Først og fremmest byder udspillet på et opgør med one-size-fits-all-tænkningen. Det er tiltrængt. For ledige er ikke ens, og det bør afspejle sig i indsatserne.
Mange ledige finder selv et job efter kort tids ledighed. Fx kom mere end 35 pct. af de ledige sidste år i job efter senest tre måneders ledighed. Et tal, der har ligget nogenlunde stabilt de seneste fem år, også under coronakrisen. Ledige, der er motiverede og målrettede, har ikke behov for at deltage i en lang række samtaler og i aktiveringsforløb i a-kassen eller jobcenteret for at komme i arbejde. De skal naturligvis fortsat have tilbud om rådgivning og sparring i deres A-kasse.
Derfor skal der være færre krav og mindre kontrol for den gruppe, der har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet og er ledige i en kortere periode. Vi skal væk fra den tilgang til, at alle ledige uanset erfaring og kompetencer skal have den samme indsats. Indsatsen skal i langt højere grad tilpasses den enkelte lediges situation og behov. Det andet er både spild af ressourcer og frustrerende for den ledige.
I stedet skal vi bruge de frigjorte ressourcer til at styrke indsatsen for de ledige, der har brug for en ekstra indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, enten fordi de risikerer at blive langtidsledige eller har udfordringer ud over ledighed såsom psykiske eller fysiske problemer.
Et andet vigtigt element i udspillet er, at vi skal have de rigtige aktører på banen. A-kasserne har det bedste kendskab til arbejdsmarkedet på det område, hvor deres medlemmer er organiserede, til medlemmernes arbejdsmarkedssituation og kompetencer, og derfor ved a-kasserne, hvad der skal til for, at de ledige medlemmer hurtigst muligt kommer i job igen.
I Lederne er vi derfor helt enige med Venstre i, at a-kasserne skal have en endnu mere central rolle i hele beskæftigelsesindsatsen for de ledige, der er medlemmer af en a-kasse.
