Ledelse af evidens

Ledere i den offentlige sektor oplever for tiden krav om at dokumentere og påvise resultaterne af deres institutioners indsatser. Denne tendens har mange navne, evidens og resultatmåling er nogle af dem.

For at undgå frustration blandt ledere, medarbejdere og interessenter bør de offentlige instanser indstille sig på at gå systematisk til værks, når de indfører effektmålinger, resultatmålinger med mere. Og det er ikke nogen lille øvelse.

Klummens forfattere foreslår, at det offentlige går til den store opgave ved at sætte forsøg i gang med at koble kravene fra centralt hold med den viden, som institutioner og interessenter ønsker lokalt.

Af professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og forskningsleder Olaf Rieper, AKF

01. august 2006

»Evidens«, effektmåling, dokumentation og evaluering har længe været plusord.

I alle dele af den offentlige sektor opleves et stigende krav om, at aktiviteter og resultater skal dokumenteres. Den politiske retorik er ambitiøs.

Vi skal i Danmark være verdensførende. Ledelsesmæssigt er der fokus på ”resultatstyring”, og i dagligdagen ønsker de offentligt ansatte selv at få en viden om, hvad der kommer ud af anstrengelserne, så arbejdet kan tilrettelægges og udføres bedre. Vi dokumenterer og evaluerer som aldrig før, men vi er ikke nødvendigvis enige om, hvordan det skal gøres.

Ledelse og medarbejdere oplever ofte flere sæt af ganske forskellige forventninger og krav til, hvilken viden der skal indhentes om effekt af indsatser – og som skal tælle som evidens (på dansk ”indlysende tydelighed”, ”klarhed”).

Fra egen arbejdsplads kommer ét sæt af forventninger, fra regionen eller kommunen måske nogle andre, og fra staten et tredje sæt af forventninger. Hvordan forenes disse forventninger – og er det i det hele taget muligt?

Ideen om evidens
Den grundlæggende tanke i idéen om evidens er, at mere sikker viden om effekter af indsatser kan fås ved at sammenfatte resultaterne fra allerede foreliggende undersøgelser.

Det omdiskuterede spørgsmål er imidlertid, efter hvilke kriterier man udvælger de undersøgelser, som skal sammenfattes. Visse typer af undersøgelser, de såkaldte lodtrækningsforsøg, betragtes som mere gyldige end andre. Traditionelt har de været tillagt mere vægt.

Evidens-idéen er imidlertid ikke alene en idé om en bestemt form for viden. Det er også blevet til en idé om organisering. Der er tale om en global netværksorganisering, hvor internationalt sammensatte ekspertteams løbende indsamler og sammenfatter viden på specialiserede felter.

Ny form for produktion af viden
Det, der er i svøb, er en ny form for specialiseret produktion af viden om, hvordan vores service og indsatser virker.

Herhjemme er denne evidensbevægelse pænt repræsenteret, for eksempel ved Nordisk Campbell Center på social- og arbejdsmarkedsområdet samt på sundhedsområdet ved Cochrane-samarbejdet og ved indsatsen indenfor medicinsk teknologivurdering.

På uddannelsesområdet er et såkaldt Clearinghouse under etablering på Danmarks Pædagogiske Institut.

Uddannelsesforankring
Skal evidensbevægelsens potentiale realiseres, må to forhold sikres. For det første må den evidensbaserede viden integreres i uddannelserne af de fagprofessionelle.

Her har universiteterne, de sociale højskoler, CVU’erne og de kommende professionshøjskoler en stor udfordring.

Lokal forankring
For det andet må evidensbevægelsen forankres lokalt. Evidensbevægelsen kan kun udvikles, hvis den sikrer sig legitimitet og støtte i lokal professionel praksis.

Hvis hospitaler, skoler, socialforvaltninger, plejehjem, børnehaver mv. – og ikke mindst de politikere og forvaltninger som træffer beslutninger om ændringer i service – skal have glæde af evidens, må man arbejde på at få medarbejderes og lederes praktiske erfaringer koblet sammen med de mere overordnede bestræbelser på at ”skabe evidens”, foretage effektmålinger og så videre.

Ledere i den offentlige sektor på alle niveauer er vigtige aktører i bestræbelserne på at sikre denne kobling. Skal praksis evidensbaseres, må evidensen indarbejdes i kliniske guidelines, handleplaner, politikker, og hvad det alt sammen benævnes ude lokalt.

Lad os lave et forsøg
For at undgå kaos og forvirring om evalueringer og evidens bør man mere systematisk forberede sig på, hvilke systemer for dokumentation af effekter af service og indsatser man vil etablere lokalt i regioner, kommuner og institutioner – og centralt statsligt.

Det er ikke nogen lille øvelse. Og hvis man ikke gør noget ved det, risikerer man at overinvestere i udvikling af dokumentationssystemer og derved drukne medarbejdere og ledere i registreringssystemer, der vil være belastende, og som vil give dårlige data.

Et forslag kunne være at igangsætte forsøg med forskellige måder at etablere denne kobling mellem den viden, der ønskes lokalt, og de krav der vil komme centralt fra.

Et (frækt) forslag ville være at tilrettelægge det som et lodtrækningsforsøg. Der skal blot vilje og penge til.

Ønsker du at bidrage til ledelsesdebatten i Ledelseidag.dk?
Send en klumme om et ledelsesrelevant emne på cirka 4.000 anslag inklusiv mellemrum til amb@lederne.dk

 


 

Eksterne links

Læs mere om evidens i rapporten:
Evidensbevægelsens udvikling, organisering og arbejdsform – en kortlægningsrapport

Blå bog

HanneFossHanne Foss Hansen
Ph.d., professor i offentlig forvaltning og organisation ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Har særligt ansvar for at styrke forskningen på området evaluering.
Forsker først og fremmest i evaluering, organisering af den offentlige sektor, reformer, forskningsorganisering og i universitetssektorens udvikling.

OlafrieperOlaf Rieper
Olaf Rieper er forskningsleder i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) med forskningsområde i offentlig organisering og evaluering.
Han har gennemført evalueringer på flere sektorområder og for EU Kommissionen.
Han har skrevet en række lærebøger og håndbøger om forskningsmetoder og evalueringspraksis.