Mærkesager

Erhvervspolitik

Regeringen ønsker overordnet, at Danmark forsat skal være en betydende maritim nation og flagstat i et globalt erhverv, hvor kompetencer og viden er grundstoffet i Det Blå Danmark.

Dette er Lederne Søfart meget enige i.

Anbefalinger

• Danmark bør anerkende, at en dansk ”tilknytning” er vigtigere end antallet af danske skibe, og at jobskabelse, kompetencer og innovation skal fremtidssikre et fremtidigt globalt maritimt erhverv i Danmark.

• Danmark må sikre, at flere unge danskere uddannes maritimt og sikres jobmuligheder i den globale maritime branche.

• En udvidelse af DIS til at omfatte offshore, som foreslået af regeringen, samt dens løfte om en udvidelse/sikring af DIS ved en ”re-fortolkning” af destinationskravet må følges op af krav til eller aftaler med rederierhvervet om uddannelse, praktikpladser og jobs til danske søfarende.

• Danmark skal se mod sine konkurrenter, når det gælder vores maritime kompetencer, og hvordan andre nationer understøtter deres søfarendes internationale konkurrenceevne. Storbritannien er oplagt som et meget relevant nabotjek. Deres ”UK seafarers tax deduction system” bidrager til at gøre Storbritannien førende på det globale maritime arbejdsmarked – og systemet er godkendt af EU. Et system, som desuden vil bibringe danske rederier en væsentligt øget fleksibilitet, der vil gøre det muligt for dem at anvende deres dygtige danske søfarende i hele deres flåde – uanset flag.

• En opretholdelse og udvidelse af DIS og nettolønssystemet kræver et grundigt servicetjek og revision. Danske søfarende må som borgere sikres en fuld tilknytning til og sammenhæng med det danske skattesystem.

Baggrund
De to helt centrale virkemidler i Danmarks maritime politik og rammevilkår har fokuseret på rederierhvervet:

• DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) fra 1988 med lovlig adgang til billig udenlandsk arbejdskraft i danske skibe, og et nettolønssystem, hvor rederierne får de søfarendes (alle nationaliteters) skat i statsstøtte.

• Tonnageskattesystemet fra 2007.

Den samlede statsstøtte opgøres ikke præcist af Skatteministeriet, men andrager flere milliarder årligt. Statsstøttens relevans har fra tid til anden været drøftet politisk. Argumentet for at bevare støtten er, at DIS og tonnageskatten sætter rederierhvervet i stand til at vokse og beholde deres kontorer i Danmark samt understøtte en landbaseret maritim udstyrsindustri, maritime servicevirksomheder, maritim uddannelse og forskning, finansierings- og forsikringsvirksomhed, maritime advokater osv.

Kort sagt, at statsstøtten til rederierne giver arbejdspladser til personer, der betaler skat og bidrager til den fortsatte udvikling af det danske velfærdssamfund.

For at det fortsat skal give mening, skal investeringerne imidlertid være fremtidssikrede. Her ser vi fra Søfartens Ledere følgende, som bør indgå i den politiske debat om vores erhverv:

• Et dygtigt og stort rederierhverv, der allerede er globalt
Rederierne er placeret i Danmark, men er ikke bundet til det danske flag. Tal fra Danske Rederier viser, at danske rederier opererer 57 mio. BT, men kun 15,6 mio. BT er under dansk flag.

• Et rederierhverv, som primært er et transporterhverv
I Danmark er vi store inden for containerskibe og tankskibe, men vi er ikke godt nok med i den ”nye” skibsfart. Det kan på længere sigt udgøre et problem, at vi i Danmark kun er regionale, når det drejer sig om offshore vind, og at vi ikke er med inden for ”offshore construction”, deepsea mining, aqua farming, osv.

• Et rederierhverv, hvor væksten i tonnagen på dansk flag siden 2007 alene er sket med jobs til udenlandske søfolk
Samtidig er antallet af danske søfarende i danske skibe faldet støt siden 2000. Med andre ord er vi i Danmark ved at forære vores maritime kompetencer og viden om drift og operation af skibe til udlandet – vores globale konkurrenter.

• Et erhverv, hvor danske søfarende ikke kan operere globalt
– i modsætning til deres internationale kollegaer og konkurrenter. De er ”låst” til kun at kunne sejle på skibe under dansk flag. Mange lande, og særligt de nationaliteter, danske søfarende konkurrerer med både i DIS og i resten af verdens handelsflåde, har i et eller andet omfang gjort deres nationale søfarende skattefri eller på anden vis støttet, at de søfarende kan arbejde og operere globalt. Det betyder, at udenlandske søfolk også er på ”nettoløn”, fordi de internationale arbejdsgivere godt ved, at de ikke skal betale så meget i skat. Men danske søfarende er kun støttet på DIS. Uden for DIS/internationalt er de fuldt skattepligtige til Danmark med et ligningsmæssigt sømandsskattefradrag, der blot ”støtter” dem med ca. 2.500 kr. pr måned – hvis de ellers er berettigede til det. Selv over for en dansk arbejdsgiver er den danske sømand dårligere stillet end deres kollegaer fra fx Filippinerne, Indien, Østeuropa eller Storbritannien, der kan sejle på alle skibe og flag – herunder danskejede/opererede skibe i DIS. Danskerne kan reelt kun sejle på danske rederiers danskflagede skibe.

• Et DIS nettolønssystem, hvor danske søfarende som skatteborgere er sat uden for skattesystemet og samfundets økonomiske sammenhænge
Danske søfarende er sat på nettoløn (oprindeligt svarende til løn efter skat). Danske søfarende har ikke været omfattet af de seneste to større skattereformer/indkomst-skattelettelser vedtaget af Folketinget. Rederierne afviser at forbedre deres nettoløn, med skatteværdien, og Folketinget ønsker ikke at forpligte rederierne til at kompensere de søfarendes vilkår, når skattesystemet ændres for andre skattepligtige.Selv uden del i skattelettelserne skal DIS-søfolk bidrage til finansieringen af skattereformerne gennem højere afgifter, lavere fradrag mv. En åbenlys urimelighed. Danske søfarende i DIS, født mellem 1946 og 1952, får fx heller ikke (som andre danskere) en skattemæssig præmie for at blive længere på arbejdsmarkedet, fordi lovgivningen ikke tager højde for DIS.

Danske søfarende beskattes fx også af deres pensionsudbetalinger, selvom pensionsindbetalinger foretages af en nettoløn. Dette skaber en dobbeltbeskatning af søfolkenes pensioner, hvilket for mange reelt gør, at det ikke er attraktivt at indbetale til en almindelig pensionsopsparing.

Sådan kan man blive ved, fordi Skatteministeriet og Folketinget ikke har tænkt på DIS i forbindelse med pensionsbeskatningsloven.