Socialt EU-udspil kan bryde med 120 år gammel dansk tradition

Det gælder eksempelvis Kommissionens forslag om at indføre såkaldte livslange læringskonti, hvor den enkelte løbende skal spare op til efteruddannelse. Det kan være en god idé i et land, hvor der ikke er et veludviklet system for videre- og efteruddannelse men overflødigt i Danmark.

Et andet forslag fra Kommissionen går på, at ledere ved en ansættelsessamtale skal forbydes at spørge til en ansats tidligere løn. Det er svært at se, hvad godt det vil føre med sig. Og hvorfor skal det sanktioneres fra Bruxelles, hvilke spørgsmål, der må stilles til en jobsamtale i Danmark?

Desværre er der ingen grund til at tro, at lovmaskinen stopper her. Listen over spørgsmål, der ikke må stilles ved en ansættelsessamtale, kan formentligt udvides. Ingenting synes for småt til ikke at kræve en styring fra Bruxelles.

Visse af forslagene fra EU-Kommissionen er direkte forstyrrende eller endda ødelæggende. Det gælder ikke mindst forslaget om en lovbestemt mindsteløn i alle medlemslande. Hvis det forslag bliver til virkelighed, vil det betyde et opgør med mere end 120 års dansk tradition for, at lønnen fastsættes gennem aftaler mellem parterne på arbejdsmarkedet. 

Fælles for alle disse forslag fra Kommissionen er, at de vil medføre ekstra bøvl, bureaukrati og indskrænkning af ledernes selvbestemmelse. Og så giver de en masse arbejde til de politikere, der kan ende med at skulle omsætte dem til lov. I øjeblikket har beslutningstagere svært nok ved at nå at implementere de beslutninger, der allerede er taget, heriblandt barselsdirektivet.

Derfor kan vi kun opfordre EU-Kommissionen til at skrue ned for den lovmaskine, der på det sociale område har kørt på højtryk det seneste års tid.

I stedet for at fremsætte det ene forslag efter det andet, er Kommissionen nødt til at tage hensyn til, at EU-landene, lige som resten af verden, står i en økonomisk krise, hvor der er brug for at holde fokus på økonomisk genopretning. Det skal selvfølgelig ske socialt retfærdigt og på en måde, så uligheden ikke vokser unødigt. Men løsningen er ikke lovgivning fra Bruxelles ud fra tesen om, at one size fits all.

I stedet ville det klæde Kommissionen at starte med at fremsætte klare udtalelser og bestemte henstillinger og dermed udstikke rammerne, som vi i de enkelte lande kan arbejde indenfor. Vi skal nok lytte, forstå og finde vej til at handle.

Gennem løbende monitorering og overvågning kan kommissionen så følge udviklingen i de enkelte lande og nudge de regeringer, som af forskellige årsager måtte sakke bag ud med de, i øvrigt udmærkede, initiativer, som Kommissionen har varslet. Det vil bidrage til en positiv social udvikling, hvor der er brug for det, uden samtidig at forstyrre i de lande, hvor der i dag allerede er velfungerende systemer inden for social- og arbejdsmarkedsområdet.