik fra disse grupper, men jeg kan berolige Haslebo med, at jeg har modtaget enormt mange takkemails, breve og positive anmeldelser fra ledere, coaches, konsulenter og terapeuter, der finder bogen interessant, og mange bruger ordet befriende.