Bogomtale: Social Kapital

En ny bog om social kapital viser, hvordan erhvervsøkonomi, sociologi og politologi fra hver sin side rykker sammen til en ny, tværfaglig økonomisk disciplin. Ledelsesskribent Per Thygesen-Poulsen omtaler her bogen, som er skrevet af Gert Tinggaard Svendsen og Gunnar Lind Haase Svendsen.

Af Per Thygesen-Poulsen, ledelsesskribent
E-mail: lid@lederne.dk

01. marts 2007

De fleste ledere af i dag har deres uddannelse og udvikling fra en tid, hvor der var system i tingene. Måske for meget system.

Sociologer underviste i menneskers adfærd og indbyrdes samspil. Men de overlod de økonomiske virkninger af adfærden og samspillet til erhvervsøkonomerne.

Erhvervsøkonomerne vidste derfor ikke meget om mennesker, men meget mere om kapitalforvaltning, konkurrence og driftsresultater i den enkelte organisation. De samlede virkningerne af de mange enkeltøkonomier overlod de til politologerne.

Politologerne vidste alt om nationaløkonomi, men til gengæld ikke meget om, hvad der motiverede menneskers personlige udvikling eller de beslutninger, som blev truffet af ejerne og lederne af offentlige og private virksomheder.

Nye kapitalbegreber
Den kapital, som økonomerne har lært lederne at forvalte, har oprindeligt haft en klar definition:

Kapital var den del af skabte resultater, som ikke blev udloddet straks, men reserveret til sikkerhed og investering i nye aktiviteter.

Det var denne kapital, som satte mennesker i stand til at producere, yde tjenester og handle. Det var derfor kapitalen, som havde eneret til strategiske beslutninger og til at indkassere kapitalgevinsten.

Immateriel kapital
Men det er for længst gået op for såvel ledere som økonomer, at der findes andet. Den udviklede kompetence og de dertil knyttede patenter og kontrakter er en væsentlig immateriel kapital. Og fælles viden, som ikke er registreret, udgør en videnkapital, som bor i organisationen og dens enkelte medlemmer.

Social kapital
Hertil kommer så det, man har døbt social kapital. Et antal mennesker skaber sammen mere end summen af det, de kan skabe hver for sig. Hvor stor, denne sum er, afhænger af, hvordan de understøtter eller modarbejder hinanden, i hvilken grad de enkeltes mål stemmer overens med de fælles, hvilken etik man har eller ikke har. Og så videre.

Ting hænger sammen
To forfattere har sat sig for at klargøre begreberne for os. Det er Gert Tinggaard Svendsen, som er professor i offentlig politik på Institut for Statsvidenskab ved Aarhus Universitetet og Gunnar Lind Haase Svendsen, som er forsknings- og udviklingsmedarbejder ved Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Esbjerg.

Deres baggrund frister dem ikke til at give praktiserende ledere anvisninger på, hvordan de opbygger, vedligeholder eller måler social kapital. Så de, der ønsker sig endnu nogle smarte konsulentmetoder, vil blive skuffede. Men de kan noget helt andet. De kan fortælle, hvordan de hidtil opdelte discipliner spiller sammen, og man får en gennemgang af, hvordan hver af disciplinernes tænkere gradvis har nærmet sig det, som er ved at blive en ny, selvstændig, tværfaglig disciplin. En ny økonomi om man vil.

Danmark er et tillidssamfund
I deres bog prøver de at måle social kapital på et enkelt, vigtigt begreb: Tillid. Det er fristende at kalde det Tillidskapital, et felt hvor Danmark er suveræn verdensmester. Ifølge de to forfattere er tillid forklaringen på, at vores økonomi og konkurrenceevne er i top trods skattetryk og kort arbejdstid.

Læs mere om den rekordhøje gensidige tillid i Danmark i artiklen:
Tillid er et konkurrencemiddel

Bogforside

Gert Tinggaard Svendsen og Gunnar Lind Haase Svendsen:
Social Kapital. En introduktion.
216 sider.
Kr. 248,00 heftet.
Hans Reitzels Forlag 2006.