Om det robuste og om det skrøbelige

Den 5. januar 2016 har Lederne følgende overskrift ”Ledere skal ikke forbruge men skabe robuste medarbejdere”.

Dernæst forklares det i følgende vignette:
“Mental robusthed er det nye buzzword på arbejdsmarkedet. Virksomheder efterspørger i stigende grad medarbejdere, der er robuste og kan klare et hårdt og omskifteligt arbejdsliv uden at bukke under. Den gode leder nøjes dog ikke med at ansætte hårdføre folk, men hjælper alle medarbejdere med at udvikle den robusthed, som vil få dem til at trives bedre i arbejdslivet.”

I en artikel i Ledelse i Dag med titlen “Der er forskel på robusthed og robusthed” skriver lektor Peter Hagedorn-Rasmussen: ”De mellemledere, der klarer sig godt, formår at imødekomme de tre ingredienser af robusthed: De møder realiteterne med en stærk accept af virkelighedens udfordringer; har en rodfæstet tro på, at det nok skal gå, og har en fantastisk evne til at improvisere.”

Efter min mening er der her tale om to ting. For det første et misbrug af begrebers betydning. Dernæst udviklingen af et fatalt ledelseskoncept.

Lad mig først tage fat i betydningen af begrebet ”robust” og hermed naturligt i dets antonym ”skrøbelighed.”

1. Hvad betyder ”robust” egentlig?
”Robust” kommer af latin ”robustus”, der betyder ”så stærk som egetræ”, fra ”robur, robus”, hårdt tømmer, styrke, men især med reference til den hårde type egetræ, der har rødt ved, af latin ”robur”, ”rød”, og også findes i ordet ”rust”.

Egetræ er et stærkt og smukt materiale, og noget af det hårdeste og mest holdbare træ, der findes. Men bøgen vandt over egen i vores skove, fordi den hurtigere formåede at vokse op i lyset. Jeg havde engang en violin af egetræ. Den klang som den, der blev fisket op fra Titanics bund – som en våd gulvklud. Egen kan meget, men egetræ kan ikke synge, ikke klinge, ikke respondere. Det er det organiske materiale, der kommer tættest på det uorganiske.

Derimod kommer ordene ”tro” og ”troskab” fra roden *dru-, der betyder hård som træ, sikkert atter egetræ. Den robuste udmærker sig dog ikke nødvendigvis ved trofasthed eller ved sin troskyldighed, endsige ved sin troværdighed og sin evne til at vække og give tillid. Her dækker rusten formodentligt over det fine metal i selvbeskyttelsens navn.

Den robuste er måske råstærk, men mellem den råstærkes fingre knuses det sarte, og den kraftige hånd er ofte fummelfingret. Det slagkraftige, drøje og seje kan bruges i mange sammenhænge, hvor fysiske anstrengelser indgår i brugen af værktøj, men mellem mennesker fungerer det ofte som en elefant i en glasbutik. Og både det håndfaste og det hårdhændede er ved at blive overflødigt i en tid, hvis celler består af chips og hvis puls tælles i nanosekunder.

Den robuste er stadigvæk massiv i materialet, og vader hen over alt uden forbehold.
Han lægger ikke mærke til ret meget og især ikke til det væsentlige og til det, der arbejder under overfladen, til det, der er skrevet med småt.

Den robuste er ofte egoist, selvhævdende, til tider brovtende, og ikke mindst selvretfærdig. Han har altid ret. Han har den stædiges programmerede og tidsindstillede retningssans. Han er stejl, stivnakket, trodsig, et tidselgemyt.

Hvorfor skulle disse egenskaber, kendetegnet af det tykpandede og massive, skabe den modtagelighed, der gør det muligt at acceptere virkelighedens udfordringer? Forudsætningen er jo først og fremmest, at man kan fornemme og formulere det virkelige, det som man – ifølge ordets rod – selv er med til at skabe. Men hvorfor skulle robuste mennesker have større selvindsigt end andre? Afskærer de ikke forbindelsen til den rigdom, de har indeni?

Den rodfæstede tro på, at det nok skal gå, har et fint fransk udtryk ”après nous le déluge”, ”efter os syndfloden”. Ja, de robuste kan sagtens klare at stå i vand til knæene. Og hvis nogen skulle tro, at handlekraft har med robusthed at gøre, så skal de tro om igen, for den handlekraftige er den, der i begivenhedens øjeblik ved, at han må lade, som om alle hans erfaringers enorme arsenal kan presses sammen til en skrøbelig bold, som han slynger mod et mål, som han ikke ved, om han kan ramme. Fra alle store politikeres og militærfolks beslutninger ved vi, hvor meget skyld den, der beslutter, er tynget af, før og bagefter. Og skyld er synonym for skrøbelighed og for indsigt – i sig selv og i virkeligheden udenfor.

Improvisation kender vi fra kunsten, men robuste kunstnere fanger ikke tonerigets uendelige nuancer, farvernes rige spil i tingenes overflade, eller alle de lag, der venter i ordenes indre – og det af den simple grund, at intensiv erfaring beror på meget lave smertetærskler. Improvisation forudsætter en overudviklet evne til at lytte til de andre, til det endnu ikke virkeliggjorte, det, der er på vej; til at læse mellem linjerne; og til at se ansigt til ansigt. Skrøbelighed er det skabende menneskes skæbne. Robusthed er en – forhåbentlig – kortvarig tilstand af bedøvelse og glemsel.

Med andre ord: Hvis du skal have tømt en lastbil, så hyr en flyttemand. Hvis du vil have udtømt organisationens muligheder, så ansæt hypersensitive.

2. Hvad betyder ”skrøbelig” egentlig?
”Skrøbelig” kommer sandsynligvis af det at ”skrubbe”. Billedet bag er muligvis et fad, der er blevet renset så tit, eller en krukke, der er blevet poleret så indstændigt, at overfladen er blevet tynd.

Ordet er muligvis forbundet med det at have ”skrupler”, fra latin ”scrupulus”, at ”have samvittighedsnag, føle sig usikker”, da det oprindeligt betyder ”en skarp sten i skoen.” Den skrøbelige har gudskelov anfægtelser, eftertanker, og ikke mindst et levende håb om at blive styrket.

Den skrøbelige er ikke ”fragil”, ”moralsk svag”, men sart, følsom, modtagelig og til tider sprød, nærtagende, men ikke nødvendigvis svag. Hun er ekstremt følsom, men ikke irritabel. Hun er dømt til en skærpet opmærksomhed, til at se det, som andre ikke ser. Det er nemlig muligt at være skrøbelig på en sags vegne, og på andres. Den skrøbelige er medfølende. Hun er lydhør, på medhør i de andres indre tale, hun er indfølende, indlevende og blid, men også sårbar og nærtagende. Måske kan det komme så vidt, at man begynder at tale pænt til hinanden på grund af hende. Ja, endog at tale rigtigt sammen.

3. Midler og mål i lederskab
Filosoffen Alison McIntyres har et princip, som hun kalder ”The principle of double effects”:

”The principle of double effect represents the notion that causing harm as a side effect of bringing about some desirable effect may be permissable as long as harm is not being caused as a means to bringing about the desirable effect ” [1]. Dette kan ses som det ledelsesmæssige princip for at forudsætte robusthed hos medarbejderne. Den ønskede effekt er effektivisering, den tilføjede skade er blandt andet stress, der naturligvis ikke i sig selv som tilstand er formålet med at effektivisere. Ergo søger ledere på politikernes og administrations foranledning efter distinktioner, der kan gøre skaden håndterbar. Da denne er af psykisk art, bliver det en ”naturlig” konsekvens at udvikle begreber for medarbejdernes ”mentale materiale”. Dermed kommer distinktionen mellem skrøbelighed og robusthed ind. Skaden vil nemlig, ifølge visse huserende opfattelser, kun tilføjes, såfremt medarbejderne tilhører kategorien af skrøbelige. Hvis denne ikke naturaliseres som uafvendelig disposition, kan den ses som en tilstand, der kan afværges. Men denne afværgemanøvre tilfalder oftest medarbejderne selv som isolerede individer – uanset eventuel senere, reparerende indsats fra organisationen selv, fra fagforeninger og fra sundhedssystem. Skrøbelighed bliver derved en individuel kategori, og opfattes ikke som en relation mellem medarbejdere, det vil sige som et spørgsmål om organisationens kulturelle niveauer. Skrøbelighed er dit problem, og robusthed er lederens måde at anskue dig på som den, der vil være i stand til at overvinde den.

Det første, vi nu må spørge om, er: Skal den overhovedet overvindes? Svaret er nej. Den dygtige leder kan skelne mellem alle de mange typer af skrøbelighed og afkode deres årsager og virkninger. Den begavede leder kan forløse skrøbeligheden for organisationens skyld.

Her skal et yderligere aspekt tilføjes: Robusthed og skrøbelighed er allerede buzzwords i en anden sammenhæng. Den libanesisk-amerikanske skribent, forsker, statistiker, og særdeles succesfuld handler med værdipapirer, Nassim Nicholas Taleb er blevet verdenskendt for sit arbejde med tilfældighed, sandsynlighed og usikkerhed, især med bestselleren fra 2007 The Black Swan. Bruger vi Talebs koncept om ”antiskrøbelighed” kan vi få en alternativ vinkel på forholdet mellem robusthed og skrøbelighed. ”Robust” er umiddelbart et antonym for ”skrøbelig”, men for Taleb repræsenterer det robuste midten af en skrøbelighedsskala, der går fra skrøbelig til antiskrøbelig. Det robuste evner at modstå skade, hvorimod det antiskrøbelige evner at gøre skade produktiv. I en arbejdsorganisatorisk og ledelsesmæssig kontekst vil antiskrøbelighed da netop ikke betyde evnen til at overhøre de virkninger, der kalder på robusthed, og dermed skabe forestillinger om en mental elefanthud, men derimod om at optimere sensitivitet og udnytte dens potentiale. Det er det, ledere skal lære.

Vi kan bedre forstå disse distinktioner, hvis vi benytter en simpel model af erfaringen udviklet af den græske filosof Epikur og meget almindelig som måde at begribe vores egen forståelseskapacitet på:

Ifølge hans ”Brev til Herodot” består erfaringen af tre elementer: Sansning, forestillinger og følelser.

Ved skrøbeligheden er sansningen og følelsen meget højt udviklede, vi ser og hører mere end gennemsnittet, vi føler stærkere. Samtidig vil visse forestillinger være stærkere udviklet, eksempelvis evnen til at fornemme den anden persons væsen og til at begribe situationen, til at fange helheder og trends, samt bagtanker og skjulte dagsordener. Den optimale medarbejder eller leder formår at skabe en praksis for sansning, brug af forestillinger og mobiliseringen af følelser, der skaber en frugtbar og modtagelighedsdygtig syntese, der bruger vores evne til nærvær, til at være et hestehoved foran os selv. Der følges spor, der vejres, man er på vej med handlinger, der i deres væsen har vægt. Den menneskelige vægt og tyngde – som vi søger hos ledere – er – måske kontraintuitivt – det modsatte af robusthed, for den åbner en vej. 

Hvis robustheden skal betyde en evne til at nedtone denne intensitet, er den destruktiv i stort set alle sammenhænge – selv i krig, hvor kun de soldater med et overdrevent udviklet sanseapparat og evnen til at benytte det har store chancer for at overleve [2].

4. Kæmpeøglerne var de mest robuste væsener, vi har kendt, men hvor er de blevet af?
Med andre ord, i langt de fleste tilfælde vil den analoge brug af ”robusthed” på mentale tilstande korrelere med ordene ”hårdhudethed”, ”forstokkethed”, ”stædighed”, ”upåvirkelighed”, ”stupiditet” eller ”dumhed” – som allerede nævnt. Ud fra samme kriterier er den ”hårdføre” netop ikke robust, men en hypersensitiv, der er i stand til at bruge sin skrøbelighed som en ekstra force. I øvrigt betyder ”hærdet” også indirekte ”skrøbelig”, da hærdetheden metaforisk kan ses som en funktion af den dybdegående bearbejdning af et materiale, der gør det stærkt og skinnende – det er blevet ”skrubbet” således, at lyset kan nå ind. Hvor den robuste ligger på søens bund og bliver hårdere og hårdere og mere og mere rødlig.

Dertil kommer, at for så vidt robusthed skal sættes som et synonym for ”modstandsdygtighed”, så negerer det den spontant formidlede betydning af ”hårdfør”, da det, der overlever, er alt andet end robust, men netop i stand til at indoptage det, der truer, således, at der sker en opfindsom tilordning til de betingelser, det sætter. Den robustes mentale og programmatiske konservatisme gør, at han og hans slags uddør eller får andre til det. Han er immun over for overlevelsesstrategien ”mimicry”, at smelte sammen med omgivelserne. Den resiliente handling slår tilbage (ordet deler rod med salto mortale), forvandler forsvar til angreb. Men den ser ofte bort fra tabene. Den robuste handling indebærer en stædig fastholden af en tragisk restauration.

Denne ”negative” eller ”destruktive” form for robusthed er som nævnt meningsløs eller kontraintuitiv ved arbejdsfunktioner, der indebærer omsorg for andre, lige fra hjemmehjælperen til HR-chefen. Hvis den robuste faktisk besad iagttagelsens, opmærksomhedens, forståelsens og fortolkningens gave, så skulle han altså kunne slå den fra efter strategisk behov. Dermed er den robuste opportunist, og som regel ekstrem egoist – ja, muligvis ”psykopat”. Hvis han derimod i kommunikationen med kollegaen og sine medarbejdere – hvis han er leder – kan afparere, overhøre, og overse de udtryk, der er for ubehag, fremmedgørelse, overdrevent pres, og retfærdig harme, udmattelse og manglende håb, så er han den perfekte maskine til at tromle kravene ovenfra igennem uden at tage sit ansvar for medarbejderne alvorligt. Med andre ord: Stress er ikke mindst skabt af ledere, der tror, de kan agere robust, og at deres medarbejdere vil kunne det samme.

Identificerer vi omvendt robusthed med anti-skrøbelighed bliver det da i denne kontekst evnen til at kunne bære sin egen sensitivitet og udnytte den optimalt til at fremme produktion, innovation og service gennem omsorg, indlevelse og indsigt.

Det robuste bliver da positivt udnyttelsen af skrøbeligheden forstået som ”tyndhudethed” til at arbejde mere omhyggeligt, mere selv-krævende, mere selvopmærksomt, mere fantasifuldt – ved servicefunktioner og plejefunktioner mere ”etisk” fantasifuldt – mere skabende og med større åbenhed over for kolleger og medarbejdere.

5. Professionalismens janusansigt
Det vil derfor fra dette perspektiv være ganske misvisende at identificere robusthed med ”professionalisme”, for så vidt dette begreb forstås som et udtryk for en distance mellem person og menneske i arbejdet, eller mellem rolle og engagement.
”Professionalisme” må derimod underordnes kategorien ”nærvær”.

Begrebet ”professionalisme” er et substantiv afledt af adjektivet ”professionel”, der igen er afledt af substantivet ”profession”. Dette ord betyder oprindeligt noget helt andet end den måde, vi er vant til at anvende det på. Det stammer fra omkring 1200 og er et begreb fra den kristne middelalder, der betyder ”det kompleks af eder som man aflægger ved indtrædelsen i en religiøs orden.” Dette indebærer, at det, enhver ordens væsen tro, først og fremmest betyder forpligtelsen til at tjene. ”Servus servorum” siger paven ved sin tiltrædelse og bøjer sig mod folket på Peterspladsen. Jeg er ”tjenernes tjener”.

Da ordets latinske rod er verbet ”profiteri”, ”at erklære i fuld åbenhed”, og da denne erklæring består i at forpligte sig på at prøve at opnå den maksimale kunnen inden for sit fag, så er det en markør for alt andet end en distanceret holdning, medmindre denne er begrundet i en beskyttende etos – den protoindoeuropæiske rod af verbet er ”*bha-”, at tale, fortælle, sige, altså at indvi andre i sine motiver, fordi man kan være dem bekendt.

I hele den offentlige sektor vil professionalisme henvise til et kald, for så vidt ”offentlig” kommer af latin ”officium”, der betyder ”pligt” – også ordet ”officers” oprindelse. I denne pligt er, hvad angår alle fag inden for sundhedssektoren, holdningen ”cura”, latin for ”omsorg”, det bærende – jævnfør lægeløftet og løfter afgivet af andre typer af sundhedspersonale.

”Robusthed” vil da i denne kontekst betyde forpligtelsen til at anvende og udforske sin skrøbelighed på klientens og patientens vegne uden at tænke på konsekvenserne for sig selv.

I en organisation, hvor lederen ikke støtter den refleksions- og indfølingsproces, vil professionalisme og robusthed korrelere med ”ligegyldighed” og ”beregnet, doseret indsats”, med holdninger om ”normeret indsats” og ”arbejd efter reglerne.”

Da al omsorg handler om at vove, at lade sig gå på af det, der sker den anden, er robusthed kontraintuitiv og destruktiv for den kommunikation, hvis formål er at helbrede og genopbygge.

Dette kan sådan set overføres analogt til den materielle produktion, da innovationens og omhuens væsen ligner hinanden ved, at engagementet – et ord, hvis rod betyder ”højtideligt løfte” – målrettes. Denne målrettethed er kun mulig, fordi den foregribes af en intens opmærksomhed.

I den mere end livsvigtige situation, der handler om at bevare kloden, er det centrale udviklingen af en praksis, hvis forudsætning er indsigten i virkningerne af vort samspil med naturen. Altafgørende er her at kunne begribe, og dermed gribe de uønskede virkninger, som selv den mest renhjertede indgriben i naturen har. At erkende disse uønskede bivirkninger er ekstremt kompliceret, da alle teknologiske anstrengelser har sådanne. Forståelsen af den skrøbelighed som naturens system besidder, og den skrøbelighed som er enhver teknologisk formidlet indgribens forudsætning, er vitalt. Resiliens er fatalt, hvis den ikke agerer skrøbeligt over for det, som den af hjertet forstår, er ultra-skrøbeligt.

Hvis ”robusthed” da skal give mening som en særlig professionel holdning, så vil det betyde at formå at rette sin opmærksomhed mod det væsentlige på trods af forstyrrelser, fristelser, anfægtelser og dårlige ledelsesanvisninger.

Hvis idealet er at blive ledet af, og at lede robuste, så er vi altså kommet derhen, hvor blinde anfører blinde.

Dybest set gavner det vel ikke nogen?

 _____________________________________________________

Noter

1. Alison McIntyre: Doctrine of Double Effect. The Stanford Encyclopedia of Philosophy. Winter 2014 Edition. Edward N. Zalta (ed.)

2. Ernst Jüngers bestseller om første verdenskrigs slagmark ”In Stahlgewittern (I uvejr af stål)” og hans ”Krigsdagbøger”.