Gode råd til jobsøgende

Måske er det første gang, du står uden arbejde, og det er her, du godt må drømme og gå efter det, du brænder for. Når vi er i job, kan vi ofte have lyst til at afprøve et nyt job eller en ny branche, men vi har for stor tryghed i det, vi kender, den løn vi får, og de søde kollegaer vi har – og så ender vi i stedet med at blive i jobbet, indtil andre træffer en beslutning om, at vi skal noget andet.

Af Merete Skov Jensen, outplacementkonsulent hos Ledernes KompetenceCenter

14. september 2017

Det er en samtale – ikke en test

Selvom magtfordelingen kan virke skæv, så skal en samtale mellem en kandidat og en arbejdsgiver gerne opleves som ligeværdig. Ligesom arbejdsgiveren skal kunne se dig som et godt match til stillingen, skal du kunne se dig selv i jobbet og virksomheden.

Afvisning: ”Du er for overkvalificeret”

Som konsulent ser jeg ofte ledere, der bliver fravalgt, fordi de er for overkvalificerede. Det handler ofte om, at den leder, de skal referere til, er usikker på egen rolle eller ikke har samme uddannelsesniveau som kandidaten. Kun en stærk leder tør vælge kandidater, der på papiret er dygtigere end ham eller hende.

Forskellen på samtaler i det offentlige og private

Kommer du til samtale i en privat virksomhed, vil du typisk opleve, at det kun er en HR medarbejder og din potentielt kommende leder, der deltager. I det offentlige kan der modsat være helt op til 8-16 personer med til samtalen, selvom der kun er én, der stiller dig spørgsmål. Et godt råd til samtalen i den offentlige virksomhed er, at du skaber øjenkontakt og stiller spørgsmål til hele gruppen og forsøger at skabe en god dialog på tværs af bordet. De er nemlig alle med til at bedømme, om det er dig, der skal have jobbet.

Hvad vil du have i løn?

I gamle dage……altså for et par år siden, talte man løn ret sent i forløbet. I dag kan du komme ud for, at en rekrutteringsmedarbejder kontakter dig og spørger, hvor dit lønniveau er. Her kræver det, at man er lidt skarp, hvis man er jobsøgende og har mange ansøgninger ude. Det er jo ikke sikkert, man har samme lønforventning til alle de jobs, man søger. Der kan være forskel på, om du vælger et job inden for ”rimelig” arbejdstid eller et job med eksempelvis 120 rejsedage om året. Der er en god rimelighed i at forlange lidt ekstra, hvis man ofte har overnatninger uden for hjemmet. Omvendt ser jeg ofte ledere, der går på kompromis med lønnen, hvis de kan arbejde tæt på hjemmet og dermed undgå en timers kørsel hver vej.

To typiske spørgsmål til jobsamtalen

Der er gået mode i de spørgsmål, der stilles til samtalen, men jeg vil gerne stille fokus på særligt to af dem. Det ene spørgsmål går på, at man kan bliver bedt om at fortælle to-tre succeshistorier. Det kan eksempelvis være fra de sidste tre ansættelser eller fra de sidste tre jobtitler. Men man skal også være forberedt på, at der kan blive spurgt ind til succeshistorier fra privatfronten. Det andet spørgsmål vedrører ens svagheder i forhold til personlige kompetencer. Her er det vigtigt, at man kan komme med tre-fem svagheder, men kunsten at få drejet svagheden til noget positivt.

Svaghed: Jeg er vildt utålmodig.

Svaghed holdt neutral: Jeg er utålmodig, men jeg er bevist om det, og det er noget, jeg arbejder med.

Svaghed vendt til noget positivt: Jeg er utålmodig, men bevist om det. Omvendt har min utålmodighed givet mig nogle gode resultater – blandt andet i forhold til de projekter jeg nævner i mit CV – her har jeg fulgt op, presset på for at nå delmål og ikke mindst i forhold til at overholde de økonomiske milepæle.

Om Merete Skov Jensen

Outplacementkonsulent Merethe Skov JensenMerete Skov Jensen har erfaring med outplacement på alle niveauer inklusiv executive og har bl.a. arbejdet tæt med medico-branchen. Hun har ledererfaring fra en stor ingeniørvirksomhed og har været medejer af firmaer inden for handel, import, produktion og reklamebranchen.

Outplacement for ledere

Outplacement