En samtalebog mellem Steen Hildebrandt og Christian Stadil, Hummel A/S. Bogen får et par kritiske betragtninger og ord med på vejen af anmelderen: ”En mærkelig blanding af fornuftige overvejelser og døgnflue-betragtninger”, skriver han.
Af Paul Hegedahl, tidligere redaktør af Ledelse i Dag
01. januar 2008
Indledningsvist skal det siges, at for en anmelder, som i mange år har arbejdet med ledelse i praksis, teori og formidling, er der intet større ønske end at kunne være positiv og glad for ny indsigt og erkendelse.
I en kronik i Dagbladet Børsen skriver Steen Hildebrandt, at virksomheden har tre slags ansvar:
Company karma er at erkende og tage ansvar for disse afhængigheder, for disse gensidige påvirkninger, for konsekvenserne af virksomhedens tanker, følelser og handlinger.
Går vi med på, at en virksomhed kan have tanker og følelser, er det jo et klart udtryk for, hvad god ledelse er. Såvel i kronikken som i bogen ”Company karma”, som er en samtale mellem Steen Hildebrandt og Christian Stadil, Hummel A/S, anvendes så begrebet ”karma”. Der er en tydelig tendens til, at religion og spiritualitet i stadig større udstrækning bringes i spil også på ledelsesområdet. Hvor betimeligt det er, har i høj grad været drøftet her på Ledelseidag.dk
I forordet til denne bog står, at den er Steen Hildebrandts og Christian Stadils personlige bidrag til en forståelse af rammer og livsvilkår for det moderne menneske og den moderne virksomhed. Det kan i nogen grad diskuteres, om det nu også er tilfældet. Den er et referat af 6 dages dialog mellem de to mennesker, samtaler med andre og refereret af journalist, cand.mag. Trine Beckett, som med sin måde at referere på, bevidst eller ubevidst, får givet en toneart, der – i det mindste for denne anmelder – virker som en blanding af lidt benovethed og ligegyldig ugebladsbeskrivelse. For eksempel gøres der hele tiden meget ud af, hvilken beklædning de to samtalepartnere har på, og kulisserne for samtalerne beskrives uden at tilføje noget til forståelsen. Desuden inddrages en lang række andre menneskers synspunkter i bogen i form af spørgsmål og svar, lige som der i høj grad slås op i medbragte bøger.
Dette betyder ikke, at dele af bogen ikke er interessante, men at det personlige blot er en del af stoffet. Tilsyneladende mener referenten også indledningsvist, at karma er et begreb fra fortiden, som kan moderniseres ved at sætte ordet company foran. Hvorfor det nu lige skal hedde company og ikke virksomhed, melder historien ikke noget om, men bogen/samtalen er fyldt med engelsk/amerikanske floskler blandet ind i sproget i en pærevælling.
Om det er tilsigtet eller ej, så får brugen af udtrykket og hele samtalens forløb den kedelige slagside, at al virksomhed i den offentlige sektor, som Steen Hildebrandt ellers har gode og klare meninger om, fuldstændig er udeladt. Det handler alene om det private erhvervsliv – og i overvejende grad om mærkevarevirksomheder, når man nærlæser drøftelserne.
Hvorfor indføre karma-begrebet i ledelsesdiskussionen?
Forsøgene på at konkretisere, hvad karmabegrebet indeholder, er velmente, men forekommer rodede og undertiden noget naive.
Det virker også lidt søgt, når Christian Stadil forsøger at definere en forskel mellem virksomhedskultur/ånd og company karma ved at sige:
”Karmatankegangen involverer en anden bevidsthed end kulturen, nemlig bevidstheden om at mine handlinger har konsekvenser – og dermed større virkekraft.”
Og Steen Hildebrandt tilføjer så en tidsdimension. Enhver fornuftig forklaring af virksomhedskultur rummer i høj grad begge disse aspekter.
Jeg spekulerer således over, hvorfor karmabegrebet pludselig skal (gen)opfindes i dansk ledelsessammenhæng?
Samtale eller - -?
I lange afsnit synes teksten at være to – om ikke helt enetaler – så to tankegange mere end en samtale. Hver for sig kommer de to parter med mange henvisninger til andre mennesker/bøger. Især i de første afsnit, men også senere i bogen, er der temmelig megen tale om ”karmabrands” og ditto virksomheder. Der er både gode og dårlige/naive eksempler. I passager kommer teksten til at virke som en reklametryksag. Et indtryk som forstærkes af de temmelig mange fotos af mennesker iført tøj fra Hummel.
Det fremgår ikke særlig klart af diskussionen, om der overhovedet er nogen forskel mellem virksomheders sociale ansvar og karma. For denne anmelder er begrebet social ansvarlighed betydelig mere præcist og håndterligt end elastikbegrebet karma. Steen Hildebrandt peger da også på, at social ansvarlighed på alle måder er en fornuftig investering. Og en udtalelse fra Stadil, som ”Company karma er et mindset” bliver selv en positivt indstillet læser ikke meget klogere af.
Er verden flad, lille og gennemsigtig?
For mennesker som Steen Hildebrandt og Christian Stadil virker overskriften på Dag 2: ”Verden er lille og gennemsigtig” intellektuel fornuftig, og den er blevet gentaget så ofte, at det må være sandheden. Som bevis angives dels den informationsteknologiske udvikling og journalisten Thomas Friedmanns ”bestseller” ”The World is Flat”.
For et par mennesker, der færdes i relativt lukkede kredsløb som ledelsesforsker og som erhvervsmand i en bestemt branche, synes det at være tilfældet. Men det er ikke realiteterne. Verden er højst semiglobaliseret.
Ser man på kultur, administration/politik, geografi og økonomi er der store forskelle. I sin bog ”Crossing Borders in a World Where Differences Still Matter” finder Harvard professor Pankaj Ghemawat frem til, at der reelt kun er tale om 10 procent globalisering.
Han viser også, at vejen frem er accept af forskellene og ikke et forsøg på at lade, som om de ikke eksisterer eller snart forsvinder.
Ironisk i forhold til hvor Hildebrandts og Stadils samtale foregår, fremhæves Toyota, nu verdens største bilproducent, som en virksomhed, der har forstået, at verden ikke er flad og gennemsigtig.
Myten om ”6 degrees of separation”
En anden myte, som hurtigt blev adopteret af mange intellektuelle, er Stanley Milgrams (ja, det er også ham med de elektriske stød-forsøg) eksperimenter beskrevet i Psychology Today, maj 1967, hvor han konkluderer, at vi alle i gennemsnit kun er 6 personer fra at kende hinanden, ud fra ”en-der-kender-en”-modellen.
Hvordan to begavede mennesker, hvoraf Steen Hildebrandt angivelig har skrevet og været bidragyder til mere end 200 bøger, kan bringe den til torvs endnu en gang, uden at undersøge det grundigt, er uforståeligt. Det passer simpelthen ikke. Milgrams egne efterladte papirer i Yale University’s arkiver viser, at eksperimenterne aldrig blev ført til ende, og at de foreløbige resultater ikke underbygger tesen.
I øvrigt kan ethvert fornuftigt menneske sige sig selv, at det ikke er kvantiteten af forbindelser, der tæller, men kvaliteten.
Man kunne som anmelder gå let hen over sådanne uunderbyggede påstande, der bliver fremsat frejdigt og med klar røst – men det har jo indflydelse på vurderingen af de øvrige informationer i en sådan bog.
Vesten har ikke forstået karmabegrebet
Det er muligt, at også denne anmelder er skyldig i dette synspunkt, som er en underoverskrift i bogen.
Forfatterne, hvis det nu er den rette betegnelse, er selv inde på, at det oprindelige karmabegreb, kendt fra Indien, er med til at fastholde mennesker i kaster og bestemte mønstre, på samme måde som karmabegrebet går ud fra, at nød og elendighed er menneskers egen skyld. Det ser de bort fra og kommer med mange fine og menneskelige overvejelser om Verdens tilstand, klima, kriser og fattigdom, men hvorfor det så er ud fra ”en karmabetragtning”, vi ikke kan leve med ulighederne rent samvittighedsmæssigt, er svær at forstå. Det virker som en floskel, og lige så påklistret virker påstanden om, at Vesten ikke har forstået karmabegrebet. Ja, men hvad er der at forstå i forhold til etik og social ansvarlighed?
Hvad mener andre om company karma?
Som nævnt, bliver en række andre, kendte, mennesker stillet spørgsmål om karma. Blandt andet får Lars Kolind igen lejlighed til at gøre reklame for sin overvurderede bog ”Kolindkuren” med den noget misforståede udlægning af ”mentale modeller”; men han får da sagt klart og tydeligt, at ordet/begrebet karma intet siger ham, lige som Mette Morsing senere høfligt tager afstand fra det i ledelsesmæssig sammenhæng. Ej heller Mads Øvlisen har noget til overs for begrebet karma. Det burde have givet både forlag og samtalepartnerne noget at tænke over.
Myten om Kina og Danmarks uddannelsesmæssige forspring
Christian Stadil får gentaget myten om Danmarks uddannelsesmæssige forspring i forhold til Danmark. Der findes mængder af tilgængelige oplysninger, der viser, at dette er en farlig myte. For eksempel kan man læse Jørgen Ørstrøm Møller og Jan Lund ”Asien buldrer og sådan undgår Danmark at sakke bagud” for at få de barske kendsgerninger fra mennesker, der virkelig kender Kina og resten af Asien.
En særdeles vigtig kendsgerning får Steen Hildebrandt imidlertid fremhævet. De store muligheder – og nødvendigheden af at arbejde tværfagligt, at bryde brancher, uddannelser og fag ned. Her findes de fremtidige muligheder samtidig med en yderligere fordybelse i nogle vigtige forskningsområder.
Den ansvarlige virksomhed
I høj grad anført af Steen Hildebrandt bringer drøftelserne dag 3 interessante og relevante tanker om dagens ledelse på banen. Vigtige for både den private og den offentlige sektor, sidstnævnte mangler, som før nævnt, desværre at blive bragt på banen med sine egne problemer og muligheder.
Desværre bliver tilløbene til den gode diskussion efterhånden af Christian Stadil, efter min mening i det mindste, kørt ud i en – man fristes til at sige – USA-agtig karikatur med slagord og løse betragtninger. Lidt i samme stil bliver også de nye realiteter, for eksempelvis websites med hug-en-hæl og klip-en-tå logik, udnævnt til at være udtryk for company karisma. Det seneste spændende eksempel med New York Times, som nu ligger gratis tilgængelig på Nettet, har intet med karisma at gøre, men er udtryk for en ny medievirkelighed.
Også et væld af, i denne sammenhæng, ligegyldige og overfladiske marketingslagord på ”danglish”, gør flere afsnit uinteressante og reducerer ellers menneskelige betragtninger til noget nær en reklamebrochure.
Og så kommer Steen Hildebrandt igen med nogle virkelig gode betragtninger i tråd med den tværfaglige tænkning om at være fanget i uddannelseshylsteret, om angst og faren ved karisma-ledelse. Desuden har han nogle særdeles relevante tanker – som i den grad burde have bud til bureaukratiet i den danske offentlige sektor – om, at du får, hvad du måler. Det, der bliver målt, er det, der får opmærksomhed! Og det er ikke sikkert, at det lige er det, der er det relevante.
Også om begreberne selvledelse og tillid er der gode betragtninger. Især tillid er der tegn på, bliver et område, der bliver genstand for mange overvejelser fremover.
Om at lytte
Jeg har bestræbt mig på at læse denne bog og tænke over den på den måde, som Steen Hildebrandt kalder den fjerde måde, den generative eller skabende lytning, med åben hjerne (ja, det skriver han altså), åbent hjerte og åben vilje. Jeg har videregivet min mening, men må også konkludere, at denne bog er en mærkelig blanding af fornuftige overvejelser og døgnflue-betragtninger på en lige så mærkelig blanding af dansk og amerikansk. Den er blevet fanget i et ”karmahylster”, som skulle have været behandlet mindre håndfast.
Dag 6 om personlig udvikling og det højeste potentiale virker påklistret med en række mere eller mindre sammenhængende begreber og tanker, som tilsyneladende lige skal med.
Det er lidt som om, også de to samtalepartnere bliver trætte af begrebet karma. Sidst i bogen er der velgørende få sider, s. 203, s. 236 og s. 239, hvor det overhovedet bliver nævnt. Selv siger Christian Stadil, s. 210: ”Det er etikettemaskinen, der skal skrues ned for”. Og det kan man kun giver ham ret i.
Steen Hildebrandt & Christian Stadil:
”Company karma”;
Med Trine Beckett
Børsens Forlag, 2007
240 sider, hæftet, fotos
Kr. 275, inkl. moms
