Nyhedsmail 28022023

 

Afstemning om konflikt er afsluttet

 

Kære medlem

Afstemningen om konflikt er nu afsluttet. Tak til jer, som har stemt og været aktive i stemmeperioden.

Der er et flertal, som har stemt for at gå i konflikt, men vi må også konstatere, at det kun er 30 pct. af medlemmerne, der har stemt. En stemmeprocent på 30 er i en fagforeningskontekst pænt, men bestyrelsen mener alligevel ikke, at det er tilstrækkeligt. Derfor har vi i bestyrelsen valgt ikke at indstille til at gå i konflikt.

Som formand er jeg er selvfølgelig glad for, at et flertal har bakket op om vores indstilling om at gå i konflikt, men det ærgrer mig også, at der ikke er flere, der har stemt. For rigtig meget er på spil, og bestyrelsen og jeg syntes, at det var det rigtige at sige fra ved at gå i konflikt. Men vi respekterer selvfølgelig udfaldet, som betyder, at vi nu kigger ind i en anden løsning.

For vi giver ikke op. Vi er sat i verden for at repræsentere jer og sikre jer gode løn- og arbejdsvilkår, så den kamp fortsætter vi selvfølgelig med at kæmpe.

Vi planlægger nu at gå arbejdsrettens vej og få rettens ord for, at Danske Rederier handler i strid med overenskomsten, når de ikke forhandler navigatørernes overenskomst med os. Vi er i tæt dialog med en advokat, der rådgiver os, og vi er derfor ved at se ind i, hvordan en konkret anklage skal se ud. Vi orienterer jer selvfølgelig så snart, der er nyt om den del.

En retssag kan desværre trække ud, og derfor vil der naturligvis være flere af jer, som har spørgsmål, der skal besvares – også efter den 1. april. Vi fortsætter selvfølgelig med at rådgive jer og stå til rådighed for alle vores medlemmer, ligesom vi også har gjort det for de medlemmer ansat på DRO1, der er blevet i Lederne Søfart.

Hvis udviklingen i sagen giver anledning til spørgsmål, må I ikke holde jer tilbage med at skrive til mail@ledernesoefart.dk.

Mvh.

Jens Marquard Sørensen

Indkaldelse til generalforsamling torsdag den 30. marts 2023 kl. 13.00 - 20.00


Frederik VI's Hotel, Rugårdsvej 590, 5210 Odense NV


Forslag til behandling under punktet ”indkomne forslag” sendes til mail@ledernesoefart.dk senest fredag den 17. marts 2023 kl. 12.00.
Tilmelding senest torsdag den 9. marts kl. 12.00 via dette link: https://www.tilmeld.dk/ledernesoefartgeneralforsamling2023/signup

Det er muligt for medlemmer at booke værelse på hotellet til en favorabel pris – kontakt hotellet for pris: https://frederik6hotel.dk/kontakt/

Program:


13.00 Ankomst, indtjekning og sandwich
14.00 Ordinær generalforsamling
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens årsberetning
3. Foreningens regnskaber
4. Budgetorientering og fastsættelse af kontingent
5. Bestyrelses- og revisorvalg
6. Indkomne forslag
7. Eventuelt
8. Fejring af jubilarer
18.00 Middag
20.00 Afrejse


Mvh.
Jens Marquard Sørensen
Formand Lederne Søfart