Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Ledere i Slagelse og omegn vil forebygge stress

7. februar 2017

Forebyggelse af stress står øverst på dagsordenen, når ledere fra lokale virksomheder i Slagelse og omegnskommunerne skal pege på, hvad de personligt især vil tage ansvar for i de kommende 12 måneder.  

Det viser en ny undersøgelse fra Lederne foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 398 ledere i det vestsjællandske område. Undersøgelsen er lavet forud for den pop up-butik, som Lederne åbner i Vestsjællandscenteret i Slagelse i uge 7.

67 procent af de lokale ledere svarer, i de i ”høj grad” eller ”meget høj grad” personligt vil tage ansvar for at forebygge stress blandt virksomhedens medarbejderne i det kommende år, mens 24 procent svarer ”i nogen grad”. Dermed kommer forebyggelse af medarbejderes stress øverst på listen over områder, som lederne vil have fokus på i de næste 12 måneder. Også nummer to på listen handler om  stress. 63 procent af de adspurgte lokale ledere vil således i ”høj” eller ”meget høj grad” tage ansvar for at forebygge egen stress. Her svarer 25 procent i ”nogen grad”.

- Tallene understreger på den ene side, at stress er blevet en kæmpestor sundhedsmæssig udfordring for samfundet og på de enkelte arbejdspladser, hvor flere og flere rammes af stress. Men undersøgelsen viser også, at forebyggelse af både medarbejdernes og ledernes egen stress er områder, de lokale ledere allerede har fuld fokus på og er meget bevidste om at tage ansvar for, siger Villy Helmer Jørgensen, formand for Lederne Vestsjælland.

Villy Helmer Jørgensen oplever, at stresshåndtering kan være en særdeles vanskelig opgave som leder.

- Ledere er meget pligtopfyldende og vil gå meget langt for at passe jobbet bedst muligt, og nogen ser det som et personligt nederlag, hvis de ikke kan klare alle opgaver på jobbet. Derfor handler stressforebyggelse og håndtering af stress både om at være meget opmærksom på medarbejdernes og lederkollegernes signaler, men også om som leder selv at lære at sige fra i tide, siger Villy Helmer Jørgensen.

På de næste pladser på listen over områder, som de lokale ledere især vil tage ansvar for de kommende 12 måneder, kommer egen work-life-balance og fastholdelse af ældre medarbejdere i virksomheden.

Pop up-butikken åbner mandag den 13. februar og lukker igen lørdag den 18. februar. Det gennemgående tema i butikken hele ugen er at tage ansvar, og torsdag handler det specifikt om, hvordan man kan blive bedre til at spotte og forebygge stress. Spørgsmålet tages under behandling af seniorkonsulent i Cabi Dorte Rosendahl Kirkegaard, leder af sekretariatet i Center for Arbejdsmarked og Integration i Slagelse Kommune Henrik Skov, chef for Innovation og Karriere i Slagelse Kommunes Center for HR Danni Wulff og direktør hos Lederne Vibeke Skytte.

Øvrige temaer i ugens løb er uddannelse, praktikpladser, frivillighed, mangfoldighed og god ledelse. Hele programmet kan ses på Ledernes hjemmeside:

www.lederne.dk/tagansvar

Kontaktoplysninger

Villy Helmer Jørgensen
Afdelingsformand
Lederne Vestsjælland
Tlf. 4081 5232
E-mail villy.joergensen@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk