Ny verden Nyt tankesæt

Daniel H. Pink er redaktør på det avancerede og trendsættende amerikanske magasin Wired og forfatter til bestselleren Free Agent Nation om vidensamfundets frie agenter.

I sin nyeste bog Ny verden Nyt tankesæt argumenterer Daniel Pink for, at fremtidssamfundet – konceptalderen – vil blive et slaraffenland for kreative højrehjernede mennesker.

De venstrehjernede logisk tænkende mennesker mister langsomt terræn til fordel for de højrehjernede kreativt tænkende, mener den amerikanske forfatter Daniel Pink. 

Forfatter: Daniel H. Pink
Omtalt af: Ulla Bechsgaard,
lid@lederne.dk

01. juni 2006

Peter F. Drucker, Joseph Campbell og Daniel Goleman udgør nogle væsentlige byggesten til Daniels Pinks bog om en ny verden og et nyt tankesæt. Også den danske forfatter Rolf Jensen, som har fået succes i hele den vestlige verden med sin bog The Dream Society er en forgænger for Daniel Pink og hans ideer om, at design, fortælling, symfoni, empati, leg og mening vil blive begreber – sanser – som alle vil tale om og stræbe efter at beherske.

Drucker og begrebet videnarbejdere
Advokater, læger, revisorer, ingeniører og ledere. Ledelsesforskeren Peter F. Drucker kaldte allerede i 1959 denne gruppe for videnarbejdere. Dengang blev det opfattet som fjollet, men begrebet er blevet hængende.

Videnarbejdere er mennesker, der bliver betalt for at arbejde med deres skolelærdom i stedet for at anvende fysisk styrke eller manuelle evner, skrev Drucker. Det, der adskilte medlemmer af denne gruppe fra resten af arbejdsstyrken, var deres evne til at erhverve og anvende teoretisk og analytisk viden.

Med andre ord, de var eminente til V-styret tænkning. De ville formentlig aldrig blive en majoritet, sagde Drucker, men de ville ikke desto mindre ”give det frembrydende vidensamfund dets karakter, dets lederskab, dets sociale profil”.

Adgang til det gode liv
Drucker ramte – som han har gjort så mange gange – rigtigt. Videnarbejdere og deres måde at tænke på har formet den moderne verden og dens lederskab. Adgangen til det gode liv har ifølge Daniel Pink været styret af evnen til at ræsonnere logisk, sekventielt og hurtigt.

V-styret tænkning har sat gang i verdensøkonomien og har hævet levestandarden. Den logiske V-styrede tænkning betyder selvfølgelig stadig noget. Men den er ikke længere nok. I dag er vi på vej ind i en tidsalder, hvor den H-styrede, kreative tænkning i stigende grad vil afgøre, hvem der kommer med i fortroppen.

Derfor mere H-styring
Daniel Pink mener, at der findes tre stærke kræfter, der trækker i retning af en H-styret tænkning:

1) Overfloden har tilfredsstillet, og endda overmættet, millioner af menneskers materielle behov. Dermed er der blevet fyret op under betydningen af skønhed og følelser. Overfloden har også accelereret de enkelte individers søgen efter mening.

2) Asien udfører nu store dele af rutinemæssigt, V-styret funktionærarbejde til betragteligt lavere kostpris, og derved tvinges videnarbejderne i den avancerede verden til at beherske færdigheder, der ikke kan sendes ud af landet.

3) Automatiseringen er begyndt at påvirke denne generations funktionærer på nogenlunde samme måde, som forrige generations arbejdere blev påvirket, og det kræver, at de V-styrede ansatte i de liberale erhverv udvikler evner, som computere ikke kan udføre bedre, hurtigere eller billigere.

Hvad bliver det næste, spørger Daniel Pink. Hvad kommer der til at ske, mens vores liv bliver ændret af automatiseringen og Asien – og omformet af overfloden? I sin bog forsøger han at give svaret.

High concept og high touch
For at overleve i vores nuværende tidsalder er det nødvendigt, at både enkeltpersoner og organisationer stiller sig selv tre spørgsmål:

1) Kan nogen i et andet land gøre dette billigere?
2) Kan en computer gøre det hurtigere?
3) Er der efterspørgsel efter det, jeg kan tilbyde i vores overflodssamfund?

Hvis svaret på de to første spørgsmål er ja, eller hvis du svarer nej til det tredje spørgsmål, så har du et stort problem. Ganske almindelig overlevelse i dag afhænger af, om man er i stand til at udføre noget, som arbejdere i andre lande ikke kan gøre billigere, som computere ikke kan gøre hurtigere, og som tilfredsstiller et af de ikke-materielle ønsker i denne tid, hvor der er overflod af alt.

Det er derfor, at high tech ifølge Daniel Pink ikke længere er nok. Vi får brug for at supplere vores veludviklede high tech-kundskaber med evner, som både er high concept og high touch.

Kunstnerisk og følelsesmæssig skønhed
High concept betyder evnen til at skabe kunstnerisk og følelsesmæssig skønhed, til at finde mønstre og muligheder, til at skabe en tilfredsstillende fortælling og til at kombinere ideer, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre og dermed opfinde noget helt nyt.

High touch rummer evnen til at vise indfølingsevne, til at forstå de mere subtile lag i den menneskelige interaktion, til at finde glæden i sig selv og bringe den frem i andre og til at trække ud over det daglige for at søge efter formål og mening.

High concept og high touch er allerede begyndt at spille en større og større rolle i verdensøkonomien og i verdenssamfundet. Men hvis man vil have de mest overbevisende beviser, er det en god ide at lede de mest usandsynlige steder.

Læger studerer kunst
Kig for eksempel på lægestudiet, som længe har været en bastion for dem, der fik de højeste karakterer, de højeste testresultater og excellerede i analytisk tænkning. I dag er pensum på de amerikanske universiteters medicinske fakulteter midt i den største ændring, der nogensinde er sket i én generation.

Lægestuderende på Columbia University bliver trænet i ”narrativ medicin”, fordi forskningen har påvist, at til trods for den fantastiske computerdiagnosticering findes en betydningsfuld del af diagnosen i patientens historie.

På Yales medicinske fakultet øver de studerende sig i observation på Yale Center for British Art med den begrundelse, at hvis man studerer malerier, bliver man bedre til at lægge mærke til subtile detaljer i en patients tilstand.

Samtidig har mere end 50 medicinske fakulteter over hele USA indført spiritualitet i læseplanen. Formålet med disse usædvanlige tiltag er at udvikle de lægestuderendes indlevelse i patienterne.

Joseph Cambell og Daniel Goleman
Fortællingen har eksisteret i alle samfundslag og er et grundlæggende redskab for bedre at forstå os selv og andre.

Daniel Pink nævner Joseph Cambell og heltens rejse. I sin bog fra 1949 The Hero with a Thousand Faces hævdede Campbell, at alle myter – på tværs af tid og kulturer – indeholder samme grundlæggende ingredienser og følger samme opskrift.

Den overordnede historie handler om heltens afrejse, indvielse og hjemkomst. Historien overført til det moderne samfund handler om, at ”helten” i første omgang stritter imod outsourcing, nægter at ting kan gøres anderledes. Men efterhånden træder hun over tærsklen til konceptalderen.

Hun står ansigt til ansigt med udfordringer og vanskeligheder – beherskelsen af H-styrede talenter. Men hun bliver ved, skaffer sig disse nye færdigheder og vender tilbage som en, der kan bebo begge verdener.

Hun har fået et nyt tankesæt.

Fra Goleman til Pink
Den danske forfatter Rolf Jensen og hans bog The Dream Society er min tilføjelse, fordi jeg flere gange undervejs i min læsning af Daniel Pinks bog fik en aha-oplevelse ved at genhuske tankegangen i Rolf Jensens bøger: The Dream Society, Heartstorm og Fremtidsmagerne.

Daniel Goleman er med en række bøger om følelsesmæssig intelligens også en naturlig referenceramme for Daniel Pink. I det hele taget strør Pink om sig med navne på en række andre tænkere og forfattere i Ny verden Nyt tankesæt.

Bogen er en god øjenåbner for at forstå den virkelighed, morgendagens virksomheder og ledere skal agere i. Outsourcing af flere jobfunktioner, globalisering og digitalisering skaber behov for at tænke på helt nye måder.

Ifølge Daniel Pink skal lederne tænke i helheder – i koncepter.

Dream Society seks år efter
Det er 6 år siden premieren på bogen Dream Society, derfor finder forfatteren Rolf Jensen, at det er tid til at gøre status. Han har opdateret bogen og har blandt andet skrevet et helt nyt kapitel, som ser på, hvad der er sket siden sidst. Samtidig bliver nye tendenser beskrevet.

Rolf Jensen viser vejen ind i oplevelsesøkonomien. Hvordan ser morgendagens samfund ud, og hvordan skal virksomheder agere i en nær fremtid, hvor det er oplevelser, der tæller?

Rolf Jensen har mange års erfaring med at rådgive om storytelling og med at gøre oplevelsen til det vigtigste element i produktudviklingen. Han giver i denne bog gode råd og vejledning til virksomhedens eller organisationens topledelse, og til alle der tænker fremad.

Kilde: Børsens Forlag

 


 

Det mener andre om Ny verden Nyt tankesæt:

”Bogen giver en fuldkommen original og dybtgående analyse af den kommende tids mest presserende personlige og økonomiske spørgsmål – hvordan de kæmpemæssige ændringer forårsaget af teknologi og globalisering kommer til at påvirke vores verdensopfattelse og vores måde at leve på.”

Tom Peters, forfatter til klassikeren In Search of Excellence og Re-Imagine!

”Daniel H. Pink tager et meget langt og grundigt tilløb til en meget interessant og udfordrende fremtidsteori: Det er de højrehjernede kreative, der er på optur, uden at vi dermed rigtigt kan undvære de venstrehjernede.”

Lisbeth Knudsen, nyhedsdirektør i DR, giver i en anmeldelse i Berlingske Tidende bogen fire ud af seks stjerner

Ny verden Nyt tankesæt er udgivet på dansk af Børsens Forlag. Vil du læse den på amerikansk, kan du erhverve den i en paperback-udgave via Amazon.com for $ 9.75.

6 sanser som får stigende betydning: 

DESIGN
Et produkt eller en tjenesteydelse skal ikke bare have en funktion i fremtiden. Det skal også være smukt, excentrisk eller engagerer følelserne.

FORTÆLLING
Når vi oversvømmes af informationer, så er argumenter ikke nok til at overbevise os. Essensen af overtalelse, kommunikation og selvforståelse er også blevet evnen til at udforme en overbevisende fortælling.  

SYMFONI
Meget af industri- og informationsalderen krævede fokus og specialisering. Men nu bliver der sat større pris på den modsatte evne: at samle brikkerne, det jeg kalder symfoni. Det, der er størst efterspørgsel efter i dag, er ikke analyse, men syntese – ved at kunne se helheden og krydse grænserne bliver man i stand til at kombinere vidt forskellige dele til et nyt, fængslende hele.

EMPATI
Det, der kendetegner dem, der kommer til at klare sig godt, er deres talent for at forstå drivfjederen i deres medmennesker samt for at knytte forbindelser og tage sig af andre.

LEG
Man skal selvfølgelig være alvorlig ind imellem, men alt for meget alvor er dårligt for ens karriere og endnu værre for ens generelle velbefindende. I konceptalderen har vi alle sammen brug for at lege, både på arbejdspladsen og i privatlivet.

MENING
Vi lever i en verden fyldt med en næsten nervepirrende materiel overflod. Den har befriet hundrede millioner af mennesker for de daglige kampe og sat dem fri til at prøve at opfylde nogle mere væsentlige ønsker: formål, transcendens og åndelig tilfredsstillelse.

Kilde: Ny verden nyt tankesæt af Daniel H. Pink