DI og Lederne går sammen om at skabe større kønsdiversitet

Vi har brug for at styrke ligestillingen og få flere kvinder i det danske erhvervsliv, på ledelsesgangene og i bestyrelser. Derfor har Dansk Industri og Lederne sammen lanceret et nyt læringsunivers med inspiration og værktøjer til, hvordan virksomheder og ledere arbejder med kønsdiversitet.

04. marts 2022

Det står skidt til med ligestillingen i Danmark, og selvom der er lige mange kvinder og mænd i vores land, så er kun 14 % af CEO’s kvinder. Og som det ser ud nu, så har vi først en lige fordeling af mænd og kvinder i topledelse om 39 år. Det både skal – og vil vi - kunne gøre bedre. Derfor har vi netop i fællesskab lanceret et nyt læringsunivers med masser af inspiration og værktøjer til, hvordan virksomheder og ledere arbejder med større kønsdiversitet.

Besøg det nye læringsunivers om kønsdiversitet

Alle talenter skal i spil
Vi mangler kvinder i dansk erhvervsliv – og det er et stort problem for Danmark. Derfor skal vi have alle talenter i spil til gavn for innovation, produktion og trivsel.

Sammen repræsenterer Dansk Industri og Lederne en stor del af Danmarks virksomheder og ledere, og vi tror på, at vi sammen kan gøre en verden til forskel – og komme hurtigere i mål med ligestillingen, så vi ikke skal vente 39 år med at se en lige fordeling af mænd og kvinder i topledelse i danske erhvervsliv.

Her kan du høre Dansk Industris CEO Lars Sandal og Ledernes CEO Bodil Nordestgaard Ismiris fortælle om indsatsen og læringsuniverset – og hvorfor det kan være en rigtig god ide at være bevidst om sine egne bias, når man for eksempel ansætter eller forfremmer.