Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere i Storstrømmen vil have praktikpladser øverst på dagsordenen

Praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne, forebyggelse af stress og efteruddannelse af medarbejdere. Det er de tre udfordringer, som flest ledere på Lolland, Falster og Sydsjælland mener, at der skal tages et større ansvar for at løse i de kommende 12 måneder.

Det viser en ny undersøgelse fra Lederne, der er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra i alt 221 lokale ledere. Undersøgelsen er lavet forud for Ledernes popup-butik, som i uge 22 slår dørene op på Slotsgade 9 i Nykøbing Falster.

57 procent af lederne i området peger på, at der skal tages et større ansvar for, at unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse, får en praktikplads. Dermed er manglen på praktikpladser den udfordring, som lederne mener, at der er størst behov for at løse i det kommende år. 56 procent ønsker, at der bliver taget et større ansvar for at forebygge stress, mens 49 procent peger på, at der skal tages et større ansvar for medarbejderes efteruddannelse og kompetenceudvikling.

Afdelingsformand for Lederne Storstrømmen, Helle Bjerregaard Andresen, er ikke overrasket over, at lederne peger på praktikpladser som den vigtigste udfordring.

- Der er ingen tvivl om, at virksomhederne sukker efter kvalificeret arbejdskraft, og at den tendens ikke kommer til at blive mindre de kommende år. Tværtimod. Det drejer sig især om at at få flere kompetente hænder i håndværksfagene og i industrien, siger Helle Bjerregaard Andresen.

Hun mener, at virksomhederne og lederne i høj grad har et medansvar for at skaffe mere kvalificeret arbejdskraft på Lolland og Falster.

- Både virksomheder og ledere er nødt til at spille en mere aktiv rolle i at sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft at få. Og den bedste vej til det er at stille praktikpladser til rådighed for de unge, der er i gang med erhvervsuddannelserne. Hvis de unge føler sig sikre på at komme i praktik, vil flere måske også vælge at tage en erhvervsuddannelse i fremtiden, påpeger Helle Bjerregaard Andresen.

Når Ledernes popup-butik åbner mandag den 29. maj er det netop praktikpladser, der er på programmet. Her vil blandt andre borgmester i Guldborgsund, John Brædder, formand for Lederne, Svend Askær, personalechef i i Haribo, Helge Lynge Larsen og direktør i A. Schillers Maskinfabrik, Allan H. Schmidt, debattere, hvordan der kan skabes flere praktikpladser.

Øvrige temaer i ugens løb er frivillighed, stress, god ledelse og mangfoldighed.

Hele programmet kan ses på www.lederne.dk/tagansvar

Kontaktoplysninger

Helle Bjerregaard Andresen
Afdelingsformand
Lederne Storstrømmen
Tlf. 2010 8919
E-mail helle.andresen@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk