"Vi har brug for at tænke forskelligt og udfordre hinandens holdninger og idéer"

Mød Paul Nolan, der blandt andet underviser på kurserne Organisation og arbejdspsykologi og Det strategiske lederskab

Paul Nolan
Paul har flere års erfaring med lederudvikling og som leder både nationalt og internationalt. 

Lederkompetencer anno 2021

Sidste vinter lavede vi et portræt af dig, hvor du bl.a. gav dit bud på ledelsesudfordringer anno 2020. På det tidspunkt havde vi ikke den fjerneste idé om, hvad 2020 egentlig kom til at bringe af ledelsesudfordringer.

Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan krisen har haft indvirkning på dig og dit syn på ledelsesudvikling?

Alle vil jo sige, at distanceledelse er blevet mere aktuelt. Det er dog flere år siden, jeg stiftede bekendtskab med det, da jeg havde ansvaret for flere afdelinger i København, Odense og Aarhus. Så den snak vil jeg lade andre om.

I krisen har jeg siddet en del alene med et begrænset omfang af forstyrrelser. Her har jeg fået tiden til at fordybe mig i forskellige ledelsesdiscipliner og skabe en sammenhæng og proces mellem at lave en strategi og udøve ledelse. Ofte er de mange teorier og modeller en fragmenteret størrelse, hvor det kan ses lidt som hyldevarer, som man tager ned, så snart man har brug for dem.

Jeg har valgt at skære alt det unødige fedt fra, gøre det enkelt og har skabt en proces, der giver et hurtigt overblik, hvordan man kan udøve sin ledergerning på det strategiske, men også det ledelsesmæssige område. Det har vist sig at være uhyre effektivt, og det er ikke mine egne ord. Det er mine studerende, der siger det.

Så det korte af det lange er: Gør ledelse enkelt, ikke simpelt. Det enkelte er let at kommunikere, så alle kan se hvilken retning lederen vil føre medarbejderne hen og alle forstår hvordan.

Hvilke ledelseskompetencer tror du bliver eftertragtet i 2021 og den nærmeste fremtid?

Jeg vil i meget høj grad kigge efter ledere, der har konkrete og relevante kompetencer til at lede projekter og eksekvere. Det lyder jo meget som noget, man har hørt før, men jeg så her i krisen, hvordan nogle ledere var ekstremt hurtige til at tage beslutninger og eksekvere på disse, så der kom nogle konkrete resultater ud af det - på meget kort tid.

Mange af de ting, der blev noget på kort tid, ville normalt tage mange måneder, hvis ikke år. Så tiden er løbet fra ledere, der begraver sig selv (og andre) i møder og procedurer og lange projekter, der ender med at være irrelevante og dermed ubrugelige og spild af tid og ressourcer.

Vi er alle på den ene eller anden måde påvirket af krisen. Hvad er dine bedste råd til ledere i dag?

Hav modet til at tage beslutninger. Led opad, led udad, led nedad og undgå unødvendige og tidkrævende aktiviteter og ditto medarbejdere, der bruger for meget tid til at få (alle) detaljerne på plads. Det er der ikke tid til. Den uperfekte leder vinder klart over den perfekte leder, der aldrig når at komme ud af startblokken, da der konstant skal justeres på selv de mindste detaljer, før man eksekverer.

Hastighed er endnu mere vigtigt i dag end det var før. Og forbyd møder over 45 minutter. Drop flosklerne, banaliterne og ”overskrift-sprog”. Smøg ærmerne op og gå forrest i stedet.

Genlæs Pauls bud på ledelse anno 2020

Hvilke trends ser du inden for lederudvikling i 2020?

Der er ingen tvivl om, at evnen til at ansætte mangfoldigt, og til at lede en mangfoldig gruppe, vil være fremtiden. Tiden er simpelthen løbet fra den tankegang, at det homogene team leverer de bedste resultater.

Vi har brug for at tænke forskelligt og udfordre hinandens holdninger og idéer for at kunne finde frem til de absolut bedste løsninger. McKinseys undersøgelse fra 2015 ”Why diversity matters” viser tydeligt, at virksomheder med fokus på diversitet skaber op til 35 % bedre økonomiske resultater end hos konkurrenterne.

Hvilke lederkompetencer er eftertragtede lige nu?

For mange ender strategier og projekter ud i ingenting. Så for mig at se er den mest eftertragtede kompetence at kunne foretage en struktureret og veldefineret eksekvering. Det vil sige, at en leder skal kunne opbygge et målhierarki, der giver overblik over det overordnede formål, målene og deres succeskriterier samt de indsatser, der sikrer, at målene nås i forbindelse med en iterativ proces.

Overnævnte bør være selve skelettet i enhver virksomhed, og der bør være en tydelig sammenhæng mellem en virksomheds vision og den enkelte medarbejders indsats/opgaver.

Hvad er de vigtigste egenskaber, en leder kan/skal have?

At tage langt flere fakta-baserede beslutninger i det omfang det er muligt, i stedet for at tage ”jeg tænker/tror/føler”-beslutninger.

Hvad er dit bedste råd til en ny leder?
En ting er at lede nedad ift. dine medarbejdere - noget andet er at lede opad. Du skal være i stand til at varetage dine interesser (som er at nå de mål, der er fastsat for dig). For at gøre det optimalt skal du kunne kommunikere opad og gøre din indflydelse gældende, så det skaffer dig de ressourcer, du skal bruge for at nå dine mål. Samtidigt er det vigtigt, at du har et skarpt mandat, så du har frihed til at lede. Det kræver mod at stille krav opad, men det er også det, der giver respekt både opad og nedad i organisationen.

Hvad er dit bedste råd til en erfaren leder?
Vær langt mere bevidst om din rolle og adfærd som leder. Det optimerer din fortsatte udvikling og sikrer, at du ikke går i stå. Og når vi taler om ledelse, kan vi dele det op i to. Det, vi på engelsk kalder Management, oversætter jeg til styring, samt Leadership, som jeg oversætter til lederskab. Styring og lederskab er komplementære aktiviteter. Og er du primært ovre i styringsdelen, er du ikke leder, men blot administrator.

Hvilken aktuel ledelsesbog vil du anbefale?
Organisation & Mennesker. 2. udgave 2019 af Bjarne Kousholt. Den er et glimrende opslagsværk inden for de mange discipliner, en god leder bør mestre.

"Jeg er ikke vild med udtrykket ”værktøjskasse”, da det bliver brugt i flæng, men det er faktisk det, vi giver dig med hjem."
Paul Nolan

Hvilken ledelsesbog bør alle ledere have læst?
En dygtig leder hviler i sig selv, og en bog, der kan skubbe en i den retning, er ”The subtle art of not giving a f#ck” af Mark Manson. Det er ikke en ledelsesbog, men en selvudviklingsbog. Sprogbruget kan virke ganske groft, men giver budskaberne mere kant, fremfor det meget polererede og neutrale sprog vi ofte ser i bøger, der handler om selvudvikling.

Hvilke råd vil du give til ledere, som overvejer at tage et kursus eller en lederuddannelse
En lederuddannelse kan hjælpe dig med at sætte struktur på din måde at lede på og give dig vigtige indblik i konkrete værktøjer, der kan hjælpe dig med at nå dine mål. Formålet er ikke teori for teoriens skyld. Det er praksisnært og anvendelsesorienteret. Jeg er ikke vild med udtrykket ”værktøjskasse”, da det bliver brugt i flæng, men det er faktisk det, vi giver dig med hjem. 

Paul underviser på følgende kurser:

organisation og arbejdspsykologi 

Få indblik i, hvordan effektive organisationer og afdelinger er struktureret.

Det strategiske lederskab

Lær at omsætte en strategi til konkrete mål og handlinger, som dine medarbejdere kan bidrage aktivt til.