2019

Hormuz er ikke krigszone

09. september 2019

Hormuz-strædet er ikke krigszone i Sømandslovens forstand, og man har ikke ret til at blive sendt hjem eller ikke blive sendt ud, hvis skibet sejler i området.

Af juridisk konsulent Pia Beck Nielsen

Flere af Lederne Søfarts medlemmer har spurgt, om de kan nægte at sejle i Hormuz-strædet med henvisning til risikoen.

Det korte svar er desværre ”nej”. Sømandsloven har regler om, at en søfarende har ret til at fratræde tjeneste om bord straks eller i første havn, hvis skibet får ordre til at sejle til et område med krigsfare, så det er ikke tilstrækkeligt, at et område betragtes som uroligt eller risikabelt. Krigsfare er i loven defineret som en situation, hvor ”der er fare for, at skibet vil blive opbragt af krigsførende, udsat for krigsskade eller en faretruende situation, der kan ligestilles hermed”.

Krigsfare
I retspraksis har der udviklet sig nogle pejlemærker for, hvornår man kan tale om krigsfare. Det kan fx være, hvis der bliver opkrævet særlig forsikringspræmie for krigsrisiko på skibet eller ladningen, eller hvis rederiet eller befragteren har opsagt en transportaftale i henhold til særlige krigsklausuler i aftalen. Det vil også pege i retning af krigsfare, hvis der indgås aftaler om krigsrisikotillæg til hyren. Fare for krigsskade kan fx forekomme, hvis skibet skal sejle i områder, hvor der er udlagt miner, eller hvor man kan forvente, at der vil finde kamphandlinger sted. Faretruende situationer, der kan sidestilles med krigsskade, kan være risiko for røverisk overfald eller kapring af særlig farlig karakter.

Der skal med andre ord en del til, før man kan tale om krigsfare, og der skal være konkrete holdepunkter. Det er ikke nok, at den enkelte søfarende er utryg ved situationen.

Rettigheder ved krigsfare
Hvis der er tale om krigsfare eller risiko for krigsskade, har den søfarende nogle rettigheder, som primært går ud på retten til at fratræde tjenesten om bord, inden skibet sejler ind i krigszonen. Kaptajnen har pligt til at holde besætningen orienteret om skibets rejseplan, så de løbende har mulighed for at vurdere, om de ønsker at komme i land. Retten til at fratræde tjenesten gælder kun, hvis den søfarende efter påmønstring har fået oplyst, at skibet skal ind i en krigszone – hvis risikoen har været kendt på forhånd, og den søfarende alligevel er påmønstret skibet, kan han/hun ikke senere skifte mening og kræve at fratræde tjenesten.

Anbefaling: tal om det
Hvis en søfarende er fratrådt tjenesten om bord pga. krigsfare, kan både den søfarende og rederiet teoretisk set vælge helt at opsige ansættelsesforholdet med normalt varsel. Det er ikke en pligt, men en mulighed, som ikke nødvendigvis skal udnyttes. Vores anbefaling er, at man helt fra starten taler med rederiet om situationen – både de risici, der er forbundet med sejladsen, og sin egen frygt for situationen. I mange tilfælde kan rederiet overføre den søfarende til et andet skib på en anden rute som et mindre indgribende alternativ til at fratræde tjenesten ombord. Hvis dét ikke er muligt, må den søfarende overveje sin situation, herunder om ansættelsesforholdet skal fortsætte – men det er altså den sidste udvej.

Rederiet skal tage forholdsregler
Sømandsloven har også en særlig regel, der gælder for situationer med risiko for sørøveri eller piratoverfald. De søfarende har i disse situationer ikke krav på at fratræde tjenesten om bord, men rederiet har en særlig pligt til at ”træffe foranstaltninger med henblik på at forberede skibet og besætningen på mulige overfald, forebygge overfald og håndtere tilfælde, hvor skibet angribes, herunder hvis besætningsmedlemmer tages som gidsler” (Sømandslovens formulering). Man kan altså ikke som besætningsmedlem nægte at sejle til områder, som er risikofyldte uden direkte krigsfare – men rederiet skal gøre, hvad der er muligt for at beskytte besætningen mod at blive ofre for overfald. Også i denne situation anbefaler vi, at man drøfter situationen med rederiet, hvis man er utryg ved skibets sejlrute.