Det skal være slut med sexchikane på arbejdspladsen
Der skal ske et opgør med sexchikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen – og her er Ledernes Hovedorganisation med til at gå forrest.
22. januar 2021
I Ledernes Hovedorganisation mener vi, at vejen hen mod chikanefrie arbejdspladser handler om sund, god og professionel kultur, mere end den handler om lovændringer: - Derfor går Ledernes Hovedorganisation forrest med nye værktøjer og indsatser målrettet ledere, der netop understøtter en sund og professionel kultur. Seneste skud på stammen er et helt nyt digitalt læringsforløb om forebyggelse og håndtering af sexchikane, som tilbydes gratis til alle ledere i Danmark, siger politisk chef i Ledernes Hovedorganisation, Berit Toft Fihl.
Minister: "Bryd tabuet"
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling, Peter Hummelgaard, har aktuelt rakt ud til alle landets arbejdspladser med en opfordring om at bryde tabuet og tale med hinanden om respekt og værdier og sørge for klare retningslinjer i forhold til sexchikane.
Det glæder hos Ledernes Hovedorganisation, at ministeren bakker konkret op om indsatsen.
- I Ledernes Hovedorganisation er målet om chikanefrie arbejdspladser højt på dagsordenen. Sexchikane er et uvæsen, som ikke hører hjemme på danske arbejdspladser og vi er derfor parate til en indsats, som strækker sig over flere år, siger Berit Toft Fihl.