Mit Lederne

Ledelse i Dag - Januar-2017

Disruption - korruption

Et nyt ord klinger i politikernes mund, ”disruption”, og trænger sig på i statsministerens præsentation af sin nye regerings visioner, om end i en bisætning. Denne artikel kigger på ordets betydning, hvilke realiteter det måtte dække over, og hvilken alternativ praksis det kunne indikere. 

Af Ole Fogh Kirkeby, professor emeritus, Copenhagen Business School

25. januar 2017

1.

"Disruption" har fandtes i det internationale miljø og i konsulentmiljøet temmelig længe – så længe, at det måske skal sendes til lille Danmark for at komme på fode. Nu vil regeringen nedsætte et disruptionsråd.

 

Lad mig først betragte dette ords etymologiske indhold. Det kommer af latin ”ruptura”, "at brække en arm eller et ben”, et ”brud”, fra perfektum participium-stammen af ”rumpere”, "at brække". Dets protoindoeuropæiske rod, *reup-, betyder ”at snuppe” og ”at røve”. Det deler stamme med ”korruption”, der betyder ”moralsk fordærv” og ”bestikkelse”, og er beslægtet med verbet ”at rippe”, ”flå i stykker”, ”berøve” nogen for deres hårdt oparbejdede besiddelser”, før de opdager det, altså i aktuel forstand berøve os for vor vigtigste besiddelse, viden og kunnen, og retten til at bruge den. Ordene ”de route” og ”bankerot” har samme rod. Der er intet oprindeligt positivt i ordet ”disruption”.

I den traditionelle, økonomiske jargon betyder begrebet, at en etableret praksis, en markedsstruktur eller en organisationsform brydes op, eller at helt nye markeder etableres i kraft af teknologiske innovationer. Det har været et velkendt princip for kapitalistisk udvikling, allerede før denne samfundsform for alvor brød igennem. Ploven, hesten, hjulet, vind- og vandmøllerne er eksempler. Jernet og krudtet er andre. I kapitalismens barndom er dampmaskinens udvidelse af minedrift og skabelse af fabrikssystemet, samt jernbaneindustriens ufattelige boom, vel de mest spektakulære eksempler på disruption – den sidste disruption, da den brød ind i skabelsen af jernbanenettene, der forårsagede aktiernes himmelflugt i 1840’erne og kapitalismens største, lange bølge nogensinde. Nye eksempler er talløse. De elektriske pærer disruptede de traditionelle belysningskilder og gav hvalerne et midlertidigt frirum. Flyet disruptede jernbanen og passagerskibet. Chippen disruptede transistoren, maskingeværet, pigtråden, giftgassen, tanken og krigsflyet, og atombomben disruptede krigstaktikkerne. Nokia og BlackBerry disruptede de traditionelle telefonselskaber, men blev selv disruptet af smart phones. Blød energi disrupter for øjeblikket fossile brændstoffer. Disrupterne bliver disruptede. Karl Marx kaldte det ”produktivkræfternes udvikling” og forstod, at det krævede statens magt.

 

Ja, bevares, von Dreyses tændnålsgevær, som blev indført i den preussiske hær i 1842 og i løbet af 1860 og gjorde det muligt at fremstille effektive bagladegeværer, var en vigtig årsag til danskernes og østrigernes nederlag, men eksercitsen tilbage fra Frederik den store af Preussen er en social disruptionteknik, hvis rolle ikke må undervurderes.

 

Fænomenet ”disruption” er således i dag uden nyhedsværdi, medmindre det postuleres, at digitaliseringen ændrer dette fænomen afgørende ved også at lade det forandre hele samfundets basisstruktur (endnu mere end fabrikker og infrastruktur gjorde tidligere) og offentlighedens kommunikationsformer. Det er dog kun tilfældet, fordi andre, helt afgørende, socialøkonomiske tendenser befordrer teknologiske innovationer, lige for tiden, såsom apps, kunstig intelligens, internets of things og digitale platforme. Industrielt muliggør og forstærker teknologisk disruption de modsatrettede og dog konvergerende skævt behov hos arbejdsgivere og arbejdstagere for kontrol, selvbestemmelse og maksimal uafhængighed. Således får vi den globale tendens, at genoptage de ældgamle ”outsourcing-strategier” via ”the cloud”, og både ved hjælp af ekstrem billig, oversøisk arbejdskraft og lokal arbejdsløshed i i-landene.

 

Højt uddannet arbejdskrafts muligheder for at blive selvstændige forstærker denne begyndende opløsning af den klassiske virksomhedsmodel. Topkonsulenter forlader Fortune’s Five Hundred for at blive selvstændige, og lige nu skabes der i England en ny virksomhed i minuttet, de unge generationer har læst skriften på væggen. Den klassiske organisation disruptes som struktur og dermed destrueres fagforeningernes grundlag og arbejdsrettens raison d’ être.

 

I dag er de til kvalme gentagne, prototypiske eksempler på disruption i forskellige markedskontekster Uber og Airbnb, Facebook, Twitter, Google og Amazon. Disse nye virksomheder er kendetegnet af en ekstremt lille medarbejderstab i forhold til output, og ved at være delvist brugerdrevne. Samtidig lever de af endnu en stund at kunne lade hånt om statslig regulering. De har også en relativt lille fast kapital og ansætter og fyrer efter behov, fordi de udnytter cloud-økonomiens udbud af arbejdskraft.


SE OGSÅ: Ole Fogh Kirkeby: Stop misbrug af begrebet robusthed

 

På den anden side er der allerede opstået digitale platforme på nettet, der beskytter arbejdstagerne i dette spil. Det er ikke fagforeninger, men private initiativer. Et af mange eksempler er Sevendays, en ny platform, der specialiserer sig i at forbinde etablerede freelancere med start-ups og digital agencies. Her er ingen auktionsmodel, men udvalg af velegnede til hvert udbudt job, og ingen provision, plus en garanteret minimumsløn. Det kan nævnes, at brugen af eksterne it-konsulenter steg med 22 procent sidste år (Upwork.) Men kunstig intelligens lurer i horisonten. I sandhed, en virkelighed med minimalt behov for arbejdskraft vil være historisk uset. Trump kan prale med, at jobbene vender tilbage til USA, hvis han dermed mener ”arbejdsfunktioner”. Men det er ikke mennesker, der udfører dem, det er robotter. Men i alt dette er det tydeligt, at disruption kun er mulig, om end meget lidt markant, fordi staten endnu sover i timen.

 

Men disruption handler ikke om teknologisk innovation alene. I en ny rapport med titlen ”The Age of Disruption” har Credit Suisse fremhævet, at Kinas kapacitetsoverskud ifølge overinvestering resulterer i regeringssubsidieret eksport af varer med lavere pris og højere kvalitet, end vi kender den fra de multinationale firmaers produkter. Det udgør en trussel mod brancher som bæredygtig energi, biler, stål, aluminium og kemi. I denne kontekst kan statsregulativer blokere sådanne forsøg på at disrupte nationale markeder gennem afgifter, og de samme afgifter forhindrer billige kinesiske cigaretter i at invadere de europæiske markeder, og sukker i at ødelægge de unge generationer. Men uanset Trumps holdning til frihandel vil Kinas hemmelige våben, elbiler, og bløde energikilder, gøre hans fantasier om tilbagevending til fossile brændstoffer håbløs. Man kan ikke disrupte baglæns.

 

Disruption i én kontekst garanterer ikke succes i andre. Det er spørgsmålet, om det økonomiske vækstaspekt af disruption udtrykker andet end det faktum, at vi hverken kan overskue eller styre virkningen af innovationer, eller bremse hastigheden af den kapitalistiske konkurrence. Men vi kan ikke forhindre, at det, at nye virksomheder er mindre afhængige af meget anlægskapital og af mange medarbejdere, bliver et helt fatalt problem, når de nu så eftertragtede IT-kompetencer, som Danmark formodes at skulle leve af, bliver overflødiggjort af teknologisk udvikling inden for de næste ti år. Vi er gode til mad, men vi kan ikke leve af at brødføde hinanden med Michelin-stjerne-mærkede produkter, selvom genbrugsøkonomi i sit væsen er et positivt fænomen i et bæredygtighedsperspektiv.

 

Det er vel næsten overflødigt at nævne, at disruption i finanssektoren via introduktion af nye, smarte produkter meget ofte har været destruktiv. Nævnes skal blot den krise, som spekulation i sorte tulipaner skabte i Holland i 1630’erne, og de katastrofale subprime-lån, der udløste 2008-krisen. Hvad bitcoin som disruption vil indebære for økonomien, kan endnu ikke overskues. Skal den virkelig disrupte, så skal den udvikles som et lokalt baseret, demokratisk betalingssystem uafhængigt af finansverdenen.

Disruption er aldrig foregået uden enten politisk foregribelse og styring eller gennem det, at politikerne vendte det blinde øje til. Engelsk, mekaniseret bomuldsproduktion destruerede Indiens håndværksbaserede, fordi englænderne kunne diktere markedsvilkårene gennem afgifter. Numerisk styrede værktøjsmaskiner slog igennem som basis for revolutionen af den sektor, der producerede maskiner til at producere maskiner med – den industrielle væksts hjertemuskel – fordi staten og fagforbundene ikke støttede gruppen af værktøjsmagere, de højt faglærtes elite.

Det er en bitter sandhed i kapitalismen, at det eneste forsvar mod disruption er dannelse af monopol eller en stat, der aktivt begrænser det frie marked. Ingen af delene er i længden ønskværdige.    

2.

Men lad os nu skifte perspektiv, for disruption kunne jo også betyde noget helt andet.  

 

Et fænomen manifesterer sig i stigende grad fra politisk hold over for den offentlige sektor. Det kunne kaldes diktatorisk fjernledelse på basis af ukyndighed. Faktisk ligner det en form for smart totalitarisme smuglet ind bag demokratiets tungt sovende vagtpersonale. Det består i at forhindre ledere i at lede i forhold til faglig ansvarlighed, at praktisere respekt for, det forgængerne har opnået, at modstå destruktion af kvalitet og abstraktion fra menneskelighed – altså forhindre det offentliges forsøg på at være til for borgerne. Og her er legitimeringen altid ”at det kræver udviklingen”, altså en appel til en diffus forestilling om det frugtbare i disruption.  At traditionelt institutionskonservative faggrupper som overlægerne nu gør oprør, kunne være – endelig – en mening med et af de mange, svirrende, forvirrende, og ofte, meningsløse indhold af ordet ”disruption”. I denne kontekst bliver dette begreb til lige det modsatte af den saltvandsindsprøjtning, som politikerne begærer i deres uklare forestillinger om introduktion af en positiv disruption af herskende rutiner (”rutine” har, paradoksalt, samme rod som ”disruption”, i øvrigt) baseret på reduktion af ressourcer.

 

Disruption på det bevillingsøkonomiske plan er knæfald for en ny uoverskuelighed og uigennemsigtighed, en legitimering af et kaos, hvis positive effekter ikke blot er udokumenterede, men halsløs eksperimenteren, der under alle omstændigheder vil koste mange dyrt. Besparelsesstrategier er naturligvis velkendte som regeringstiltag, men bliver disruptive, når de intensiveres i en sådan grad, så nye former for styring opstår. Her står vi sandsynligvis nu ved en tilstand af diktatorisk detailstyring via uopfyldelige fordringer og fantasmer.

 

Det varslede ”disruptionsråd” vil være meningsløst, medmindre det underkaster den disruption, det skal støtte og fremme, kritiske kriterier for styrkelse af lighedsorienteret, trivselsorienteret og ikke mindst bæredygtig og resilient samfundsudvikling – der ikke er det samme som vækst i bruttonationalprodukt.

 

Meritokratiet, hvor indsigt, kapacitet, overblik og besindighed, kendetegner de administrative beslutninger, er blevet et politisk skræmmebillede i en verden, hvor politikere skifter portefølje i regeringen med samme hast, men ikke med samme systematik og hensyn til andre, som vi andre skifter undertøj.

  

LÆS OGSÅ: Ole Fogh Kirkeby: Protreptikkens fortælling 


Måske skulle vi atter gribe om roden til ”disruption”, ”ruption”, og se, om vi kan skabe alternative perspektiver på social forandring. Er det ikke snart på tide, at vi koncentrerer os sammen om at skabe E-ruption. Dette, som vulkaner har tendens til, kan i den sociale dimension betyde, at bitre erfaringer har gæret så længe, at de må bryde frem på overfladen som INTER-ruption, afbrydelse, af en praksis, der – uden at det behøver nogen som helst, yderligere, ”videnskabelig” dokumentation – er i færd med at ødelægge velfærdssamfundets sidste, varme spirer og dets faglige aktørers engagement. Det kan ikke være rigtigt, at eruption skal manifestere sig i personlige stress-skæbner, fordi arbejdslivets vilkår og muligheder underkastes utæmmede, destruktive disruptions-logikker, altså banale, men ubarmhjertige mekanismer til fremme af økonomisk overskud for enhver pris.

 

Med andre ord, er vi så ikke nået til det punkt, hvor New Public Management, der allerede blev desavoueret af OECD ved dette århundredes begyndelse, skal erstattes af en ny begyndelse? En begyndelse, der kendetegnedes af, at ledere og medarbejdere har ret til at handle ud fra det, de tror på, at følge de værdier, der har kaldet dem, og gøre det, de ved er rigtigt i kraft af deres faglighed?

 

Denne nye begyndelse kunne for det første indledes med, at institutionsledere, skoleledere, forvaltningschefer og ansvarshavende i det offentlige fulgte overlægernes eksempel og solidariserede sig omkring deres faglighed på landsplan. En sådan I-ruption ville manifestere det, som de fleste ledere i det offentlige allerede er, og ikke mindst ønsker at være, nemlig mennesker, før de er managere. Befolkningen, civilsamfundet, de frivillige, organisationsmedlemmerne, medarbejderne og alle brugerne ville nok ikke stå ganske fremmede over for en sådan ny begyndelse. For det andet kunne den indebære, at hensynet til bæredygtighed og resiliens blev en del af al praksis i civilsamfundet og af al politisk planlægning.

 

For det tredje kunne det medføre nedbrydelsen af et uhensigtsmæssigt mindset på førskoleplan og fremefter i al uddannelse i lyset af en ny følelse af ansvarlighed for den natur, der langsomt tilintetgøres og for den globale misere. At disrupte sloganet ”What is in it for me?”.

 

Medmindre et disruptions-råd har til formål at foregribe, forebygge og beherske fænomenet, og ikke at sanktionere og ”ære” dets blot, overfladisk revolutionære kraft, og imødekomme den forvandling, det kunne indvarsle, ved at beherske det gennem en radikal, reformativ bevidsthed om de værdier, der tæller, så er det at spille hasard med vores fremtid.    


Den omkalfatrende og ikke systemkonforme disruption vil således bestå i skabelsen af et nyt mindset, hvor vi er indstillede på genbrugsøkonomi, personlig omlægning og begrænsning af forbrug, et afkald på forbrugsgoder, der gør solidaritet mulig og hylder helt anderledes måder at engagere os i at opfatte tid, rum, krop og kommunikation på i et modigt brud med vore herskende forestillinger om vækst og udvikling. 

Om forfatteren

olefoghkirkebyxxOle Fogh Kirkeby (f. 1947), dr.phil., mag.art., er filosof, ledelsesteoretiker, foredragsholder og professor ved CBS. Igennem sit professionelle liv har han beskæftiget sig med en lang række forskellige emner, men det er især forfatterskabet om ledelses- og organisationsfilosofi samt bøgerne af mere filosofisk-litterær art, der har gjort Kirkeby tilgængelig for et bredere publikum. Ole Fogh Kirkeby udkommer 9. februar (på sin 70 års fødselsdag) med bogen "Ordet er sjælens spejl - Samtaler der befrier" (Gyldendal), der markerer hans fratrædelse som professor på Copenhagen Business School efter 31 års ansættelse.