Opgør med de nemme løsninger

Filosof og strategikonsulent Pia Lauritzen håber med et nyt forskningsprojekt at finde nye metoder til ledere, så forandringsprocesser kan give enestående resultater. Ph.d.-projektet gennemføres i samarbejde med Advice Ledelses- og kommunikationsrådgivning A/S og Københavns Universitet. I dette dobbeltinterview fortæller stifter og arbejdende bestyrelsesformand i Advice A/S Jesper Højberg og Pia Lauritzen, hvorfor forskningsprojektet er skudt i gang.  

Af Ulla Bechsgaard
Foto: Kim Agersten
 

01. august 2008

Måske bemærkede du kampagnen om organdonation Tag stilling nu. Det var konsortiet Advice A/S og Methaphor Reklamebureau as, der stod bag, og formålet var at få flere danskere til at melde sig som organdonorer. De samme to virksomheder vandt i forsommeren konkurrencen om den store informationsindsats, der skal sikre, at danskerne ikke efterlades med sort skærm, når det analoge tv-signal slukker 30. oktober 2009. Kampagnen er med et budget på 43,5 millioner kroner den hidtil dyreste offentlige kampagne i Danmark.

PiajesperDa iværksætteren Jesper Højberg startede sit rådgivningsfirma Advice i 1991 kunne han ikke forestille sig, hvor tæt strategi, ledelse og kommunikation ville komme til at hænge sammen 17 år senere. Men det er netop de helt nye krav til innovation i forandringsprocesser, der er årsag til, at den arbejdende bestyrelsesformand i dag har flere medarbejdere ansat til at forske i feltet mellem ledelse og kommunikation. Pia Lauritzen, som Ledelseidag.dk vil følge de kommende år, er en af dem.

Netværkskommunikation
Missionen for Advice A/S er at skabe en bro mellem de højere læreanstalter og arbejdspladserne. Virksomheden har altid kun haft akademikere ansat:

- Vi ønsker at tilføre virksomhederne viden på højt niveau; men det niveau er steget. Derfor burde alle her tage en ph.d., siger Jesper Højberg, som godt ved, at det er en umulighed, men: 

- Vi skal udvikle unikke løsninger, som ikke er standard, så det kræver et match af endnu højere uddannelser. Tidligere var det nok at ansætte kandidater med de højeste karakterer. Det er det ikke mere. Når vi skal ændre folks adfærd på for eksempel sundhedsområdet, kan vi ikke nøjes med at tænke i reklamer. Vi skal skabe netværkskommunikation, for hvis mennesker skal ændre adfærd, er de nødt til at høre det fra deres nærmeste, fortæller Jesper Højberg.

Intelligent madlavning
Jesper Højberg siger, at billedligt talt udvikler Advice ikke kogebøger med opskrifter, men derimod intelligente måder at lave mad på. Pia Lauritzen forklarer, at hun som strategikonsulent ofte har oplevet, at virksomhederne bruger udviklingsprojekter til at lave mere af det samme: Måske rykker de lidt rundt på et organisationsdiagram, men grundlæggende sker der for lidt i virksomhederne, og det går for langsomt, mener hun.

Erhvervsforskeren tager blandt andet afsæt i Edgar H. Schein og hans tanker om organisationskultur og ledelse. Inspireret af Schein og hans teori om de grundlæggende antagelser vil Pia Lauritzen i forskningsprojektet se på, hvilke strukturer i virksomhederne der fastholder de grundlæggende antagelser.

- Det, jeg er på jagt efter, går på tværs af samtlige organisationer. Mit udgangspunkt er, at vi skal have fat i de grundlæggende antagelser hos ledere og medarbejdere. Får vi ikke det, så er det meget svært at skabe forandring, selvom man har de bedste hensigter. De grundlæggende antagelser er oftest stærkere end det forandringsprojekt, man er i gang med, uddyber Pia Lauritzen, som også har opmærksomheden rettet mod lederes og medarbejderes beslutningsprocesser.

- Mange tror fejlagtigt, at beslutninger tages lineært, og at man kan finde frem til den, der har taget en eventuel forkert beslutning. Men sådan er virkeligheden ikke, siger Pia Lauritzen, som i sit forskningsprojekt vil bruge filosofien til at forsøge at knække koden om de grundlæggende antagelser som en barriere for innovation.

Pia Lauritzen vil med sit ph.d.-projekt være med til at gøre op med virksomhedernes overdrevne brug af nemme løsninger og i stedet skabe rum for mere af det enestående.

ube@lederne.dk

Læs også klummen Hvordan flytter man et isbjerg? af Pia Lauritzen.

Om Jesper Højberg og Pia Lauritzen

JesperhJesper Højberg
- Arbejdende bestyrelsesformand i og stifter af kommunikations- og rådgivningsvirksomheden Advice A/S
- Bestyrelsesformand for Kommunikationsforum A/S, Advice Digital A/S og Nidab Networks A/S 

 

PialPia Lauritzen
- Ledelses- og kommunikationsrådgiver i Advice A/S
- Mag. art i filosofi
- Skriver på erhvervs-ph.d. om præmisserne for den måde, der arbejdes med udvikling på i virksomheder og organisationer
- Forfatter til bogen Et spørgsmål om at være