Kendte forskerhjerner vader ind og ud af Det Hvide Hus

USA vader kendte forskere ind og ud af Det Hvide Hus, når en nyvalgt præsident vil samle et stærkt hold af stjernerådgivere omkring sig. Det er almindelig trafik, at forskerhjerner fra de bedste universiteter i en periode stiller sig til rådighed for præsidenten. At skarpe professorer inden for samfundsvi-denskab og politik tager en tørn i Washingtons allerinderste cirkler for senere atter at vende tilbage til universitetsverdenen, forskningen og bøgerne.

I Danmark ville sådan et blodskifte mellem den akademiske verden og praktisk politik, hvor man får olie på fingrene, næsten være utænkeligt. Det ville svare til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne trække på professorer fra handelshøjskolerne og fra statskundskab på Aarhus og Københavns Universiteter og bruge dem som politiske rådgivere og ledelsesrådgivere, inden han tog sine beslutninger om velfærd, Irak og indvandrere.

Nej, vel? Der ville rejse sig et hylekor: Den frie forskning ville være truet.

Cand.scient.pol. Per Rystrøm mener, at det er et problem for Danmark, at det er så svært at hoppe rundt mellem universiteter, centraladministration og politik – og gøre karriere på tværs af systemerne herhjem-me. Han underviser i politisk kommunikation på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»De karrierepoint, du tjener op i forskningsverdenen, kan du ikke bruge til noget i centraladministrationen – og omvendt. Det gør, at folk kommer til at leve i lukkede tårne. Du får store samfundsinstitutioner herhjemme, der ikke forstår hinanden. For de har ikke prøvet hinandens verden«, siger han.

Per Rystrøm mener, at amerikanske forskere – sammenlignet med mange europæiske – har en særlig force, der gør dem velegnede til at gå direkte ind og overtage lederstillinger helt op på ministerplan.

»De udvikler ikke bare teorier, men strategier. De er gode til at gøre tingene anvendelsesorienterede«, siger han.

Institutter for politisk lederskab
»Tværfaglighed«. Svaret falder prompte, når man spørger Per Rystrøm, hvad vi kan lære af USA.  

»Amerikanerne er på godt og ondt ikke bundet ind på samme måde af de der dybe faglige traditioner. I Danmark er tingene meget, meget tunge. Men naturligvis er USA også et betydeligt større land. Det gør, at du kan udkrystallisere nogle forskningstraditioner inden for tværfaglige områder, vi ikke har tyngde til at udvikle herhjemme«.

»Du kan finde hele institutter og fakulteter i USA, der kun beskæftiger sig med politisk lederskab. Det vil du aldrig komme til i Danmark, men muligvis i en europæisk sammenhæng. Man kunne godt forestille sig, at København og Lund tilsammen blev førende i at forske i politisk lederskab«.

Professor Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet medgiver, at i USA vandrer flere mennesker fra andre samfundssektorer ind i statsadministrationen – og tilbage igen. Men så forskellige er amerikanerne nu heller ikke fra os i Vesteuropa:

»Ganske vist har man ofte på fornemmelsen, at I Washington skifter man alle ud. Men der er jo blot tale om nogle få tusinde i en kæmpeadministration«, understreger han for lige at sætte proportionerne på plads.

Ydermere skal man gøre sig det tindrende klart, at det absolut ikke er politiske amatører, der hives ind fra universiteter og advokatfirmaer eller for den sags skyld fra private virksomheder. Det er typisk folk med inside-viden om magtcirklernes sprog og tankegang.

»De har gennem en stor del af deres karriere levet i skyggen af det politiske liv. Så de er ikke så utrænede endda. Tag dem, der har arbejdet som advokater eller akademikere i tænketanke. De har ofte haft opgaver, der ligger utroligt tæt op ad dem, man har i administrationen. Så de folk bevæger sig i virkeligheden mellem to politiserede miljøer«.

Jørgen Grønnegård Christensen minder samtidig om, at vi i Danmark også har tradition for at hente kræfter udefra ind i beslutningsprocesserne i centraladministrationen. Det friske pust kommer bare på en anden måde end i USA. Nemlig når ministrene herhjemme nedsætter udvalg og arbejdsgrupper.

»Her trækker du jo netop den type mennesker ind. Her sidder de på ad-hoc basis og er en form for rådgivere«. 

Rådgiver for fire præsidenter
Men selvom man har prøvet at sidde som udefrakommende akademiker i et enkelt udvalg eller to, er der stadig langt til en sværvægter som David Gergen for blot at nævne ét eksempel. Ikke nok med at denne gennem en årrække har været leder af Center for Public Leadership på Harvard University. Nok så interessant er det, at han har tjent som rådgiver for hele fire præsidenter – Nixon, Ford, Reagan og Clinton.

Det ville svare til, at en af Danmarks bedste forskere havde været omkring Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen.

Denne hoppen frem og tilbage mellem de to verdener har givet David Gergen inspiration til markante bogudgivelser, blandt andet bogen »Eyewitness to Power – The Essence of Leadership«, hvor han sammenfatter sine indtryk og formulerer syv kvalitetskriterier for, hvad der gør en præsident til en stor politisk leder.

Det er ledelseslitteratur inden for politikkens verden på en måde, vi endnu ikke kender eksempler på herhjemme1). Men hvor fristende det end kan være, så tror professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus ikke på, at vi direkte kan kopiere det amerikanske system og køre universitetsfolk på samlebånd ind som politiske konsulenter og ledelsesrådgivere for regeringstoppen. Og at de bagefter kan gå hjem i det akademiske lønkammer og skrive indsigtsfulde bøger om godt og dårligt politisk lederskab.

Men han kan sagtens forestille sig gradvise ændringer i den måde, toppolitikere bliver rådgivet og ikke mindst uddannet på

»Hvorfor skal lederudvikling og -uddannelse være forbeholdt en Henning Dyremose i TDC? Hvorfor ikke også se en statsminister acceptere at arbejde med sit eget lederskab og sin kompetenceudvikling? Jeg synes, at det er en dristig antagelse, at fordi du bliver valgt til politiker, så er du også en dygtig leder.

Det er jo det, vi antager«, siger Steen Hildebrandt.

»Demokratiet er udtænkt i en samfundstilstand, hvor der var stabilitet, og hvor det som borger var meget lettere at blive leder. Men i dagens Danmark er man ikke pr. automatik en kompetent leder, bare fordi man er borger. Derfor må toppolitikere – det gælder såmænd også dem i kommunerne med borgmesteren i spidsen – uddanne sig som ledere. Akkurat som alle andre gør det«.

Dermed gør Steen Hildebrandt sig til varm fortaler for, at politisk lederskab bliver professionaliseret. Fremover bør man uddanne sig og erhverve en række centrale kompetencer, før man kan gøre sig håb om at blive topleder i politik.

En akademisk badutspringer
Men spørgsmålet er, om det behøver stoppe dermed: Vil nogle af de danske forskere springe ud af det akademiske skab og prøve sig selv af i centraladministrationen, interesseorganisationerne eller ligefrem som ministre?

Lykke Friis – europapolitisk chef i Dansk Industri – kan måske udvikle sig til den første mønsterbryder, en forsker, der følger i hælene på sine forskerkolleger i USA, bevæger sig ind i magtens korridorer for siden igen at ende i et forskningsmiljø. Måske kan hun gå hen og lave et badutspring som en anden David Gergen. Hun gjorde sig første gang kendt i en bred offentlighed som en forsker, der var en skarp iagttager af processerne i EU. Dengang var hun forskningschef i Dansk Udenrigspolitisk Institut. Nu fører hun sig frem som en stærkt eksponeret chef i interesseorganisationen DI.

Sådanne dramatiske karrierehop kan give nogle enorme synergier, siger Per Rystrøm og vover et dristigt kig i glaskuglen:

»Jeg kan sagtens forestille mig, at en type som hende bliver politiker på et tidspunkt og senere igen ender i et professorat på Københavns Universitet«.

 

---

 

Noter 

1. Læs mere på www.davidgergen.com