Dårlig timing at afskaffe digitale samtaler med ledige

Ny aftale betyder, at digitale samtaler med ledige først skal tilbydes efter en ledighedsperiode på seks måneder. Det er ude af trit med virkeligheden. For ledige har ofte stor gavn af digitale samtaler helt fra ledighedsperiodens begyndelse. 

07. juli 2021

- Af Anne Bou Casals, direktør i Ledernes Hovedorganisation. Bragt i Jyllands-Posten den 7. juli 2021. 

Både a-kasser og jobcentre har under nedlukningen holdt titusindvis af digitale samtaler med ledige, og erfaringerne med de digitale samtaler er gode. Blandt andet har det ført til, at væsentligt færre samtaler har skullet flyttes til et andet tidspunkt, for eksempel fordi den ledige blev forhindret på grund af jobsamtaler eller sygdom. I perioden fra august 2020 til og med maj 2021 var det eksempelvis omkring 30 procent færre af de lovpligtige samtaler i Ledernes A-kasse, der blev ombooket, sammenlignet med den tilsvarende periode fra 2018 til 2019. 

Digitale samtaler giver ganske enkelt de ledige væsentlig bedre muligheder for at være aktivt jobsøgende, mens de deltager i de mange lovpligtige samtaler. Samtidig giver det a-kasserne større fleksibilitet og mere tid til at holde de samtaler, der kan hjælpe ledige medlemmer med at komme i job igen, fordi de skal bruge mindre tid på at ombooke møder.

Derfor kan det kun gå for langsomt med at få genindført muligheden for digitale samtaler. Og meget gerne til alle ledige i de situationer, hvor både den ledige og a-kassen eller jobcentret finder det bedst. Desværre et det ikke det, partierne bag Arne-pensionen har aftalt. Partierne har i stedet aftalt, at de digitale samtaler først skal kunne tilbydes, når ledige har gået ledige i mindst seks måneder. 
 

Digitale samtaler giver ganske enkelt de ledige væsentlig bedre muligheder for at være aktivt jobsøgende, mens de deltager i de mange lovpligtige samtaler. 

Anne Bou Casals, direktør i Ledernes Hovedorganisation

Dermed vender aftalen den forkerte vej i forhold til virkeligheden. Langt de fleste samtaler med ledige på dagpenge ligger nemlig i de første seks måneder af ledighedsperioden. Det drejer sig om ni samtaler i alt. Det er i løbet af de første seks måneders ledighed, at behovet for fleksibilitet i samtaleformen er størst, særligt for de ledige der selv hurtigt finder job. Omvendt er det vores erfaring, at de, der er ledige i mere end seks måneder, ofte har større behov for netop en fysisk samtale. Man kan med andre ord sige, at de ledige, der vil have størst gavn af digitale samtaler, bliver tvunget til at deltage i fysiske møder, mens de, der har mest gavn af fysiske samtaler, med aftalen får mulighed for digitale samtaler.

Aftalen om digitale samtaler efter seks måneders ledighed er en del af et politisk forlig og skal derfor accepteres af forligskredsen bag både beskæftigelsesreformen og sygedagpengereformen. Hos Ledernes Hovedorganisation håber vi, at Venstre, Konservative, Radikale og Liberal Alliance vil sige, at aftalen ikke er tilstrækkelig til at sikre, at ressourcerne til at få ledige i job anvendes optimalt.

Og der er ingen grund til at vente til midten af 2022 med igen at give mulighed for digitale samtaler, sådan som aftalen lægger op til. Især ikke, når man tænker på, at regeringen allerede fra 1. august i år afskaffer muligheden for at holde samtaler digitalt. Dermed bliver der et stop for digitale aftaler i næsten et år, inden de genoptages i midten af næste år. Det havde været langt bedre at fortsætte de gode vaner med digitale samtaler, som coronakrisen har givet os, i stedet for først at stoppe muligheden for at anvende digitale samtaler helt for senere at åbne for det igen til en mindre – og forkert – gruppe af ledige.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk