En omvendt Nyrup

Da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, var det en stående vittighed, at ingen journalist på Christiansborg var i stand til at søge beskyttelse for statsministeren. Denne stillede sig hellere end gerne til rådighed for pressen med stort og småt.

Med Anders Fogh Rasmussen er det lige omvendt. Han ville aldrig lade sig interviewe af en reporter, uden at han selv har et nøje formål med det.

På alle synlige punkter er Fogh en omvendt Nyrup og er det fuldt bevidst: Hvor den socialdemokratiske statsminister konstant dukkede op 20 minutter for sent, kommer Fogh altid på sekundet. Man kan stille sit ur efter manden.

Og hvor Nyrup rask væk skiftede betrængte ministre ud, holder Fogh fast i sine folk, selv når medierne kræver, at der ruller ministerhoveder. Og sådan kan man blive ved med at ridse forskellene op.

Hvor Nyrup tillod ordførere fra sit eget parti at tale regeringen imod i enkeltsager, tillader Fogh ingen slinger i valsen hverken i folketingsgruppen eller i partiet som sådan.

Studér forgængerens fejl
»Fogh har lukket alle de interne konflikt- og konkurrencemuligheder, som Nyrup åbnede. Anders Foghs analyse er, at det var derfor, Nyrup faldt. I dag konstruerer man politisk lederskab i billedet af forgængeren. Potentielle politiske ledere lærer af de foregående lederes fejl. Foghs strategi har været at blive en omvendt Nyrup: Nyrup blev opfattet som utroværdig. Derfor ville Fogh være troværdig. Han ville ikke kunne beskyldes for at løbe fra sine udsagn«.

Sådan udlægger centerleder og professor Ove Kaj Pedersen fra Handelshøjskolen i København, hvorfor politisk lederskab bliver mere og mere interessant at studere i disse år. Ikke bare for forskerne, men også for den strategiske inderkreds – rådgiverne og spindoktorerne – omkring toppolitikerne.

»For første gang i historien har vi fået den konstante analyse og erfaringsopsamling af, hvad det indebærer at være politisk leder. Man lægger sin lederprofil på baggrund af foregående lederes fejl. Det skaber et stort incitament til at analysere«, siger han.

Dermed kommer Danmark som et ekko efter USA, der allerede med præsident Roosevelt i 30’erne og 40’erne åbnede ballet for analysen af det politiske lederskab. Her 60-70 år efter har vi også bevæget os ud på det analytiske dansegulv.

Det interessante og umiddelbart paradoksale er, at de allervigtigste dele af dansk politik i virkeligheden er afpolitiseret som aldrig før.

98 procent er hevet ud af det politiske rum, er for det meste uden for politisk diskussion og når sjældent avisforsiderne (blandt andet takket være dygtige embedsmænd i centraladministrationen, helt ned til yngste fuldmægtig, der som aldrig før skal beskytte ministeren mod dårlig presse). Her er alle partier enige. Her kører tingene pr. automatpilot. Men så er der de to procent tilbage. Symbolpolitikken. De mediesexede slagsmål.

Tilstræbt uenighed
»Politikerne vælges på en tilstræbt uenighed om marginalspørgsmål. For eksempel integrationspolitikken. Inden for et ganske smalt felt finder der en hyper-politisering sted. Det giver ekstreme muligheder for dem, der via medierne vil slå sig op som politiske ledere og bide en statsminister i haserne. Derfor er det så vigtigt at lære af forgængerens fejl«, siger Ove Kaj Pedersen.

Men fejl eller ikke fejl – han mener, der på substansen går en lige linje fra Poul Schlüters lederskab i 1980’erne over Poul Nyrups statsministerperiode i 90’erne til Anders Fogh Rasmussen i dag. De har muret på præcis det samme hus, der 15 år i træk har gjort forretningen Danmark til verdens fjerderigeste land. De har ikke brudt ned, hvad forgængeren byggede op, men bare fortsat byggeriet ved at lægge nye lag på.

Det overordnede mål i samtlige regeringer har, siden Schlüter kom til i 1982, været at gøre Danmark konkurrencedygtig i forhold til andre lande. Det er sket med en benhård økonomisk styring og med en samordning af politikkerne helt ned til mindste effektive detalje inden for beskæftigelse, arbejdsmarked, uddannelse.

»Aldrig har vi haft så megen tjek på den samfundsøkonomiske udvikling. Beslutningerne er blevet samordnet fra top til bund. Fra EU til Skjern. Dette lille land er mere end nogensinde blevet én økonomisk enhed. Det er kun ideologer, der taler om nationalstatens endeligt. Hvis du følger forskningen, er pointen den modsatte: Aldrig har nationen spillet en større rolle«, siger professor Ove Kaj Pedersen.

A/S Danmark
»Vi er blevet et A/S Danmark. Og her spiller politisk lederskab en enorm rolle. Det er blevet et af de vigtigste parametre i den internationale konkurrence«.

Statsministeren er blevet virksomhedslederen, der formulerer samordningen, gennemfører den og forklarer formålet med den. Den rolle har Schlüter og ikke mindst Nyrup, men nu også Fogh taget på sig, lyder det fra Ove Kaj Pedersen.

Også finansministeren spiller en stærk rolle. Denne sidder for bordenden, hver eneste gang samordningen skal have endnu et drej med skruetvingen. Det sker gennem de tre store forhandlingssystemer, der regulerer samfundsøkonomien og sætter den i spændetrøje. Nemlig finanslovsforhandlingerne, de årlige kommuneforhandlinger og overenskomstforhandlingerne, ikke bare de offentlige, men også de private.

»Selv de økonomiske rammer for overenskomsterne på det private område dirigerer finansministeren i dag. Koordinationen er total«, siger Ove Kaj Pedersen.

Dog spiller personspørgsmål også ind: Mogens Lykketoft havde en betydelig mere magtfuld position i Nyrup-regeringen, end Thor Pedersen har fået under Anders Fogh Rasmussen, lyder det fra Ove Kaj Pedersen.

Også på det punkt er Fogh en omvendt Nyrup: Hvor den socialdemokratiske statsminister måtte handskes med stærke ministre i to så centrale ministerier som Finansministeriet (Mogens Lykketoft) og Udenrigsministeriet (Niels Helveg Petersen og senere Mogens Lykketoft), har Fogh omgivet sig med svagere ministre på netop de to poster. Ingen skal være i tvivl: Bossen – det er ham i Statsministeriet.

En topchef i global superliga
Cand.scient.pol. Per Rystrøm – rådgiver i to Nyrup-regeringer – underviser i dag i politisk kommunikation på Københavns Universitet. Han mener, at en moderne toppolitiker – ikke mindst en i statsministerklassen – mere og mere bliver nødt til at arbejde som en administrerende direktør i de allerstørste, globale virksomheder. Dem i den internationale superliga.

Sådan vil kravene være: Ikke nok med at du skal være i stand til at have og udstikke visioner og strategier for samfundets udvikling, du skal i høj grad også formå at kommunikere og – allersværest – skabe opbakning og entusiasme.

»I en verden, der er mere kompleks end erhvervslivets, skal toppolitikere gøre det samme, som de globale topchefer gør i de store virksomheder i dag. De bruger ikke tid på at udvikle produktstrategier. Det har de folk til. De fylder i stedet kalenderen op på at rejse rundt i verden og holde taler og symbolisere værdier, værdisæt og strategier over for deres hundredtusinder af medarbejdere. Topchefen bliver en værdisøjle for hele virksomheden, én, der skal skabe begejstring og opbakning«.

Den udfordring skal en politisk leder – ikke bare af hele landet, men også i de kommende cirka 100 storkommuner – vedkende sig. Jo tættere på toppen, jo større er kravet. Og jo mere må du stole på, at de folk, du har længere nede i systemet, kan tage de konkrete beslutninger. For du kan ikke selv tage dem. Risikoen for at tage de forkerte beslutninger er for stor, du mangler viden, du kan ikke gennemskue tingene, samfundet er blevet for komplekst.

Den politikertype, der vil blomstre i fremtiden, er altså en meget stærk kommunikator, men også en, der kan lægge en strategi, der kan kommunikeres og samle de rigtige grupper i samfundet, siger Per Rystrøm.

Thatcher kunne det dér
Det var den rolle, Margaret Thatcher tog forskud på i 1980’ernes Storbritannien. Nemlig at skabe en alliance mellem forskellige grupper og kommunikere en vision. Nu er det vigtigere end nogensinde. Det er bare langt sværere i politik end for erhvervslivet, der ikke mærker konkurrenternes hede ånde på samme måde.

Per Rystrøm siger det på denne måde:

»I politik bliver du modarbejdet. Du har en artikuleret opposition, der i et nulsums-spil har de modsatrettede interesser af dig«.

Men der er et problem mere. Den nuværende generation af toppolitikere – eller i hvert fald mange af dem – har ikke nødvendigvis de kompetencer, der skal til. De er rekrutteret og vokset op i et politisk system med andre bonuspoint i karrierekufferten. De kan have overbevist den daværende ledelse om, at de er gode teknikere, når det gælder om at få lovmøllen og de store forlig til at glide. De har dokumenteret, at de er i stand til at bygge bro mellem ideologi og konkret lovteknik.

»Du har måske vist dig som en god forhandler. Én, der kunne forhandle paragraffer igennem og lande på et kompromis i en forligskreds. Men i fremtiden skal du i højere grad kunne bygge bro mellem din ideologi og kommunikation, for det er det, der er med til at drive samfundsudviklingen«.

Det batter ikke
Med andre ord: Mange toppolitikere er stærke på de kompetenceområder, man skulle have før i tiden for at nå op ad den politiske rangstige. Det er ofte derfor, det er lykkedes dem at gøre karriere. Men det batter altså ikke nødvendigvis i fremtiden.

Tag integrationspolitikken. Selvfølgelig kan du skubbe samfundsudviklingen et lille nøk med nogle lovtekniske beslutninger om, at vi skal have en 23-, 24- eller 25-års-regel. Eller at der måske skal gives den ene eller den anden startydelse til indvandrere. Men det, der virkelig flytter kilometerstenen, er at skabe en bred folkelig opbakning til, at indvandrerne skal integreres. Til at man skal tage dem ind på arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne. Til at man skal sige fra i sin hverdag, når man møder en lømmel, der tyranniserer en pige i klassen.

Se, det kræver politisk lederskab – at man er en fremragende leder, strateg og kommunikator.

Men vi lader Ove Kaj Pedersen få de sidste ord. Nemlig om det samfundshus, murerfirmaet Schlüter, Nyrup og Fogh ApS har muret op gennem snart 25 år. Det kan fremtidige statsministre uanset partifarve ikke rive ned igen – uden at komme galt af sted.

Nu er huset nået op i fire etager.
Først sagde den konservative statsminister:

»I får mig aldrig til at devaluere. Danmark har fra nu af en fastkronepolitik«. Landet skulle have styr på økonomien efter Anker Jørgensen. Så kom Nyrup til magten og sagde det samme, men han føjede en etage på: »Jeg rører ikke ved dagpengesatserne«. Samme budskab fik Fogh til magten, men med en tilføjelse mere til huset: »Jeg rører heller ikke ved velfærdsordningerne«.

Skattestoppet er den nye dogmeregel
Fjerde etage er skattestoppet. Det byggede Fogh på i forbindelse med valget i 2001. Også det vil lukke nogle døre for en fremtidig statsministers handlemuligheder – ikke bare en borgerlig, men også en socialdemokrat.
Ove Kaj Pedersen udtrykker det sådan her:

»Selv ikke en socialdemokratisk statsminister vil kunne slippe godt fra at sige, at nu er skattestoppet ophævet. Der er indført nogle politiske dogmeregler. De bliver efterhånden mere og mere uomgængelige. Det vil skattestoppet også være«.