Det har været Arnes tur. Nu må det ikke blive efteruddannelsernes tur

Efteruddannelse har en langt mere positiv beskæftigelseseffekt for ledige, end en ny analyse viser. Derfor er Lederne også bekymret for, at den metodisk misvisende analysen skal ligge til grundlag for at skære i videre- og efteruddannelsesområdet for at betale for Arne-pensionen.

25. november 2021

-Af Kim Møller Laursen, analysechef i Lederne. Bragt på Altinget.dk den 25. november 2021. 

Arne og andre nedslidte har fået deres pension. Det bliver ikke billigt. Regeringen har meldt ud, at der skal findes godt 3,5 mia. kr. til at finansiere Arne-pensionen. Knap en tredjedel skal findes gennem besparelser på beskæftigelsesindsatsen.  Det er ikke ligefrem småpenge. 

Derfor læste vi hos Lederne med interesse den analyse af videre- og efteruddannelsesområdet, som kom fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i sommer. Analysen indgik som en del af et serviceeftersyn af uddannelsesordningerne på beskæftigelsesområdet og viste blandt andet, at deltagelse i videregående efteruddannelse (VEU) ikke har nogen signifikant positiv beskæftigelseseffekt for de ledige, der har deltaget.

Det er et naturligvis et godt argument for at skære på området. Sagen er bare, at analysen efter Ledernes opfattelse ikke giver et retvisende billede. Videregående efteruddannelse har nemlig langt større positiv effekt, end analysen viser. Derfor frygter vi, at Folketinget baserer sin beslutning på analysen fra STAR og skærer ned på et område, der faktisk er velfungerende, når det gælder at få ledige i job. Det vil være dybt skadeligt for arbejdsmarkedet.

Den opgørelsesmetode, STAR bruger, tager ikke tilstrækkelig højde for, at de ledige, som efteruddanner sig, pr. definition ikke er job mens de er på efteruddannelse. Hvis man i stedet opgør beskæftigelsesgraden i intervaller, får man et helt andet resultat. 

Kim Møller Laursen, analysechef i Lederne

Misvisende målemetode
I analysen konkluderer STAR, at beskæftigelsen er den samme for ledige, der tager efter- eller videreuddannelser (VEU), som den er for ledige, der ikke efteruddanner sig. STAR baserer sin konklusion på målinger foretaget to år efter, at ledige påbegyndte et kursus eller en uddannelse. Og det er netop her, STAR går galt i byen. To år er nemlig for kort tid at måle over, hvis man vil have et reelt billede af effekten af videregående efteruddannelser.

Derfor er det ikke overraskende, at STAR konkluderer, at der er en signifikant negativ beskæftigelseseffekt for ledige, der tager videregående kurser (akademikurser, diplomkurser og masterkurser) indtil halvandet år efter kurset påbegyndes. Efter to år er der ikke nogen signifikant effekt.

Den opgørelsesmetode, STAR bruger, tager dog ikke tilstrækkelig højde for, at de ledige, som efteruddanner sig, pr. definition ikke er job mens de er på efteruddannelse. Hvis man i stedet opgør beskæftigelsesgraden i intervaller, får man et helt andet resultat. Det har Lederne bedt STAR om.

Her viser tallene, at ledige, der har deltaget i et videregående kursus, har en højere beskæftigelsesgrad efter mellem et og halvandet år efter kurset påbegyndes, end ledige, der ikke har deltaget i kurser. Den positive effekt stiger yderligere, når der er gået mellem halvandet og to år.

Uddannelse er en investering, som giver afkast, også for ledige, der efteruddanner sig på videregående kurser

Kim Møller Laursen, analysechef i Lederne

Det er helt evident, at al uddannelse i starten koster på beskæftigelsen, fordi de ledige sidder på skolebænken i stedet for at være i arbejde eller søge job. Men tiden på skolebænken betaler sig. Det viser STARs egne tal, som Lederne har fået udleveret. Problemet er blot, at STAR i sit serviceeftersyn undlader disse positive tal.

De positive effekter fremgår af en tidligere undersøgelse fra KORA, som viser, at gevinsten for de ledige, der efteruddanner sig på videregående kurser for alvor begynder at slå igennem efter to år (Kilde: Effektevaluering af voksen- og efteruddannelsesindsatsen Sammenfatning, KORA 2017).

Med andre ord: Uddannelse er en investering, som giver afkast, også for ledige, der efteruddanner sig på videregående kurser.

Det er vigtigt, at politikerne på Christiansborg ser det, inden de beslutter sig for, hvor der skal findes penge til at finansiere Arne-pensionen.

Kontaktoplysninger

Morten_Bonde_Pedersen_mini_1

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk

Kim_Møller_Laursen_mini_portræt
Kim Møller Laursen
Analysechef
Telefon: 2428 2466
E-mail: kml@lederne.dk