Lederguide til opsigelse

Få gode råd og vejledning i, hvordan du professionelt og respektfuldt opsiger en medarbejder.

At opsige en medarbejder er for de fleste ledere en vanskelig opgave. Du skal hjælpe den opsagte medarbejder ud ad døren på en god måde. Og samtidig tage hånd om de medarbejdere, der sidder tilbage.

Hvordan du griber opgaven an, vil altid afhænge af den konkrete situation. Der er dog en række generelle overvejelser, du med fordel kan gøre dig  – uanset om du skal opsige en enkelt medarbejder eller flere medarbejdere i en opsigelsesrunde.


Lederguide: Sådan opsiger du medarbejdere

I denne guide har vi samlet en række gode råd fra vores ledelsesrådgiver Flemming Andersen.

Sådan opsiger du medarbejdere

Opsummering i punktform:

  • Tænk hele processen igennem, inden du indkalder til opsigelsessamtale. Vi har opdelt processen i et før, under og efter
  • Overvej om det er den rette beslutning. Har du gjort, hvad du kunne, for at rette op på situationen?
  • Hav styr på juraen og vær skarp på begrundelsen – ellers kan det koste virksomheden dyrt
  • Sørg for at have planlægningen på plads. Også den fratrædelsespakke du vil tilbyde. Send en formel indkaldelse, book et afsides lokale og sæt god tid af
  • Under samtalen bør du holde dig til planen og formulere dig kort og præcist. Vær lyttende, rolig og nærværende
  • Gennemgå opsigelsesbrevet og tilbyd den opsagte medarbejder en opfølgende samtale. Efter opsigelsen bør du fokusere på de resterende medarbejdere. Orienter dem om situationen og vær opmærksom på deres trivsel i hverdagen