Tag snakken på arbejdspladsen og knæk canceren

Når en medarbejder bliver ramt af kræft, er det vigtigt, at medarbejder og leder tager den svære snak og sammen skaber de bedste løsninger for den syge og virksomheden.

23. oktober 2019

Af Lars Andersen, Arbejdsmiljøchef hos Lederne. Indlægget blev bragt i Avisen Danmark, som udkommer med en række jysk/fynske aviser, den 23. oktober 2019.

I denne uge er der igen i år fokus på en sygdom, som mange har eller har haft tæt inde på livet: kræft.

I løbet af et liv vil hver tredje dansker få kræft, og hvert år bliver omtrent 14.000 danskere i den erhvervsaktive alder ramt af den livstruende sygdom. Dermed er det relevant for alle arbejdspladser at forholde sig til sygdommen.

Her kan arbejdspladsen lette processen for både leder og medarbejder ved at have retningslinjer og en personalepolitik, der kan understøtte, at særlige hensyn og tiltag træder i kraft, når en medarbejder bliver alvorligt syg.

Lars Andersen, Arbejdsmiljøchef hos Lederne

I dag bliver mange heldigvis helbredt eller lever længere med kræften, og det stiller større krav til både ledere og medarbejdere, som sammen skal tage snakken om sygdomsforløbet og tidligt lave aftaler, der fx gør, at medarbejderen kan opretholde sine arbejdsopgaver, så længe vedkommende selv kan overskue det.

Åbenhed giver det bedste udgangspunkt for alle

Når en medarbejder rammes af en livstruende sygdom, vil det altid være medarbejderens eget valg, om og hvor meget vedkommende ønsker at dele sygdomsforløbet med arbejdspladsen og ledelsen.

Men det er til stor gavn for den videre proces, hvis medarbejderen tør være åben og huske på, at det er okay at være sårbar og acceptere, at det kan være svært at styre følelserne – især i begyndelsen af sygdomsforløbet.

Samtidig må lederen ikke være bange for at tage snakken, selvom den kan være svær. Lederen må og skal aldrig vende ryggen til problemerne. For åbenhed og dialog gør det nemmere for alle parter at håndtere situationen bedst muligt.

LÆS OGSÅ: Giv lederne bedre viden om sygemeldte

Det giver mulighed for at skabe de bedste løsninger for den syge medarbejder og kan bevirke, at arbejdet bliver en støtte, snarere end en byrde, i kampen mod kræften, fordi den kræftramte oplever fortsat at have værdi i virksomheden til trods for, at nogle arbejdsopgaver muligvis skal varetages af andre under sygdomsforløbet eller vedkommende kan være nødsaget til i perioder at arbejde på nedsat tid.

Den bedste løsning skal findes i et samarbejde

Mennesker reagerer ikke ens, når diagnosen lyder på kræft. Det betyder også, at der ikke er en præcis formel på, hvad der er den bedste løsning for den enkelte medarbejder.

Hvad den enkelte har behov for og hvilke hensyn, der skal tages, er en svær balance. For mens én kan opleve, at der bliver taget for lidt hensyn til vedkommendes situation, kan en anden opleve, at der bliver taget for meget hensyn, så den kræftramte bliver isoleret både arbejdsmæssigt og socialt. Det har ingen gavn af.

Derfor har medarbejder og leder en fælles opgave i sammen at finde løsninger, der tager de nødvendige hensyn til den kræftramte samtidig med, at arbejdspladsen får løst de akutte praktiske problemer et sygdomsforløb medfører.

LÆS OGSÅ: Drop berøringsangsten over for sygemeldte

Her kan arbejdspladsen lette processen for både leder og medarbejder ved at have retningslinjer og en personalepolitik, der kan understøtte, at særlige hensyn og tiltag træder i kraft, når en medarbejder bliver alvorligt syg. Den støtte kan have sin meget store fordele i den svære situation, alvorlig sygdom er, hvor tvivlen ofte råder.

Der ligger også en opgave hos kommunen og den praktiserende læge, som kan hjælpe den kræftramte og lederen med viden og erfaring, der kan lette de praktiske og administrative beslutninger omkring arbejdet og den syge.

Og den hjælp er nødvendig, hvis den kræftramte skal have de bedste forudsætninger i kampen mod kræften – og i tiden efter.

Kontaktoplysninger

Diana Bergenser
Diana Bergenser
Presse- og analysekonsulent
Mobil: 2399 4962
E-mail: dib@lho.dk
Lars Andersen
Lars Andersen
Arbejdsmiljø- og ligestillingschef
Mobil: 2428 2481
E-mail: la@lho.dk