Adfærdspsykolog Henrik Tingleff tager dig med på en rejse rundt i nogle af de mest skelsættende psykologiske forsøg og giver dig indsigt i, hvorfor det på trods af de bedste intentioner og fineste politikker er så svært at lykkes med den grad af diversitet, som de fleste ønsker.
Han kommer ind på, at selvom moderne mennesker er kloge, rationelle, hjælpsomme og inkluderende, er mennesket også et flokdyr – og flokdyr fejler. Henrik gør dig klogere på hvorfor, når han på velunderbygget og underholdende vis gennemgår de evolutionært betingende benspænd, som flokdyret i mennesker laver for diversiteten.
Få også indsigt i ligestillingens udvikling, når Birgitte Baadegaard dykker ned i historien, går 35.000 år tilbage i tiden og belyser, hvorfor udviklingen ikke går hurtigere, og hvorfor emnet fortsat kan sætte sindene i kog, når de fleste samtidig – både kvinder og mænd – udtrykker, at de ønsker ligestilling mellem kønnene.
Birgitte gør dig også klogere på de usynlige strukturer, uskrevne regler og værdier, der omgiver os – og som driver mennesker til både en bestemt adfærd og et bestemt blik på verden. Til sidst inspirerer hun til et nyt blik på diversitet, når hun kommer omkring, hvorfor lige ikke er det samme som ens.