Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Uden mere arbejdskraft risikerer Danmark at gå i stå

08. februar 2019

DEBATINDLÆG AF DIREKTØR I LEDERNE HENRIK BACH MORTENSEN PÅ ALTINGET.DK: Det går godt med dansk økonomi. Virksomhederne skaber overskud, og flere danskere end nogensinde er i arbejde. Beskæftigelsen er steget med over 10.000 personer hvert kvartal siden 2015, og der er ingen tegn på, at den tendens vil ændre sig foreløbigt.

Ledigheden er i dag nede på 105.500 fuldtidspersoner eller 3,9 procent. 15 procent af servicevirksomhederne og 25 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne må sige nej til ordrer, fordi de ikke kan skaffe medarbejdere nok. Det gælder med andre ord for en kommende regering om at få flere ud på arbejdsmarkedet. Ikke mindst er der brug for at få lempet reglerne for at hente medarbejdere hertil fra lande uden for EU.

Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen efter valget tænker ud af boksen – eller måske snarere ud af EU. Først og fremmest skal det være lettere for virksomheder herhjemme at rekruttere arbejdskraft fra såkaldte tredjelande, altså lande uden for EU/EØS-området.

Direktør i Lederne Henrik Bach Mortensen

Danske virksomheder har de seneste 10-12 år haft gavn af, at arbejdskraften kan bevæge sig frit i EU. Knap 140.000 fuldtidsstillinger i Danmark er i dag besat af EU-borgere. Mange arbejder inden for bygge- og servicebranchen, hvor manglen på arbejdskraft fortsat er høj.

Det er især borgere fra Rumænien, Polen og fra vores nabolande Tyskland og Sverige, der arbejder i Danmark. Desværre kan vi ikke regne med, at virksomhederne kan blive ved med at hente medarbejdere fra andre EU-lande hertil. I EU som helhed er ledigheden nemlig nu så lav, at den ligger på samme niveau som på toppen af højkonjunkturen i 2008. 

LÆS OGSÅ: Brexit: Tilbage på spillepladen

Arbejdskraftmanglen er særlig stor i lande, hvorfra Danmark de seneste år har haft held med at tiltrække medarbejdere. Derfor er færre tilbøjelige til at bryde op og flytte hertil fra de lande, og flere er tilbøjelige til at vende hjem for at skabe sig en tilværelse i hjemlandet.

Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen efter valget tænker ud af boksen – eller måske snarere ud af EU. Først og fremmest skal det være lettere for virksomheder herhjemme at rekruttere arbejdskraft fra såkaldte tredjelande, altså lande uden for EU/EØS-området.

Samtidig skal der gennemføres reformer, som får flere danskere væk fra offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet. Derfor foreslår Lederne, at en kommende regering arbejder for:

Ledernes forslag:

  • Tidligere indtræden på arbejdsmarkedet via en moderne SU-reform og ved at sørge for, at flere 25-29 årige kommer i arbejde. Det gælder særligt dimittender.
  • At flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Det kan ske ved at sørge for flere praktikpladser, ved at sørge for klare kommunale målsætninger for, hvor mange unge, der skal påbegynde en erhvervsuddannelse, og ved at give erhvervsskolerne et stærkere incitament til at fastholde elever.
  • Bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det kan ske ved at politisk at vedtage, at beløbsgrænsen skal være konjunkturafhængig, ved at udvide positivlisten til at omfatte faglærte kompetencer og ved at genindføre greencard-ordningen i en ny, revideret udgave.
  • En forøgelse af arbejdstiden gennem en sænkning af marginalskatterne ved at indføre højere loft for topskat.

Flere seniorer skal fastholdes på arbejdsmarkedet, også efter de har nået folkepensionsalderen.  Derfor er det positivt, at et politisk flertal allerede har vedtaget reformer, der tilsammen skønnes at øge den strukturelle beskæftigelse med i gennemsnit godt 17.000 personer om året frem til 2020 – og det er selvfølgelig afgørende, at Folketinget holder fast i de reformer.

LÆS OGSÅ: Uansvarligt at åbne Pandoras æske!

Men det ændrer desværre ikke på, at virksomhederne fortsat vil mangle arbejdskraft. For eksempel risikerer vi inden for en kortere årrække at mangle 85.000 faglærte. Derfor bør det stå øverst på regeringens arbejdsmarkedspolitiske dagorden, at manglen på arbejdskraft skal bekæmpes. Det gælder, uanset hvem der er statsminister efter valget.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk