Mange politikere har tv-kameraer i hælene fra de vågner, til de går i seng. De bliver mødt af drilske og kritiske spørgsmål fra både journalister og politiske modstandere, og ind i mellem løber det af med dem.
De kan blive usaglige i deres angreb på politiske modstandere, udstede løfter, de ikke kan holde, eller gå til kanten af sandheden, når de skal advare om konsekvenserne af modpartens politik. Her må de ikke glemme, at valgkampen ikke varer evigt. Mange af politikerne skal bagefter træde ind i rollen som ledere, nogle i ministerier med hundredvis af ansatte.
Derfor kan jeg kun opfordre politikerne til at huske at opføre sig autentisk, tillidsvækkende og troværdigt. Det er ikke altid, de lever op til det, når de skal tækkes vælgerne.
Ny rolle som ledere
Jeg tror ikke altid, at politikerne tænker over, at de en dag skal træde op på scenen i rollen som ledere. Det er typisk ikke en interesse for ledelse, der driver dem. De er i stedet ofte drevet af et ønske om at få indflydelse på samfundet eller på bestemte sager, af at sidde på magten, om man vil. Men det er ikke det samme som, at de brænder for ledelse.
Når man har sin daglige gang i politik, er man typisk omgivet af mennesker, der er drevet af samme interessere for samfundet, som man selv er. I en valgkamp arbejder man typisk sammen med frivillige, der brænder for sagen, og som man er enige med.
Hvis man skal være en god leder, skal man gøre de mennesker, som støtter en, til followers. Hvis det skal lykkes, skal man sørge for ikke at miste troværdighed.
LÆS OGSÅ: Politikere bør bane vejen for flere kvindelige ledere
Det vil i tilfældet med en politiker sige, at man skulle levere på de løfter, man har givet under valgkampen.
Mange politikere, der bliver ministre, kan fortælle, hvordan de pludseligt står over for en medarbejderstab af meget veluddannede mennesker og en verden, der er stramt styret af regler og kultur. Før har de måske været i spidsen for en gruppe frivillige, som er drevet af samme sag som en selv, og som politikerne ikke har skullet være personaleleder for.
Hvis man bliver minister og dermed topleder, skal man være tydelig om, hvor man vil hen. Man skal være ydmyg over for de mennesker, som har arbejdet fuldtids med det område, man er minister for, måske i mange år. Men samtidig skal man stå fast på, hvem man er, og hvad man vil.
Det er nu engang lettere, hvis man inden da som politiker har optrådt redeligt, troværdigt og autentisk.
Jeg tror ikke altid, at politikerne tænker over, at de en dag skal træde op på scenen i rollen som ledere. Det er typisk ikke en interesse for ledelse, der driver dem.
