Mit Lederne

10 klasse ny start til de unge der har størst behov

10 klasse ny start til de unge der har størst behov

10. klasse bør målrettes de elever, som har de dårligste forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Hvis uddannelsesparate unge vil tage et ekstra skoleår, kan det i stedet ske på en efterskole.

28. august 2020

Af Christina Laugesen, uddannelsespolitisk chefkonsulent hos Lederne. Bragt i Altinget 28. august 2020

Det er på høje tid at genoptage arbejdet med at nytænke 10. klasse. Arbejdet er pt. sat helt i stå, og det er ærgerligt. 10. klasse opfylder nemlig ikke det tiltænkte formål om at gøre eleverne i stand til at gennemføre en ungdomsuddan­nelse. Det skyldes blandt andet, at gruppen af elever, som vælger 10. klasse, både er for bred og for broget.

 

Efter 9. klasse er det i dag kun knap hver femte elev, der ikke er uddan­nelsesparat. Alligevel vælger næsten halvde­len af 9. klasses eleverne at fortsætte i 10. klasse. Det gør det vanskeligt for underviserne at arbejde målrettet med at forberede de elever, som ikke er uddannelsesparate, til at tage en ungdomsuddannelse.

 

Hos Lederne mener vi, at løsningen er at målrette 10. klasse til den gruppe af elever, som ikke er uddannelsesparate, og give dem et fagligt løft. Elever, som ikke på samme måde har brug for et fagligt løft, bør skippe 10. klasse og gå på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.

 

Det vil målrette indsatsen og skabe et større fokus på de svageste elever i de kommunale 10. klasser. Og det vil øge kvaliteten af 10. klassetilbuddet og bidrage til at bygge bro mellem grundskolen og erhvervsuddannelserne. Det giver mening, når vi ved, at størstedelen af de ikke-uddannelsesparate elever senere vælger at gå den erhvervsfaglige vej.

I dag får de fagligt stærke elever ikke det samme udbytte af 10. klasse, som de fagligt svagere, viser en ny evaluering fra EVA. Derfor er der al mulig grund til at fokusere indsatsen på de elever, som ikke er uddannelsesparate.

 

10. klasse bør bruges til at give de unge de bedste forudsætninger for at vælge en erhvervsuddannelse og at gennemføre den. Det ekstra skoleår er en gylden mulighed for at præsentere eleverne for nye praksisfaglige elementer i undervisningen og for at give de unge indblik i iværksætteri og ledelse.

 

I 10. klasse bør eleverne derfor også tilbydes nye rammer og nyt undervisningsmiljø, der giver de unge mulighed for at prøve sig selv af i værk­stedsundervisning, kreative arbejdsformer mv.

 

Der er med andre ord i høj grad brug for at genoplive arbejdet med at udvikle og erhvervsrette 10. klasse, så 10. klasse bliver en ny start til skoletrætte og bogligt svage unge, fremfor være et automat-valg for halvdelen af en ungdomsårgang.