Du får løntillæg for afskaffet store bededag

I år vinker vi farvel til store bededag som helligdag – og får dermed en ekstra arbejdsdag. Det betyder, at du som månedslønnet lønmodtager skal have et løntillæg. Få et overblik over, hvor meget du skal kompenseres.

16. januar 2024

Lønberegner: resultat

Store bededag er nu en helt almindelig arbejdsdag, det blev besluttet i Folketinget den 28. februar 2023.

De almindelige løn- og ansættelsesvilkår, som gælder på almindelige arbejdsdage, vil altså fremover også gælde den fjerde fredag efter påske. Derfor skal du selvfølgelig også have løn for den ekstra dag, du arbejder.

Som månedslønnet lønmodtager bliver du fra 1. januar 2024 kompenseret med et løntillæg på 0,45% af din årlige løn.

Er du timelønnet får du ikke et tillæg, men i stedet løn for de timer du arbejder.

Kompensation for St. Bededag gælder for alle lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Selvstændige konsulenter og administrerende direktører er ikke omfattet af loven.

Hvordan udregnes løntillægget?

Løntillægget regnes ud fra din almindelige løn.

Din arbejdsgivers bidrag til pension og faste tillæg – det gælder forskudsstillæg, vagttillæg og rådighedstillæg – er også en del af beregningen af dit løntillæg.

Betaling for overarbejde, bonus, aktieoptioner og ferietillæg indgår ikke i beregningen.

Holder du ferie med løn eller er du på barsel med løn har du ret til samme tillæg, som hvis du var på arbejde. Det gælder også, hvis du er på barsel med dagpenge.

Hvornår udbetales løntillægget?

Din arbejdsgiver kan vælge enten at udbetale dit løntillæg månedligt sammen med din normale løn eller at udbetale løntillægget to gange årligt sammen med din løn for maj og august.

Hvis du fratræder din stilling, har du stadig ret til at få udbetalt det tillæg, du har opsparet siden sidste udbetaling af løntillægget – dvs. med en såkaldt forholdsmæssig andel. Det gælder også, hvis du fratræder før store bededag, hvor du ellers skulle have arbejdet den ekstra dag.

Kan jeg få fri i stedet for løntillægget?

Hvis din arbejdsgiver vælger at holde fast i store bededag som en betalt fridag, selvom helligdagen er afskaffet, skal du som månedslønnet stadig have dit løntillæg på 0,45%.

Din arbejdsgiver kan altså ikke slippe for at betale løntillægget ved at give dig fri i stedet for.

Vær opmærksom på løntillægget ved lønforhandling

Skal du forhandle løn med din chef eller har du fået nyt job, skal du huske løntillægget.

Vær opmærksom på, om løntillægget er en del af en samlet lønregulering – eller bliver det lagt oveni. Får du fx en lønstigning på 2,5% inklusiv tillægget eller eksklusiv tillægget?

Her skal du huske, at tillægget reelt set ikke skal blandes sammen med en aftalt lønstigning, for tillægget dækker forøgelsen af din arbejdstid, som du får, fordi du mister en fridag.

Har du brug for juridisk rådgivning?

Som medlem af Lederne kan du benytte dig af vores juridiske rådgivning og få svar indenfor 24 timer på hverdage.