Poul Nyrup Rasmussen er en mand, der elsker at arbejde med sandpapir og mærke på materialerne med sine hænder. Han kan stå i timevis og lege håndværker og nyde stilheden omkring det lille sommerhus i Nordsjælland, som den tidligere statsminister og hans kone, Lone Dybkjær, trækker sig tilbage i. Det er, som om han bevæger sig ind i sit eget private rum, mens han står dér og pudser træværket på vinduerne og oplever sin fristund. Pludselig kan han mærke blæsten i træerne, høre fuglene, fornemme sig selv igen.
Nyrup forestiller sig, at det også er det, Anders Fogh Rasmussen får ud af at løbe sine konditure. At genfinde sig selv som menneske og lade op. Fogh har gjort sig kendt som en af verdens mest ivrige løbere blandt toppolitikere. Løbeskoene er altid med i kufferten, når han drager til fjerne hovedstæder for at møde andre toppolitikere.
Poul Nyrup Rasmussen tidligere statsminister, medlem af Europa-Parlamentet, formand for De Europæiske Socialdemokrater:
"Det lyder banalt, men du skal som toppolitiker sørge for, at du har et rum, du kan gå ind i. Enten løbe, som Anders gør, eller gå hen og tage et stykke sandpapir og pudse dit vindue. Hvis du ikke en gang imellem husker at lave de enkle ting, er du der til sidst ikke mere som person. Man skal huske, at en statsminister bliver udsat for, at der bliver taget flere og flere røntgenbilleder af ham. Der bliver gået tættere og tættere på, du må give mere og mere. Hele tiden. Så du skal have en indre ø, der er din egen. Det er også dér, du genfinder din kreativitet."
Nyrup har fat i en lille flig af en vigtig lederdyd. Den handler om at være i stand til at udvikle sit personlige lederskab. Se på det kritisk og selvkritisk. Tage nogle pauser i den travle hverdag og reflektere. Se svaghederne i øjnene og gøre noget ved dem, gerne ved egen hjælp, men måske også ved at drage en coach eller nogle mentorer ind og dermed få input udefra.
Nyrup var og er en arbejdshest. Han skåner hverken sig selv eller sine omgivelser. Jo større og jo mere komplicerede problemerne er, jo mere knokler han. I hans tid som regeringschef er der ofte lys i vinduerne i Statsministeriet til langt ud på aftenen.
Fogh har en anden ledelsesstil og er også på det punkt en omvendt Nyrup.
Han nægter at lade sig overvælde af det hav af sager, der nemt kan ende med at tynge enhver regeringschef. Hvad man kan nå, kan man nå. Og så er det ellers hjem uden at blive hængende for længe.
Han sørger også for at lægge luftlommer ind i sin kalender, så han kan få tid til at trække vejret og stunder til stille refleksion. Det gælder om at skaffe sig et frikvarter – af mange grunde.
Fremtidens statsminister, men også hans ministre, må finde sig i, at pressen vil gå tættere og tættere på. Mediepresset vil være kolossalt. Du vil ikke kunne stå bøjet over køledisken i Brugsen eller være til en FCK-kamp i Parken, uden at hundreder af nysgerrige øjne hviler på dig. Og du må ikke træde ved siden af, så der kan sættes den mindste moralske finger på dine skuldre. Men endnu mere krævende: Din kalender bliver dænget til, hvis du ikke formår at sige stop, alle vil gerne have fat i dig, alle vil gerne bære sager ind på dit bord. Samtidig bliver beslutningerne mere komplicerede, for samfundsudfordringerne bliver ikke mindre de kommende årtier: Globalisering, EU, terror, det delte Danmark og sammenhængskraften – der er masser at tage fat på.
Det betyder tre ting: For det første skal du være i stand til at fylde stolen ud, når de svære beslutninger skal tages. For det andet skal du interessere dig voldsomt for internationale forhold. Aldrig har det været sværere at vende verden ryggen. For det tredje skal du fortsætte, hvor Fogh engang slipper: skabe en centraladministration, der kører effektivt og velsmurt som en koncern.
"Den største risiko er, at du bliver en slags dag-til-dag-leder. Du tumler af sted. Måske nok med en vis succes i en periode, men det går galt for dig, hvis du mister retningen. Hvad du let risikerer, hvis du ikke indimellem stopper op – og giver dig tid til at fundere, som en svensk toppolitiker engang sagde til Jens Otto Krag.
Om der skal sandpapir eller sportssko eller noget helt tredje til – du må selv finde den måde, der passer til dig, når du skal lade op. Og skaffe dig tiden til at arbejde med den lederdyd, der giver overskuddet til det svære job.
Poul Nyrup Rasmussen tidligere statsminister, medlem af Europa-Parlamentet, formand for De Europæiske Socialdemokrater:
"Det største tyveri, en politisk leder kan komme ud for, er, at andre stjæler din tid. Du skal bruge din tid fornuftigt, strukturere den. Når du sidder i bilen eller i flyet – uanset hvor du er henne – så skal du være bevidst om det. Den største udfordring for det 21. århundredes leder er at være sin egen time-manager."
Men inden du overhovedet kan gøre dig håb om at nå toppen, skal du beherske fire lederdyder mere og overbevise omgivelserne om, at du gør det.
Det største spring, der overhovedet findes, er at blive etter. Om du er en toer eller treer eller nummer fire – det er der ikke den store forskel på. Det fænomen gør sig også gældende i erhvervslivet.
Naturligvis kræver det talent at være en dygtig højrehånd til koncernchefen, en efektiv divisionsdirektør i en stor eksportvirksomhed eller driftsikker enig minister. Men det næste hop er langt det sværeste. Springet op i hjørneværelset.
Anders Fogh Rasmussen er en moderne politiker, som kan kommunikere effektivt. Og så kan han også det med substansen. Han er inde i stoffet. Og der står respekt om ham. De egenskaber har været med til at gøre ham til den førstemand, han er i dag.
Men spørgsmålet er, hvad hemmeligheden bag en statsminister egentlig er.
Hvorfor lykkedes det hverken Svend Auken eller Uffe Ellemann-Jensen at nå det sidste stykke? Meget forenklet handler det om at beherske fire grundlæggende lederdyder. Den femte, som handler om at styrke sit personlige lederskab, har vi allerede været inde på.
Behersker du ikke dyderne, bliver det pokkers svært.
De fire øvrige dyder
- Du skal have en vision, et ægte projekt for, hvor du vil bringe samfundet hen.
- Du skal kunne kommunikere visionen og skabe nogle overbevisende forestillinger om en bedre fremtid for Danmark.
- Du skal vise store evner for samarbejde, skabe tillid og være vellidt eller i det mindste respekteret i de partier, du skal gøre forretninger med.
- Du skal kunne skabe resultater. Være en god forhandler, der kan fremme dine egne synspunkter, men også give modparten en oplevelse af at få indrømmelser.
Anders Fogh Rasmussen er dygtig, når det gælder alle ovennævnte dyder.
Poul Nyrup Rasmussen behersker tilsyneladende ikke dem alle. Han er underlig kluntet, når først tv-lamperne tændes. Hans styrker ligger de andre steder, hvilket er nok til at holde ham ved magten indtil 2001.
Svend Auken er en stor begavelse, ikke mindst hvad angår talegaverne. Hvorfor lykkes det ham så ikke at nå det sidste stykke? Fordi andre partiledere ikke har tillid til ham. Dyd nummer tre behersker han ikke. De Radikale siger: Duer ikke som statsminister.
Heller ikke Uffe Ellemann-Jensen når at blive en samlingsfigur. Han er for provokerende. Så han savner måske også en afgørende dyd: Han er for meget en splitter. Det er med til at koste ham statsministerposten.
Poul Schlüter, tidligere statsminister, Det Konservative Folkeparti:
"Der er mange mennesker, man sorterer fra med det samme. De savner det dér, som gør en statsminister. Det er forfærdelig vigtigt, at man har tillid hos sine egne. Men det er så sandelig også vigtigt, at man nyder respekt hos sine modstandere."
"Hvis ens modstandere griner af én, er det ikke så godt. Det gjorde de lidt af Uffe, ikke. Han var meget stødende og lidt fræk. Bevidst fræk."
Helle Thorning-Schmidt vil også blive konfronteret med, at hun skal leve op til lederdyderne. Kommunikere kan hun. En af de vigtigste egenskaber i moderne toppolitik. Man skal fængende kunne begejstre vælgerne med sine talegaver.
Det er ikke nok at fæste sin lid til argumentets kraft, som forgængeren Mogens Lykketoft fastholder til det sidste i den valgkamp, han taber i 2005.
Men hvad er hendes politiske vision? Og kan hun skabe resultater, tillid og samarbejde?
Det vil hun blive målt og udfordret på. Både af sine egne og sine modstandere.
Henning Dyremose, TDC-koncernchef og tidligere finansminister og statsministerkandidat, Det Konservative Folkeparti:
"Nyrup havde altid det problem, at han blev så kunstig, når han var på, ikke? Det var meget mærkeligt. Nyrup var en meget charmerende og karismatisk person at være sammen med, når man forhandlede. Men lige så snart, linsen var rettet mod ham, var det, som om han blev et helt andet menneske. Men han beviste alligevel, at han trods dette kunne blive statsminister og forblive på den post i temmelig mange år."
Så han modbeviser tesen om, at man skal beherske de fire dyder?
"Han beviser, at det med substansen er nødvendigt. For Nyrup havde substans. Nyrup vidste præcis, hvad der var hans intention, hvor han gerne ville hen. Han er sådan set eksemplet på, at selvom man ikke er en bragende god kommunikator, så kan man alligevel godt blive statsminister. Hvorfor? Fordi han har evne til at samarbejde. Fordi han har sin egen vision. Og fordi han kan skabe forhandlingsløsninger og resultater."
Siger du dermed, at ud af de fire dyder skal man i hvert fald opfylde de tre?
"Det er allerbedst at opfylde dem alle fire. Auken var en meget bedre kommunikator, men så var der andre ting, han ikke magtede. Man skal være troværdig. Man skal være ærlig i forhandlingssituationen, og man må aldrig sige noget usandt til medierne. Man må godt lade være med at sige hele sandheden, men usandheder – det går ikke."
Lever Fogh op til alle fire dyder?
"Det må man egentlig sige, at han gør. Vi er så nogen, der synes, at han har gemt sin vision lidt af vejen, men jeg er da ikke i tvivl om, at det er det, han arbejder efter."
Hvorfor nåede hans forgænger som partiformand, Uffe Ellemann-Jensen, ikke det sidste stykke?
"Det var måske det der med at samarbejde og skaffe forhandlingsløsnin-ger. Det var muligvis der, Uffe ikke helt slog igennem. Han var mere konfronterende. Han var vældig populær blandt mange, men også vældig hadet hos mange andre. Så han var måske mere en splitter end en samler. Derfor lykkedes det aldrig for ham, uanset at ingen vil være i tvivl om hans vision og hans evne til at kommunikere."
Hvor ligger Helle Thorning-Schmidt i forhold til statsministerdyderne?
"Det er spændende, om hun kan levere varen i form af de brede forlig og holde sammen på partiet. Det eneste, vi ved om hende indtil nu, er, at hun kan kommunikere. De andre ting ved vi ikke endnu. Det bliver afgørende. Har hun den sammenhængende vision om, hvordan hun vil udvikle samfundet? Det ved vi ikke endnu. Kan hun samarbejde internt i sit parti og med de andre partier? Kan hun skabe forhandlingsløsninger og resultater? Heller ikke det ved vi endnu.
Så hun skal testes på de tre andre ting. Der er noget, der tyder på, at hun er både troværdig og ærlig. Hun har stået ved sine synspunkter om, at der skal ske noget med efterlønnen. Så jeg kan ikke afvise på nuværende tidspunkt, at hun også har de andre egenskaber.
Det er sjovt at være den på toppen. Poul Schlüter falder hurtigt til i rollen som statsminister og er for det meste glad og fløjtende. Og han konstaterer, at han rent faktisk er blevet en bedre statsminister, end han selv troede. Han holder så meget af jobbet, at han til sine ministerkolleger siger, at det må være forfærdeligt at have været statsminister og ikke være det længere. Derfor agter han at trække det ud så længe som muligt.
Men i virkeligheden har du også et meget ensomt job. Det siger Poul Nyrup Rasmussen om statsministerposten. Nu er det dig, der har det afgørende ord, men også ansvaret. Jo højere i hierarkiet du når, jo mere synlige er fejlene og manglerne, og jo større er konsekvenserne af dine beslutninger.
Topledere i erhvervslivet beskriver det på samme måde. Selvom det er sjovt, så er der også koldt på toppen. Der er mange fællestræk mellem etterne i de to verdener – erhvervsliv og politik. Man kan med god ret hævde, at jobbeskrivelsen for en administrerende direktør og en toppolitiker vil nærme sig hinanden noget de kommende årtier, selvom det stadig vil være forskellene, der stikker dybest.
Også koncernchefen i det private skal mestre de grundlæggende lederdyder: Han skal vide, hvor firmaet skal hen, og bevare lufthøjden på visionerne. Han skal se skønheden i et godt samarbejde. Og så skal han levere resultaterne, kort og kontant. Men først og fremmest tilhører fremtidens toppost i begge verdener den, som ud over at være mere end almindeligt dygtig har et ekstra talent – evnen til at lede gennem kommunikation og kunne begejstre og opildne sine medarbejdere.
Hvis du som topchef står over for en forsamling og ikke på fem minutter kan beskrive din vision bag den forandring, du ønsker, så løber du ind i alvorlige problemer. Så kommer forandringen bare ikke.
Ansigterne dernede i salen skal lyse af forståelse og interesse for din plan.
Jørgen Mads Clausen, koncernchef, Danfoss:
"Kommunikation er helt afgørende. I et stort firma som Danfoss er dem, der kan det, simpelthen et hestehoved foran de andre. Selv bruger jeg temmelig meget tid på den slags. Mindst en halv time om dagen."
"Det gælder ikke kun aviser, men også at forberede store interne møder, hvor jeg skal holde en keynote address. Dér kan du ikke bare stå og lire noget af dig. Så jeg beder mine folk hjælpe mig med lidt struktur: Kan vi ikke ping-ponge lidt? Når så vi har strukturen, beder jeg dem finde nogle tal, der underbygger den. Når så eventen kommer, er jeg velforberedt."
Bruger du mere tid på events i dag, end da du startede i jobbet?
"Ja. Vi har for eksempel et stort lederkursus ude i Asien. Unge løver, alle asiater. Når det slutter, tager jeg ud og har den sidste dag med dem. Jeg bruger en masse tid på dem. Men det er det, der er mit job. Jeg siger til sådan en ung løve: Bare gør sådan her. Se, hvad jeg gør. Det kan du også. Så tænker vedkommende whau. Du kan se, at de bliver ekstremt motiverede."
Gælder det samme i politik?
"Ja, der er ingen forskel."
Men statsministerjobbet befinder sig i en højere fodboldliga end de allerfleste private koncernchefers: Driblingerne er sværere, tempoet højere, problemstillingerne ofte mere komplekse, bundlinjerne flere, mediepresset langt større.
At være statsminister eller for den sags skyld almindelig ressortminister – det er en af de mest komplekse ledelsesopgaver, der overhovedet findes. Der er et hav af dilemmaer at forholde sig til. I erhvervslivet er beslutningsmiljøet mere enkelt.
Henning Dyremoe, koncernchef i TDC, tidligere adm. direktør for Dalhoff Larsen & Horneman A/S og marketingdirektør i Novo. Tidligere finans- og arbejdsminister, Det Konservative Folkeparti.
"Jeg mener i bund og grund, at et ministerjob og et direktørjob minder utrolig meget om hinanden. Når jeg sammenligner mine forskellige job, så plejer jeg at sige, at det at være arbejdsminister er på niveau med marketingdirektør i Novo og chef for DLH, for så vidt angår arbejdskompleksitet, indhold og intensitet. Det at være finansminister er på niveau med at være administrerende direktør her i TDC."
Hvad er det så at være statsminister og politisk chef for koncernen Danmark?
"Det er så niveauet højere igen. Man kunne jo se, at en fremragende finansminister som Mogens Lykketoft ikke kunne blive det, for han var netop fremragende i finansministerjobbet. En finansminister som Henning Dyremose kunne heller ikke blive statsminister. I det hele taget har det været sådan i nyere tid, at det er meget sjældent, at finansministre er blevet statsministre."
Eksterne links
Læs om håndbog for statsministre på Peter Moses hjemmeside
Institut for statskundskab
