Årets leder 2023 er Jens Bjørn Andersen fra DSV

Direktøren har skabt en af landets største erhvervssucceser på et fundament af motiverende og anerkendende ledelse – og sat sig for, at DSV også skal være grøn.

14. november 2023

Jens Bjørn Andersen fra DSV er Årets Leder 2023

Jens Bjørn Andersen er netop blevet kåret til Årets Leder 2023, en pris som Lederne, landets største faglige organisation for Ledere, uddeler for 22. gang.

Prisen blev overrakt på Ledelsens Dag af Ledernes administrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris, der også har været en del af fagjuryen bag prisen.

”Jens Bjørn Andersen er Årets Leder, fordi han med enorm økonomisk succes har været med til at skabe en af verdens største transportkoncerner og samtidig går forrest for at dreje en ellers klimatung branche i en mere bæredygtig retning,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Juryen bag prisen består af syv fremtrædende ledelsesprofiler og der var ingen tvivl om årets vinder:

”Jens Bjørn Andersen er indbegrebet af en topleder, der forstår sin organisation indefra og har arbejdet hårdt. Der er ikke mange som ham i Danmark, og jeg synes, han er en rollemodel på synlighed og personlighed i sin kommunikation”, siger jurymedlem Marianne Kirkegaard, executive chairman, Baker & Baker.

”Jens Bjørn Andersen er lykkedes med at skabe en særdeles succesfuld global virksomhed, og han forstår sin virksomheds grundfaglighed, hvilket har stor værdi. DSV får desuden danske værdier ud at leve i en global sammenhæng, samtidig med at de løser en fundamental opgave – for ting skal jo transporteres. Når DSV dertil sætter sig ambitiøse klimamål, så får vi alle en grønnere verden,” siger Bjarne Corydon, jurymedlem og CEO og chefredaktør, Dagbladet Børsen.

Jens Bjørn Andersen var stolt allerede, da han blev nomineret til Årets Leder og tog taknemmeligt imod prisen:

”Jeg ser prisen som en flot anerkendelse af DSV. Som topleder er man lidt mere eksponeret, men resultaterne er noget, vi opnår i fællesskab. Jeg ser derfor prisen som en anerkendelse af hele DSV,” siger Jens Bjørn Andersen.

Læs portræt af Jens Bjørn Andersen på lederstof.dk

BLÅ BOG

Jens Bjørn Andersen

  • Født 1966. Bor i Charlottenlund nord for København.
  • Begyndte sin karriere som speditørelev hos Samson Transport i 1988.
  • Første lederjob i 1992 inden Samson blev opkøbt af DSV. Siden forskellige lederstillinger i DSV i Norge og England.
  • I 2007 administrerende direktør for DSV Road Holding og fra 2008 administrerende direktør for hele DSV.
  • Bestyrelsesposter i blandt andet Danmarks Nationalbanks Repræsentantskab, Nordea-Fonden og Børnecancerfonden.
  • Jens Bjørn Andersen stopper som direktør i DSV til september 2024, hvor han afløses af Jens H. Lund.

Om prisen Årets Leder

Årets Leder er Danmarks største og mest fornemme lederpris. Den overrækkes hvert år på Ledelsens Dag og udpeges af en Lederjury bestående af nogle af landets mest erfarne topledere.

Prisen som Årets Leder går til en dansk topleder, der har leveret fremragende resultater gennem sin ledelse. Med prisen hyldes en leder, som har udvist ekstraordinære evner til at gøre en forskel med sin ledelse. En forskel som kan ses på flere bundlinjer. Årets leder sætter aftryk på verden omkring sig. Årets Leder går foran, både når det gælder udvikling af virksomheden, og når det handler om at bidrage til løsninger på nogle af de kriser, vi som samfund står midt i.

Lederjuryen sætter med prisen fokus på toplederen, som kan levere økonomiske resultater, lede bæredygtigt og har et aktivistisk mindset.

Udover Jens Bjørn Andersen var de nominerede i år:

  • Katrine Winding, direktør Erhvervsstyrelsen
  • Marie Storkholm, cheflæge Regionshospitalet Horsens
  • Jakob Riis, CEO Falck

Juryen bag Årets Leder 2023

Bjarne Corydon, CEO og chefredaktør, Dagbladet Børsen

Eva Zeuthen, partner og bestyrelsesmedlem, Zeuthen Storm

Christian Jensby, CEO Deloitte

Pia Søltoft, forfatter, præst, ph.d. og ledelsescoach

Marianne Kirkegaard, executive chairman, Baker & Baker

André Rogaczewski, CEO og Co-founder, Netcompany

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Tidligere vindere af prisen som Årets Leder

2022: Sheela Søgaard, CEO BIG

2021: Kasper Hjulmand, træner for herrelandsholdet i fodbold

2020: Lars Fruergaard Jørgensen, CEO Novo Nordisk

2019: Mads Nipper, CEO Grundfos

Yderligere information

Dorthe Kandi

Konst. pressechef hos Lederne

Telefon: 23 99 49 62

E-mail: dka@lho.dk