Lederdrømmene lever hos mange danskerne

Næsten hver tredje dansker, som er i fuldtidsbeskæftigelse, har et ønske om at blive leder indenfor de næste fem år. Det viser en analyse fra Lederne. Men usikkerhed om egne evner og om, hvad det vil betyde for deres arbejdsliv, får mange til at tøve med at realisere lederdrømmene. Nu skal nye værktøjer hjælpe dem på vej.

Op mod en halv million danskere drømmer om at blive ledere, men har svært ved at realisere drømmene. En analyse foretaget af Holst Mouritzen for Lederne, landets største faglige organisation for ledere, viser således, at cirka 31 procent af de adspurgte 20-55-årige i fuldtidsbeskæftigelse har et ønske om at blive ledere indenfor de næste fem år. Det svarer til cirka 470.000 personer.

”Det bekræfter, at der er en stor, potentiel fødekæde af kommende ledere ude på arbejdsmarkedet. Og det er særlig positivt med tanke på, at vi de kommende år får brug for mange nye, kreative og fremsynede ledere, når vi skal håndtere de mange udfordringer, vi og dansk erhvervsliv står overfor,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør hos Lederne.

Tidligere undersøgelser har ellers vist, at især unge er tilbageholdende med at prøve ledergerningen. En tøven, som også kommer til udtryk i den nye undersøgelse. Her har man ligeledes spurgt, hvilke forhindringer deltagerne ser, når drømmene skal realiseres. Blandt andet svarer 53 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de tvivler på, om de har tilstrækkeligt med lederkompetencer eller -erfaring, mens 39 procent tøver af frygt for, om de kan klare presset som leder mentalt.

”Det er fuldt forståeligt med tanke på historierne om det hårde pres, danske ledere er udsatte for. Men i virkeligheden kan vi se, at langt hovedparten af vores medlemmer er glade for og trives med ledergerningen. Derfor er der brug for at gøre op med fordommene om lederlivet og klæde fremtidens ledere på, så vi kan få fjernet den usikkerhed, som præger dem,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Konkrete værktøjer

I januar lancerede Lederne derfor organisationen Lederne Spring, som netop henvender sig til de danskere, der går rundt med en leder i maven. Og denne uge præsenterer Spring bl.a. et nyt, digitalt værktøj, Lederprofilen, som skal hjælpe potentielle ledere med at kortlægge deres egen profil som leder. Og flere værktøjer følger efter senere.

”Arbejdsmarkedet står overfor store forskydninger de kommende år, hvor vi frem mod 2030 eksempelvis vil se, at antallet af personer på arbejdsmarkedet med akademisk baggrund vil vokse med næsten 250.000. Derfor er det vigtigt, vi sikrer, at ikke mindst denne gruppe vælger at forfølge en karriere som leder.”

”Som faglig organisation skal vi leve op til vores ansvar for at hjælpe den næste generation af ledere godt i gang med udgangspunkt i den store erfaring, vi har i kraft af vores nuværende medlemmer på alle ledelsesniveauer. Ledelse er et fag, som skal tages alvorligt, og vi har forpligtet os til at sikre, at fremtidens ledere føler sig klar og trygge til at løfte opgaven,” fastslår Bodil Nordestgaard Ismiris.

 

Fakta om undersøgelsen

  • Konsulenthuset Holst Mouritzen har på vegne af Lederne gennemført undersøgelsen blandt 1.000 danskere i et repræsentativt befolkningsudsnit blandt fuldtidsansatte i alderen 20-55 år, som ikke har en lederstilling.
  • Tallet på 31 procent svarer til den procentandel, der har svaret ja på spørgsmålet ”ønsker du at blive leder indenfor de næste 5 år?”.

Læs mere om Lederne Spring her!