”Transparens er tidens ideal”. Med den overskrift langede dekan for DPU Lars Qvortrup i en artikel i Dagbladet Information, sommeren 2008, ud efter det faktum, at både parforhold, varedeklarationer og restauranter alle sammen har et fælles ideal: de skal være transparente. Også når det gælder virksomheder, er transparensen tidens ideal. Enhver virksomhed med respekt for sig selv og sin egen fornemmelse af at være trendsættende skal tilsyneladende opfylde det samme som parforholdene, varedeklarationerne og restauranterne: udøve transparens, lægge inderste tanker, planer og tal åbent for offentlig granskning. Ligesom virksomhedens leder på ethvert tidspunkt skal være klar til at svare åbent på spørgsmål om handlinger, valg og fravalg. Lederen skal også være transparent.
Når vi bevæger os til bankverdenen, ser man samme tendens. Her har man i 2004 indført et såkaldt transparensdirektiv, som skal ”(…) sigte på, at indføre et gennemsigtigheds- og informationsniveau, der passer til målene om en sund investorbeskyttelse og markedseffektivitet.” Et andet sted, hvor man dårligt kan skære sig frem for transparens, er i uddannelsessystemet. Her er der en Københavner-erklæring, som har til formål at øge gennemsigtigheden i de europæiske landes erhvervsuddannelsessystemer. Fordi uddannelsesinstitutionerne i de respektive lande hver især bygger på egne traditioner, som gør ”det vanskeligt at sammenligne og anerkende kvalifikationer og kompetencer erhvervet i de forskellige lande. Derfor skal gennemsigtigheden i uddannelsessystemerne nu øges.”
I bankverdenen er transparensen sat ind for at beskytte bankverdenens kunder. I et større perspektiv er det vores lands nationale økonomi, der skal beskyttes. I uddannelsessystemet har man indført transparens for at sikre, at den investering, som vi foretager i vores lands vigtigste råstof – de unge og deres kunnen og viden – også kan bruges i andre lande. Og i mindre perspektiv: at den enkelte unge ikke spilder sin egen tid med at tage en uddannelse, som kun kan bruges i Danmark. Sådan set ganske fornuftigt.
Fornuftigt er det også, at Folketinget har etableret egen tv-kanal, som allerede transmitterer direkte fra Folketingssalen og Europaudvalgets møder. På længere sigt er planen også, at der skal transmitteres direkte fra andre udvalgsmøder. Hvilket skal give os – borgerne – mulighed for at følge med i og sikre os, at tingene går ordentligt for sig.
Transparens giver tillid
- Allerede de gamle kinesere og de gamle grækere var opmærksomme på, at transparens er vigtig. Et stabilt samfund forudsætter gennemsigtighed. Man skal eksempelvis kunne forstå, hvorfor man skal betale de skatter, man skal betale, siger Lars Thøger Christensen, professor ved Institut for Marketing og Management ved Syddansk Universitetscenter i Odense og med strategisk kommunikation som sit forskningsområde.
Ifølge Thøger Christensen, der har forsket i og skrevet om samspillet mellem virksomheders in- og eksterne kommunikation, herunder brugen af transparens, kan der ikke være tvivl om, at transparens nærmest er gået hen og blevet en diskurs – noget selvfølgeligt, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. At transparens også hænger sammen med en fornemmelse af en virksomheds sociale ansvarlighed, kan der heller ikke være tvivl om. Hvis virksomheden er i stand til at dele informationer omkring deres planer, politikker og praksis med den omgivende verden, betragtes det som et tegn på, at virksomheden har etikken i orden. I mange sammenhænge sidestilles virksomhedens sociale ansvarlighed derfor med virksomhedens evne til at demonstrere transparens. Det bliver et tegn på, at virksomheden er til at stole på.
En anden ting, som transparensen ofte forbindes med, er virksomhedens lyst og evne til at forbedre sig. Hvis virksomheden blotlægger sin organisation og sine forretningsmodeller for udefrakommende kontrol, betyder det også, at virksomheden er parat til at modtage kritik – og derved forbedre sig.
Når det er sagt, maner Lars Thøger Christensen til besindelse. Han påpeger, at der ofte er en tendens til at undlade at stille spørgsmål ved omfanget, kvaliteten og effekten af transparens. I visse kredse skal man blot nævne ordet transparens. Så tier alle kritiske røster.
- Der er et ufatteligt naivt forhold til transparens. Især blandt ngo’er og diverse aktivistgrupper. Man påberåber sig transparensen som et slags mantra, påpeger Lars Thøger Christensen.
Grænser for transparens
Et af de punkter, hvor vi konstant kan og skal stille spørgsmålstegn ved, om transparens er ubetinget godt, er, når man bevæger sig fra det overordnede plan og ned på det mere detaljerede niveau, mener Lars Thøger Christensen.
- Der er grænser for, hvor meget transparens et samfund kan klare – uden at det går ud over samfundet. Tænk for eksempel på konfliktløsninger i en tilspidset situation. Her vil der ikke komme noget godt ud af, at mægleren vælger at lægge alt, hvad parterne siger, helt åbent frem. Og tænk på en ansættelsessituation, hvor en af dine medarbejdere har fortrolig viden om en af ansøgerne. Ofte skal den viden heller ikke lægges offentligt ud.
I sådanne situationer forudser Lars Thøger Christensen, at virksomheder og organisationer griber til andre strategier. For eksempel kender han til eksempler på såkaldte ”ikke-møder”. Steder og rum, hvor tingene foregår uden for dagsordenen.
- Hvis transparensen betyder, at der er ting – for eksempel negative ting – vi ikke kan sige, så vil der uvægerligt være nogle ting, der ikke bliver sagt. Transparensen vil dermed føre til mindre kommunikation og mindre viden.
I andre situationer kan opfattelsen af, at ”transparens er godt for alle til alle tider” yderligere lukke muligheden for videre samtale.
- Ved at tage holdningen ”vi har transparens, så der er ikke noget at komme efter,” risikerer vi en såkaldt ”diskursive closure”. En situation, hvor man ikke kan anfægte logikken i argumentet. Ordene får en halvreligiøs betydning, siger Lars Thøger Christensen, før han påpeger en sidste fare ved kritikløst at tro, at transparens udelukkende er noget godt:
Hvis virksomhederne lagde alle deres informationer ud til omverdenen, ville det være ganske umuligt at orientere sig. Det ville kræve en stor og meget specialiseret viden at kunne uddrage essensen og meningen af alle disse informationer. Transparens kan kun fungere efter hensigten, hvis den er begrænset, og informationerne bliver kondenseret. Som et eksempel giver Lars Thøger Christensen restauranternes smiley-ordninger. Udstyret med alenlange uddannelser og et lager af måleapparater går Fødevarestyrelsens eksperter ud og undersøger hygiejnen i restauranter og butikker. Ud af de mange målinger og tal uddrager de essensen og videregiver den samlede information som et enkelt og letforståeligt billede: en smiley!
- Vi kan ikke selv gennemskue den store mængde oplysninger. Derfor beder vi om en, som kan give os et samlet mærkat. En, som har det helt store overblik. Som kan gennemskue det hele,” fastslår Lars Thøger Christensen.
For Gud og hver mand
Det er også idéen om totalt overblik og gennemskuelighed på alle planer, der presser sig på, når man nærmer sig emnet transparens fra en anden vinkel. Byggestil og arkitektur. For eksempel giver de store åbne vinduer både i den tidlige og den nuværende hollandske byggestil fri adgang til at kigge ind. For Gud og hver mand!
Det var under en studietur – netop til Holland – at antropologen Marie Stender fik øje på de store glasfacader. Det vakte hendes undren:
- Netop i disse år er der noget på spil i forholdet mellem det offentlige og det private rum. Det gælder ikke kun i den måde, vi bygger huse. De nye byområder med store glashuse. Det gælder alle områder af vores liv. Måden, vi bruger mobiltelefonen, og måden, almindelige mennesker eksponerer deres privatliv i reality-shows, siger Marie Stender, der fungerer som projektleder ved rådgivnings- og analysefirmaet Hausenberg. Ved Center for Bolig og Velfærd, et forskningsprogram med deltagelse af Københavns og Syddansk Universitet, Statens Byggeforskningsinstitut og Kunstakademiets Arkitektskole, skrev hun i 2006 en afhandling om emnet og har siden holdt mange foredrag om livet i glashuse.
Blandt Storkøbenhavns nyopførte glashuse valgte hun 30 private boliger og deres beboere til at deltage i undersøgelsen.
- I udgangspunktet siger beboerne, at de har valgt deres nye bolig, fordi de ønsker lys og udsyn. Men når man spørger ind, kommer der helt andre sociale betydninger. Det er noget med, at de synes, at det er værdifuldt, at andre kan kigge ind bag facaden. Men kun til en vis grænse. For der er nogle rum, man ikke må kigge ind på, siger Marie Stender og påpeger, at denne arkitektoniske gennemsigtighed minder om puritanismens tese om, at Gud ser alt, og at den fromme intet har at skjule.
Subtile kontrolordninger
Samme ideal om renhed strømmer gennem virksomhederne, når de vælger at opføre deres nye transparente bygninger. I Marie Stenders undersøgelse medvirker der tre virksomheder og 150 medarbejdere, der alle har svaret på et elektronisk spørgeskema. Her, i de nye storrumskontorer bag de store glasfacader, træder der en helt anden og mere subtil kontrol i gang. For eksempel blev den enkelte medarbejder hos Kommunernes Landsforening underlagt et helt nyt adfærdskodeks, efter at organisationen flyttede fra et ældre kontorbyggeri til sit nye glasdomicil på Weidekampsgade i København. Det hed blandt andet:
”Arbejdslokalerne er åbne arbejdsmiljøer, hvor vi kan se hinanden og høre hinanden. (...) Vi skal alle vænne os til nye omgangsformer og skrinlægge nogle af dem, vi har. (...) I denne dialog vil det være tilladt for andre i min nærhed at påpege, at jeg råber, når jeg taler i telefon, at det ikke ser særlig delikat ud, når jeg piller næse eller klipper negle ved arbejdsbordet.”
Et andet eksempel, som Marie Stender fremhæver, er Nykredits nye domicil på Kalvebod Brygge i København. Det er helt åben arkitektur, og alle medarbejdere kan i princippet bevæge sig frit rundt i hele bygningen. Men der er alligevel enkelte områder, hvor det ikke er tilladt for alle at bevæge sig ind. Derfor installerede virksomheden et meget avanceret overvågningssystem. Når medarbejderne bevægede sig ind i et område, hvor de ikke havde adgang, gik en lille alarm i gang.
- Det kunne de ikke holde ud, så det afskaffede de. Men nu kan man på en skærm følge med i, hvor samtlige medarbejdere har bevæget sig hen, siger Marie Stender, og fortsætter:
- Det er et eksempel på, at selvom man lader de traditionelle grænser ophæves, så opstår grænserne på en anden måde. Vi har et stærkt ideal om, at vi skal nedbryde alle grænserne. Men gennemsigtigheden er en illusion. I virkeligheden bliver magtudøvelsen og kontrollen bare mere subtil, når usynlige grænser træder i stedet for en konkret mur eller dør, mener Marie Stender.
Der lurer et øje …
Denne slørede form for kontrol kan minde om det princip for overvågning i fængslerne, som englænderen Jeremy Bentham (1748-1832) foreslog: et panoptikon (alt-seende). Cellerne skulle være i flere etager organiseret i en cirkel med kun gitterdøre mod midten. På den måde kan alle fanger overvåges samtidig fra et tårn midt i cirklen. Her behøver der kun at sidde en enkelt fangevogter. Fangen kan hele tiden se centraltårnet. Og fangen ved, at det er herfra, han bliver betragtet – og kontrolleret.
Om dette panoptikon skrev den franske filosof Michel Foucault i 1975:
”(...) panoptikon bør ikke forstås som en drømmebygning: den er diagrammet for en magtmekanisme, der føres tilbage til sin ideale form. (…) Hver gang man har med en mangfoldighed af individer at gøre, som man skal påtvinge en opgave eller en bestemt adfærd, kan den panoptiske model bruges. (…) I hver enkelt af dens anvendelser gør den det muligt at perfektionere udøvelsen af magten. Dette gør den på flere måder: Fordi den kan reducere antallet af dem, der udøver den, samtidig med at man kan øge antallet af dem, den udøves på. Fordi den gør det muligt at gribe ind i ethvert øjeblik, og fordi det konstante pres virker endnu før synderne, fejlene, forbrydelserne bliver begået.”
(Fra SURVEILLER ET PUNIR, 1975 - Oversat af Mogens Chrom Jacobsen og her taget fra Rune Engelbreth Larsens, www.humanisme.dk)
Væksten i viden
Så vi skal være parate til, på ethvert tidspunkt, at blive kigget på, kigget efter i sømmene, kontrolleret. Det er noget af det, som følger med transparensen, med gennemsigtigheden. Ifølge Jannick B. Pedersen er det en udfordring, som vi som mennesker er parate til at gribe. Han er iværksætter, investor og konsulent og har før det tilbragt mange år på ledelsesgangene. Både som virksomhedsejer og koncerndirektør i Carl Bro Gruppen. Ifølge hans erfaringer træder transparensen ind på to niveauer:
- Det personlige og det ledelsesmæssige. Den allerførste transparens er, at individet skal være gennemsigtigt for sig selv. VI skal kunne forstå os selv og begynde at reflektere over, hvad der skete, og hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Det er en form for transparens, hvor du afdækker nogle mekanismer i dit eget liv. Mere end nogensinde tror jeg, at vi er i stand til at analysere de her sammenhænge. Menneskets hjernemasse er vokset. Jo større hjernemasse, jo ældre du bliver, jo mere erfaring du har, jo bedre bliver du i stand til at analysere de her sammenhænge. I og med du kan genkende og forstå sammenhængen mellem handlinger og konsekvenser, bliver du stadig bedre til at nå dine personlige mål, mener Jannick B. Pedersen og fortsætter:
- På det ledelsesmæssige niveau er det sammen med andre, at vi skal nå nogle mål. Så det andet transparens-niveau handler om at skabe relevant gennemsigtighed for dit hold. På den måde kan de træffe gode beslutninger – og opbygge tillid til dig, hinanden og organisationen. Hvis ikke du som leder fordrer transparens, vil mennesker omkring dig blive usikre. Den utryghed vil føre til en lavere hastighed i de beslutninger, som din virksomhed skal føre ud i livet. Jo større transparens, jo mere tillid vil din omverden kunne have til dig. Det vil føre til højere hastighed og kvalitet i beslutningerne.
På dette overordnede plan mener Jannick B. Pedersen, at transparens er af det gode. Men ligesom sandhed er godt på det generelle plan, kan vi risikere at drukne i for meget transparens – eller måske ligefrem tage skade:
- Skal den kræftsyge have alle de negative prognoser serveret på én gang? Og skal den samlede medarbejderskare vide, at ledelsen arbejder med fyringsplaner for 4.000 medarbejdere?
Pas på med detaljerne
Ligesom Lars Thøger Christensen mener Jannick B. Pedersen derfor, at man skal være varsom med at hylde transparensen, når det gælder enkelte sager og specifikke problemstillinger.
- Der er mange situationer, hvor transparens kan føre til fejlslutninger. Fordi man kun ser en lillebitte del af helheden. Det kan sammenlignes med, at du er i et hus, og du pudser et vindue, og udenfor er der et træ. Derefter konkluderer du: Nå, så er vi nok i en skov. Ja, men gad vide, hvad der er bag alle de andre vinduer? Generelt er transparens godt, men vi kan ikke stole på alt, hvad vi hører. Eller alt, hvad vi ser. Vi skal i hvert fald passe på med at uddrage en essens af de detaljerede informationer. Transparens er derimod en erkendelse, som man får ved at se på en lang tidsserie. Tidsserien og den datamængde, du har adgang til, gør, at du kan se langt flere mønstre, siger Jannick B. Pedersen.
Som leder er en af de vigtigste opgaver dermed at sørge for, at dine medarbejdere og omverdenen får de relevante oplysninger på det relevante tidspunkt.
- Ikke de rigtige. Men de relevante, præciserer Jannick B. Pedersen og fortsætter:
- Ud af det her kaos af potentiel information er det lederens opgave at give medarbejderen adgang til den relevante viden. Og give medarbejderne mulighed for at forstå, at det ud fra de og de oplysninger er fornuftigt at træffe de og de beslutninger. Så er det ikke længere top-down-ledelse, siger Jannick B. Pedersen om effekterne af en transparent ledelsesstil.
Gymnastik for transparensen
Så ugentlige møder, hvor kondenseret information blotlægges, kan øge gennemsigtigheden internt i virksomheden. Det samme kan – ifølge Jannick B. Pedersens erfaringer – den øvelse at flytte medarbejdere ud i storrumskontorer – og så flytte dem tilbage igen efter nogle år. Det sammenligner han med gymnastik.
- Det er en fantastisk produktivitetsfaktor. I det øjeblik, hvor du rykker folk ud i storrummene, får de adgang til masser af information – og noget af det har de slet ikke brug for. Og når du atter rykker folk tilbage i rolige omgivelser, hvor de ikke bliver forstyrrede, har du endnu en spore til produktivitet. Det er min kongstanke, at det skal man gøre hvert andet eller tredje år. Ved at du rykker om, så er medarbejderne hele tiden nødt til at orientere sig. Det øger den enkeltes medarbejders evne til at se hele virksomheden.
Men det allervigtigste sted at fastholde transparensen er dog hverken op eller ned eller internt i virksomheden. Det er i forhold til omverdenen, mener Jannick B. Pedersen.
- Kunden og markedet skal være i fokus. Det værste, der kan ske for en virksomhed, er, at man kommer til at blive så selvfed, at man ikke søger transparensen i forhold til omverdenen. Det skal være som de små fimrehår, alveolerne, der sidder nede i lungerne. Der skal hele tiden være en ekstrem høj kontakt, så der hele tiden kommer frisk ilt igennem.
Transparensens dobbelthed
I dette vigtige forhold, forholdet til omverdenen, ligger der dog en dobbelthed, hvis man spørger Lars Thøger Christensen:
- Transparens handler ikke kun om at sende information ud. Men også om at tage sig ud, pointerer professoren og peger på, at det er vigtigt at gøre sig to ting klart: Dels, at det er i forskellen på, hvem du er, og hvem du vil være, at der er muligheder for forbedringer. Så det billede, du som virksomhed fremstiller af dig selv, er ikke nødvendigvis det sande billede af dig selv. Men det er billedet af det, du ønsker at være. Dels, at det er vigtigt at holde døren åben for forandringer. Hvis virksomheden, politikeren, organisationen i sit ønske om at udvise transparens – for det er jo i princippet derigennem, at virksomheden kan legitimere, at den er til at stole på – holder fast i at være konsistent, at være den samme altid. Og hvis virksomheden har målrettet og ensrettet hele sin informationsstrategi efter dette faste billede; så bliver der hverken muligheder for forandringer eller forbedringer.
Med en sådan disciplinering af de informationer, som virksomheden sender ud i verden, kan man risikere at forhindre uofficielle, men vigtige oplysninger i at slippe ud. De små levende fimrehår er erstattet af en fast og hård væg. Den slags tillader ikke vibrerende transparens.
- I åbenhedens og transparensens hellige navn får samfundet skabt nye lukkede systemer, slutter Lars Thøger Christensen.
Læs mere om transparens i to artikler af Lars Thøger Christensen m.fl.:
L.T. Christensen & R. Langer: "Public Relations and the Strategic Use of Transparency. Consistency, Hypocrisy and Corporate Change". In: R.L. Heath, E. Toth & D. Waymer (eds.): Rhetorical and Critical Approaches to Public Relations II. Hillsdale, New York: Routledge 2009, pp. 129-153.
L.T. Christensen & G. Cheeney: “Transparency as Societal Accountability - A Critical Analysis of Transparency as a Corporate Account Technology”. Submitted to the 25th EGOS Colloquium, Barcelona 2009.
