5 gode råd om IT-sikkerhed

I en tid med øget digitalisering er det fortsat vigtigt at begå sig sikkert på internettet og i IT sammenhænge. Her kommer ledelsesrådgiver Birgitte Alstrøms fem råd til IT-sikkerhed.

22. juni 2021

1. Beslut jeres IT-sikkerhedspolitik
Fastlæg jeres overordnede strategiske målsætninger og placering af det overordnede ansvar for virksomhedens IT-sikkerhed, og hvordan I vil rapportere udviklingen løbende. Det kan blot fylde et par sider.

2. Lav konkrete retningslinjer for jeres anvendelse af IT
Beskriv helt konkrete retningslinjer for, hvordan medarbejdere bør og skal interagere med de mange IT-systemer de dagligt er i berøring med. F.eks. om brug af email, password, download af filer og skærmdeling under videomøder. Gør det tilgængeligt og forståeligt, så medarbejderne let og sikkert kan indarbejde det i deres hverdag. 

3. Træn medarbejderne løbende i IT-sikkerhed
Brugerne af jeres IT-systemer udgør en potentiel IT-sikkerhedsrisiko. Sørg for at træne jeres medarbejdere løbende, så de får en øget bevidsthed og forståelse for IT-sikkerhed. Brug gerne meget praktiske og konkrete eksempler fra hverdagen, som medarbejderen nemt kan forholde sig til og huske efterfølgende.

4. Lav løbende en IT-risikovurdering
IT-systemer udvikler sig hele tiden, nye IT-systemer kommer til, og hackerne udvikler løbende nye metoder til at trænge ind i jeres systemer. Sørg for løbende at gennemføre en IT-risikovurdering i din virksomhed, hvor I kortlægger sandsynligheden for og konsekvenserne ved forskellige risici. Derved kan I lettere prioritere, hvilke løsninger I vil implementere for at sikre virksomheden yderligere. 

5. Tag ansvar udenfor egen virksomhed
Som leder har du et større ansvar end kun din egen virksomhed. Mange IT-systemer er i dag koblet sammen, så har I en lav IT-sikkerhed, så udsætter I måske også jeres samarbejdspartnere og kunder for en betydelig sikkerhedsrisiko. Så arbejd tæt sammen med jeres samarbejdspartnere og kunder om at identificere og udbrede evt. sikkerhedshuller.

Birgitte Alstrøm

Birgitte Alstrøm er en del af rådgiverteamet i Ledelse, Ledernes enhed for sparring og rådgivning af ledere. 

Hun har mere end 25 års erfaring som leder af digitale udviklingsafdelinger og -projekter i både danske og internationale virksomheder. 

Ansat hos Lederne side 2017.

Find hende på LinkedIn her