Dit kursusbevis bliver digitalt

Fremover vil du som deltager på Ledernes KompetenceCenters åbne kurser og uddannelser få et digitalt kursusbevis, der sikrer høj troværdighed og gør det nemt at dele og synliggøre dine nye kompetencer. 

04. juni 2019

Der er et stigende fokus hos ledere på at kunne dokumentere deres lederkompetencer –  blandt andet i forbindelse med karriereskifte eller jobsøgning. Det betyder samtidig en øget efterspørgsel efter at kunne gøre opmærksom på sine kompetencer på sociale medier som eksempelvis LinkedIn.

Derfor sætter Ledernes KompetenceCenter nu strøm til de fysiske kursusbeviser, der har eksisteret i mange år. Det gør det endnu lettere for dig som kursist at dele det med dit sociale netværk, tilføje det til din profil på LinkedIn eller medsende det ved en jobsøgning.

Vi oplever, at flere og flere gerne vil kunne dele deres kursusbevis digitalt – enten på en mail eller på sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde en løsning, der imødekommer dette ønske.

Michael Schlichtkrull, administrationschef, Ledernes KompetenceCenter

For ham har det været afgørende at finde en løsning, der gør det både nemt og sikkert for kursisterne at opbevare og dele deres beviser. Derfor er valget faldet på platformen DiplomaSafe, hvor kursisterne både kan opbevare deres kursusbeviser sikkert, samtidig med at de nemt kan dele det med andre i mails og på sociale medier.

Digitale beviser styrker troværdigheden

Et digitalt kursusbevis, der hurtigt og nemt synliggør, hvad man har lært på et kursus eller en uddannelse, er vigtigt for en leders videre karriereforløb. Men samtidig er det også vigtigt at sikre en høj troværdighed om dokumentet, hvilket sker ved, at alle kursusbeviser verificeres af DiplomaSafe.

Som indehaver af et digitalt kursusbevis, kan du nemt sende et link eller en QR-kode til for eksempel en kommende arbejdsgiver, der fører videre til DiplomaSafes webside, hvor vedkommende så kan se selve diplomet.

Dit kursusbevis bliver opbevaret på vores digitale platform, så længe du ønsker det. Du kan downloade det til din e-Boks eller dele det på flere sociale platforme. Hvis du har brug for et fysisk kursusbevis, kan du downloade det som pdf og printe det ud.

"Vi tilgodeser alle behov med de nye digitale kursusbeviser, og vi glæder os til at tage dem i brug", slutter Michael Schlichtkrull.