Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Danskere, der tager ansvar: Steff Sørensen

Danmark har brug for at flere tager ansvar. Mød en række danskere, der ikke bare ser til, men som tager ansvaret på sig og handler.

"JEG ELSKER, NÅR FOLK TAGER ANSVAR"

Hos Steff Sørensens fiskefabrik i Hanstholm kommer 5 ud af 11 ansatte fra det lokale asylcenter. Det begyndte med skepsis, men endte i et lykkeligt samarbejde for alle parter.

Tekst: Andrea Bak / Foto: Mads Krabbe

Steff Sørensen

For halvandet år siden dukkede en ny og hidtil ukendt slags mennesker op i bybilledet i Hanstholm: flygtninge fra det lokale asylcenter. Ejeren af filetfabrikken Sørensen Seafood, Steff Sørensen, undrede sig i første omgang. Hvem var de, hvad skulle de dog i Hanstholm? Men da blev han kontaktet af en konsulent fra kommunen, der ledte efter praktikpladser til de nye flygtninge, kom han på andre tanker.

 

“Konsulenten ville høre, om vi kunne tænke os at tage en enkelt flygtning ind. Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk i begyndelsen, for jeg havde de samme fordomme som rigtig mange andre, og jeg gad ikke have en ind, der bare sad og drak te og rullede med en bedekrans,” siger Steff Sørensen.

 

Længe havde fabriksejeren haft store udfordringer med at finde kvalificeret og engageret arbejdskraft til virksomheden, og snart skulle det vise sig, at flygtningene var præcis det, han havde brug for.

 

“Jeg gav det et forsøg. Men det skulle være rigtigt. Ikke noget med at vedkommende bare skulle være her gratis i tre måneder for at blive afløst af en ny gratis arbejdskraft. Det skulle være en rigtig ansættelse, for jeg vil ikke være skyld i, at nogen går og håber på at kunne få smør på brødet og så bare bliver smidt på porten efter tre måneder, fordi jeg kunne få dem gratis,” forklarer han.

 

Fra danske daglejere til mangfoldig arbejdsplads

I dag har 5 ud af de i alt 11 ansatte på Sørensen Seafood anden etnisk baggrund end dansk. Hans fordomme blev gjort aldeles til skamme, og der har ikke været nogen som helst problemer med at få de ikke-danske medarbejdere til at falde til på arbejdspladsen.

 

“Vi har været så heldige! Kun én af dem, vi har haft på prøve, er ikke gået videre til en ansættelse,” siger Steff Sørensen:

 

“Det er en fornøjelse at have flygtningene som kolleger, for de er glade mennesker, der møder på arbejde hver eneste dag. De er taknemmelige for deres arbejde, og de lægger en stor ære i at gøre det godt. Og jeg belønner dem ved at sætte deres løn op igen og igen,” siger Steff Sørensen.

 

Og flygtningene fungerer ikke bare som ansatte på fabrikken – de får også ansvaret for produktionen i Sørensen Seafood. 

“Formanden Salla, som styrer produktionen, sørger for, at alle har det, de skal bruge for at kunne udføre deres arbejde. Han er flygtning fra Syrien og er en rigtig god mand. Han er en stor grund til, at vi har kunnet nå vores mål, og at det er gået godt for virksomheden,” siger Steff Sørensen og tilføjer:

 

“Førhen havde jeg altid problemer med, at folk enten ikke mødte op, eller også gad de sgu ikke rigtig arbejde. Mange danskere har en helt anden ikke-autoritetstro indstilling til det at have et job, og jeg har sommetider oplevet, at hvis jeg har irettesat nogen eller påpeget noget, der ikke var i orden, at folk så simpelthen bare er gået deres vej. Det har vi slet, slet ikke noget af længere.”

For Steff Sørensen gør det desuden en kæmpe forskel, at virksomhedens mandsskabstab nu er fasttømret. For det betyder, at han samtidig får friere hænder til alt det andet, han skal nå som leder:

 

“Jeg har altid været god til at give ansvaret fra mig, og i dag blander jeg mig kun, hvis det er strengt nødvendigt, og der er nogen, der skal have en røffel. For det bedste, jeg ved, er, at der er folk, som vil tage ansvaret, når jeg giver det fra mig. Det er alfa og omega for fremdrift.”

Salla

Formanden Salla er flygtning fra Syrien og en af Steff Sørensens mest betroede medarbejdere.

Salla og Steff NY

Fra at have masser af fordomme har Steff Sørensen i dag masser af tillid til sine ansatte med flygtningebaggrund.

Tag ansvar for mangfoldighed

Hvor mange flygtninge der kommer i arbejde, afhænger af kommunen, konkluderer analyse fra DA. Mens 56,3 procent af flygtningene i Odsherred Kommune var i arbejde i begyndelsen af 2016, var det samme kun gældende for 4,2 procent i Lolland Kommune.

Bliv mentor for en flygtning

Bliv mentor for en flygtning