Epidemien ved at lede uden sjæl

Min datter Lisa lagde engang en seddel i en sko, hvor der stod ”Sjæl (sål) skal repareres”. Hvis bare hun vidste …

En fortælling om to sygeplejersker

Da vi bad medlemmerne af vores nye managementhold inden for sundhedspleje (imhl.org) om at dele historier om deres erfaringer, fortalte en fødselslæge mig om en­gang, han var på tilkaldevagt, hvor han pendlede mellem forskellige hospitaler. Et af dem var anderledes: Han og hans kollega ”elskede at arbejde der”. Det var et ”sjovt” sted takket være en oversygeplejerske, som viste omsorg. Hun var forstående, respektfuld over for alle, havde til hensigt at fremme samarbejde mellem læger og sygeple­jere. Stedet havde sjæl.

Så gik hun på pension Min datter Lisa lagde engang en seddel i en sko, hvor der stod ”Sjæl (sål) skal repareres”. Hvis bare hun vidste …og blev erstattet af en, som var meget kvalificeret i plejefaget med en MBA. Uden ”nogen dialog… begyndte hun at stille spørgsmålstegn ved alt”. Hun var hård ved sygeplejerne, hun ankom for eksempel tidligt for at se, hvem der kom for sent.

Hvor der førhen var småsnak og latter før starten på vagterne, ”blev det normalt for os at se en sygeplejer græde” på grund af en kommentar fra den nye leder.

Moralen dalede, og det spredte sig hurtigt til lægerne: ”Det tog 2-3 måneder at ødelægge den fantastiske familie…. Vi plejede at konkurrere om at komme til det hospital, og så gad vi ikke derhen mere. Men autoriteten greb ikke ind eller var måske ikke klar over, hvad der skete".

Epidemien

Hvor tit har du hørt eller oplevet sådan en historie eller det, der er værre? I det arbejde, som jeg foretager – studere management og organisationer - hører jeg dem ofte (for nylig fire gange på en uge). Mange af dem handler om lederne. At lede uden sjæl er blevet en epidemi i sam­fundet.

Der findes skoler som underviser i det, men jeg vil ikke nævne navne af frygt for at fornærme kollegaer i høje stillinger. Af dem findes kandidater med et forvrænget syn på ledelse: Uengageret, generisk, teknokratisk. De lærer at tro, at de kan lede alt, og det er lige meget, om de har kendskab til konteksten. Denne teknokratiske afstand er slem nok - det handler bare om tal. Det værste er, når de herser med folk og spiller dem ud mod hinanden. En person, der var blevet herset med i nogle år af en modbydelig chef, sagde: ”Det er de små ting, der piller dig fra hinanden”. De her ledere bekymrer sig kun om sig selv.

Hvorfor tolererer vi det? Hvorfor tillader vi narcisister med akkreditiver, som poserer som ledere, at køre så mange af vores institutioner i bund? Ja, vores sjæle har brug for at blive repareret.

En del af problemet er, at folk generelt bliver valgt til lederstillinger af ”overordnede” (overordnet leder, bestyrelsen), hvor de ofte ikke har nogen idé om den skade, deres beslutninger forårsager. Derfor får vi ofte, hvad no­gen kalder ”kys røv og spark ned”-ledere - meget dygtige til at imponere ”overordnede”, men overhovedet ikke i stand til at respektere ”underordnede.”

Et hotel med sjæl

I sidste uge var jeg i England til nogle møder omkring vores International Masters in Practicing Management. Vi boede på et koncernhotel – jeg havde hadet det i flere år, ingen ånd, ingen sjæl.

Min datter Lisa var også i England, og efter møderne tog vi en travetur i Lake District – et vidunderligt sted at gå en tur. Den næste IMPM var i oktober på et hotel, som vi ikke havde boet på før, så Lisa og jeg tilmeldte os for at tjekke det ud.

Jeg gik ind og blev forelsket i stedet. Det var smukt, velindrettet og med et personale, der virkede oprigtigt nærværende – det her sted var fyldt med sjæl. Jeg har været i faget, hvor jeg studerer organisationer i så lang tid, at jeg ofte kan gå ind et sted og mærke sjæl, eller in­gen sjæl, på et øjeblik. Jeg kan mærke stedets energi eller mangel på samme. Det øjeblikkelige smil i stedet for et falsk smil; oprigtig involvering i stedet for programmeret ”omhu”. (”Vent venligst!!” mens du venter på, at nogen svarer telefonen. Det betyder, ”vores tid er vigtigere end din”.)

”Hvad betyder det at have sjæl?” spurgte Lisa. ”Du ved det, når du ser det,” svarede jeg. I ethvert hjørne. Jeg spurgte en tjener om vandrestier. Han vidste ikke noget om dem, så han hentede hotelbestyreren for at fortælle mig om det.

Jeg snakkede med en ung kvinde i receptionen. ”Pyntepuderne på sengen er meget smukke,” sagde jeg. ”Ja,” svarede hun, ”ejeren går op i alle små detaljer - hun valgte selv de puder.” Hvor længe har du arbejdet her?” spurgte jeg. ”Fire år”, sagde hun stolt og opremsede så, hvor lang tid de overordnede medarbejdere havde været der: Hotelbestyreren i 14 år, den assisterende hotelbes­tyrer 12 år, salgschefen lidt mindre og så videre.

Hvorfor kan alle organisationer ikke være lige sådan? De fleste mennesker – medarbejdere, kunder, managers – ønsker at drage omsorg, hvis de får muligheden. Vi men­nesker har sjæl, og det kan vores hospitaler og hoteller også have.

Hvorfor opbygger vi så mange fantastiske institu­tioner bare for at lade dem falme under kontrollen af folk, som aldrig nogen sinde skulle have haft tilladelse til at lede noget som helst? Ledelse har godt nok brug for at blive fikset, og det har vores samfunds sjæle også.