Nutidens unge er ...

”Mig, mig, mig!” Denne lidet flatterende betegnelse bliver med jævne mellemrum hæftet på nutidens unge med henvisning til, at den nye generation angiveligt konsekvent sætter egne behov og ønsker først og bekymrer sig langt mindre om fællesskab og kedelige dyder som pligter og ansvar.

For et par år siden udkom en bog af den amerikanske psykologiprofessor Jean M. Twenge med titlen ”Generation Me”, hvor forfatteren baseret på studier af generationsforskelle med data fra 11 millioner mennesker blandt andet betegner de unge som på den ene side tolerante og fordomsfri, men samtidig som en samling små narcissister, der drømmer om at blive berømte og føler sig mere værd end alle andre. Og lykkes drømmen om berømthed og rampelys ikke, er det i øvrigt de andres skyld!

Når man lægger vejen forbi diverse sociale medier eller for den sags skyld reality-programmer i tv, kan man måske godt i et svagt øjeblik få den tanke, at det vitterligt står så bekymrende til med nutidens unge, som den amerikanske psykologiprofessor skriver. Men nu er der jo heldigvis andet i livet end Instagram og reality-tv, for eksempel dét at gå på arbejde, og kendetegnende for de unge, jeg møder, er andet og mere end glamour-drømme, spidse albuer og ”mig, mig, mig”.

Som leder i en organisation med rigtig mange unge mennesker ansat er det vældig interessant at supplere mine egne iagttagelser og oplevelser med forskning og undersøgelser. Og mens jeg – lykkeligvis – har meget svært ved at genkende billedet fra ”Generation Me” af narcissistiske unge, som primært har fokus på at blive berømte, matches flere af mine synspunkter og oplevelser til gengæld ganske fint i en nyere undersøgelse foretaget af vikar- og rekrutteringsbureauet Moment. Den viser, at noget af det, de unge mellem 18 og 31 år især prioriterer højt, når de skal ud på arbejdsmarkedet, er opgaver, som matcher deres kompetencer, et godt socialt arbejdsmiljø, tryghed i ansættelsen og en leder, som er god til at motivere sine medarbejdere.

Noget andet og vældig interessant, som undersøgelsen fra Moment med titlen ”Young Professional Survey” viser, er, at høj løn ikke står særlig højt på de unges ønskeliste. Faktisk er løn nede på 8. pladsen over faktorer, som er vigtige for de unge, når de vælger job. Undersøgelsen belyser også, at de unge ikke i nær samme grad, som man måske kunne have forventet, forestiller sig at jobshoppe. Tre ud af ti kan således godt forestille sig at være i op til seks år i den samme virksomhed.

Når det handler om lederrollen, kan man godt begrave forestillingen om, at en moderne leder for at leve op til de unges forventninger skal være gennemslagskraftig. Kun tre procent af de 18-31-årige mener ifølge undersøgelsen, at dét er en vigtig egenskab. Derimod giver det plusser i bogen hos over halvdelen af de unge er, når lederen er involverende og god til at motivere sine medarbejdere.

Noget af det, jeg selv især i disse år bider mærke i, er de unges syn på arbejdspladsen som andet og mere end et sted, man tager hen for at arbejde. Den type medarbejder, som passer sig selv og helst er fri for at interagere med kolleger ud over, hvad jobbet kræver, er ikke én, jeg ofte møder blandt de unge. De prioriterer derimod blandt andet sociale arrangementer vældig højt – både af formel og mere uformel karakter – og gør en stor indsats for at skabe relationer på kryds og tværs af organisationen.

De er absolut også krævende – i den positive betydning. De kræver at blive set, lyttet til, inddraget og anerkendt, og de forventer fokus på faglig så vel som personlig udvikling. Sker det, er de unge generelt super motiverede, idérige og arbejdsomme.

Og sidst, men ikke mindst, er de gode til at trække grænser og er for eksempel meget bevidste om balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Og selvom det hævdes, at det eneste tidspunkt, nutidens unge ikke har mobilen på sig, er, når de står under bruseren, oplever jeg faktisk en stor grad af bevidsthed om at holde fri, koble af og ikke altid være tilgængelig for jobrelaterede henvendelser.

I tider med stærkt bekymrende tal for andelen af danskere, som føler sig stressede, er det alt andet lige positivt, hvis jeg har ret i min antagelse om, at de nye generationer er bedre end min generation til at lægge arbejdet fra sig, når de holder fri. Så i stedet for at pege fingre af de unge og kalde dem narcissister og ”mig, mig, mig”, skulle vi mere erfarne ledere og medarbejdere måske snarere lade os inspirere af den nye generations videbegærlighed, krav til joblivet og bevidsthed om work-life-balance.