Mangel på arbejdskraft kræver akut politisk handling

Den største udfordring for danske ledere netop nu er at finde kvalificeret arbejdskraft, og det rammer virksomhedernes vækst. Derfor er det helt afgørende for lederne og virksomhederne, at der hurtigt findes politiske løsninger, som både på kort og lang sigt får flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet.

08. september 2021

-Af Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne. Bragt på Finans.dk den 8. september 2021.  

De senere måneder har man dårligt kunnet åbne en avis uden at læse nye vidnesbyrd om, at det danske arbejdsmarked på rekordtid er gået fra coronakrise til kogepunktet, hvor det bliver sværere og sværere at skaffe folk. I en frisk undersøgelse blandt medlemmer af Lederne fremhæves manglen på arbejdskraft også som den klart største ledelsesmæssige udfordring netop nu. Lederne bruger også markant mere tid af deres tid på at rekruttere nu, end de gjorde for to år siden. Og hvad værre er: Over halvdelen af lederne med rekrutteringsudfordringer melder, at arbejdskraftmanglen begrænser virksomhedens vækst.

Med andre ord er vi nu et sted, hvor problemerne med at skaffe medarbejdere til de danske virksomheder er så store, at det er et presserende samfundsproblem. For hvis virksomhederne må sige nej til ordrer eller opgive udviklingsprojekter, rammer det ikke blot de enkelte virksomheder, men i sidste ende også den grønne omstilling, væksten og velstanden i samfundet som helhed. 

 

Over halvdelen af lederne med rekrutteringsudfordringer melder, at arbejdskraftmanglen begrænser virksomhedens vækst.

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Selv om problemerne efterhånden er velbeskrevne, har det desværre virket, som om politikerne – ikke mindst i regeringskontorerne – ikke for alvor havde fået øjnene op for dem. Men det ændrede sig heldigvis i sidste uge, hvilket ikke mindst må tilskrives radikale Sofie Carsten Nielsen og konservative Søren Pape, som i fællesskab præsenterede en række stærke og konkrete løsninger på, hvordan vi sikrer mere arbejdskraft både på kort og lang sigt. Samme morgen inviterede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard så til trepartsdrøftelser om problematikken, og i denne uge kom regeringen på banen med konkrete løsningsforslag under overskriften ”Danmark kan mere”.

Udspillet rummer gode forslag om blandt andet en trappemodel, hvor man får mere i dagpenge i starten af en ledighedsperiode, end når man har været ledig i længere tid. Det er godt at tage hul på den debat, og det samme er tilfældet med fuldtidsaktivering af kontanthjælpsmodtagere, der ikke er integreret i Danmark. Det er også helt rigtigt at afskaffe modregningen i pensionisters lønindkomst, så vi motiverer flere af de raske og rørige seniorer til at arbejde mere. 

Selv om problemerne efterhånden er velbeskrevne, har det desværre virket, som om politikerne – ikke mindst i regeringskontorerne – ikke for alvor havde fået øjnene op for dem

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Men udspillet rummer også klare mangler. Det gælder ikke mindst, at udenlandsk arbejdskraft og skattepolitik ikke bringes i spil fra regeringens side. Set fra Ledernes side skal det gøres nemmere for virksomhederne at ansætte medarbejdere fra udlandet, hvis de ikke kan finde de rette folk herhjemme. Desuden bør politikerne gøre det mere økonomisk attraktivt for mennesker, der bor i Danmark, at tage et arbejde eller arbejde mere, end de gør i dag. Det kan politikerne blandt andet gøre ved at sænke topskatten og øge beskæftigelsesfradraget.

Én ting ligger helt fast: Det kræver akut politisk handling at løse de store problemer med mangel på arbejdskraft. Derfor håber jeg, at både regeringen og de øvrige partier i Folketinget vil handle hurtigt og finde sammen om holdbare løsninger, der hjælper landets ledere og virksomheder.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk