2017

Svitzer tur-retur

Kaptajn Carsten Nygaard har turdet gå sine egne eventyrlige veje og er i dag tilbage i et topjob som Group Marine Manager i sit gamle rederi.

19. juli 2017

 

Carsten

Tekst: Pia Elers | Fotos: privat

Søfolks veje kan være uransagelige. Det er den 66-årige navigatør fra Hirtshals i hvert fald et godt eksempel på. Som så mange andre raske drenge fra Vestkysten skulle han egentlig have været fisker, men foretrak at sejle under varmere himmelstrøg og startede i stedet som aspirant i Mærsk. Det blev dog ikke den syvtakkede stjerne, der blev ledetråden i hans maritime karriere. I stedet for at gå målrettet efter at nå helt til tops og blive udnævnt til kaptajn i rederiet sagde han ret hurtigt op. For som han og mange andre dengang sagde til hinanden: Der er andre skorstene, der ryger.

”Jeg var ikke helt tilfreds med aldrig at blive afløst til tiden i Mærsk. Og heldigvis var der andre rederier at søge dengang. Så efter et par fine år i rederiet Skou søgte jeg over i Svitzer, hvor jeg nu sammenlagt har været i over 22 år – dog med en længere afbrydelse undervejs. Men i dag er jeg glad for, at jeg netop ikke gik den slagne vej, for ellers ville jeg næppe have fået et så spændende og eventyrligt liv som det, jeg nu kan se tilbage på,” siger Carsten Nygaard.

Bye-bye Svitzer
Og eventyrligt har det været. Skipper på Holger Dane, der gik efter at bjærge værdifulde skatte fra skibe på havets bund. Leder af opbygningen af Mozambiques farvandsvæsen. River pilot på Zambezi-floden og genopbygning af en mauritisk sukkerfabrik. Bare for lige at nævne et lille udpluk af de mange ting, Nygaard har beskæftiget sig med. Hvordan han havnede i Afrika – det vender vi tilbage til.

Først spoler vi lige tiden tilbage til 80’erne, hvor han var fungerende fører i Svitzer. Et job han egentlig var ganske godt tilfreds med. En del af tiden var han beskæftiget med ”salvage operations”. Det betød lange perioder i Den Persiske Golf, dengang Iran og Irak var i krig og havde travlt med at skyde hinandens skibe i sænk. Her var der masser af arbejde for Svitzer både med brandslukning og bjærgning af skibe. Men efterhånden blev det forretningsområde faset noget ud, og så var der knap så mange muligheder for rederiets yngre navigatører.

”De attraktive jobs på Svitzers slæbebåde i Danmark var typisk besat af de lidt ældre kaptajner. Groft sagt blev vi unge kaptajner sendt ud i de skibe, hvor de gamle ikke gad være – typisk standby-skibene. Og jeg kunne ærligt talt ikke se mig selv sidde i sådan en ombygget trawler ude i Nordsøen resten af mit liv. Så jeg ville prøve noget andet i stedet for – og så sagde jeg op uden egentlig at have noget andet på hånden,” forklarer han.

Skattejagt på havets bund
Men der dukkede snart en spændende mulighed op. Nemlig et tilbud fra Henning Faddersbøll, der havde været direktør i et norsk dykkerfirma og nu havde købt det ældste af firmaets fartøjer. Skibet blev omdøbt til Holger Dane og skulle bruges til skattejagt på havets bund. Efter sigende findes der nemlig 20.000 vrag, hvoraf mange har værdifulde skatte i lasten, og dem ville Faddersbøll gerne have fat i. Et tilbud om at blive skipper på et skib på skattejagt får man ikke så mange gange i sit liv, så Nygaard slog til.

”Det var da vildt sjovt at være med til. Og vi fandt faktisk også en ret værdifuld skat i vraget af Medina i Den Engelske Kanal. Det var smykker og mønter, der havde tilhørt en indisk prins. Vurderingen af skatten var da umiddelbart også kæmpehøj, men inden den nåede på auktion var interessen dampet af. Så det var faktisk ikke nogen særlig indbringende forretning. Specielt ikke fordi det var vanvittig dyrt at holde sådan et skatteskib flydende med fuld besætning og en halv snes dykkere og medhjælpere. Så efter godt et års tid blev skibet solgt, og jeg skulle igen ud og søge job,” beretter Carsten Nygaard.

Freelance i Afrika
På det tidspunkt søgte Danida efter folk til et slæbebåds- og bøjeskibsprojekt i det borgerkrigshærgede Mozambique. Men det var ikke helt nemt at finde kvalificerede ansøgere, der ville udstationeres i flere år med familie i et sådant land. Derfor foreslog Carsten Nygaard og en af hans tidligere kolleger fra Svitzer, at man i stedet kunne lave en sømandsmodel, hvor folk tørner og blot er ude 4-6 måneder ad gangen. Den model blev købt – blot på betingelse af, at de to navigatører fik nogen med på holdet, der også havde forstand på at køre bistandsprojekter. Herefter stiftede de firmaet Dan Marine, og så var det ellers bare med at komme afsted.

”Det blev altså starten på mit Afrika-eventyr. Selve projektet i Mozambique bestod i at drive og uddanne besætning til to slæbebåde, der var bygget på Morsø værft. Og bøjeskibet, der var bygget på Svendborg værft, skulle drives som en slags flydende værksted og via søopmåling forberede udsætning af nye farvandsafmærkninger. For både bøjer og fyr var blevet smadret efter mange års borgerkrig, og alt det var vi gennem seks år med til at bygge op igen,” fortæller Carsten Nygaard, der faktisk kom til at bestride posten som operationschef for Mozambiques farvandsvæsen.

Opbygning af sukkerfabrik
I 1995 stoppede projektet, og så var det igen tid at finde nye veje at slå ind på. Det blev som flodlods på Zambesi-floden – absolut ikke noget uinteressant job, som han siger. Hans hustru, en udsendt dansk antropolog, som han havde mødt i Mozambique, havde fået en ny kontrakt, som betød, hun skulle rykke til Beira. Og så fulgte kaptajnen med – uden job. Det fandt han nu ret hurtigt. For han rendte ind i en kollega, der gav ham et tip om et kontor, han skulle henvende sig til, fordi de – som han sagde – ”lige står og mangler en mand som dig.”

”Kontoret viste sig at tilhørte et firma fra Mauritius. De havde gang i at genstarte en af Mozambiques sukkerfabrikker og tilhørende plantage. Men eftersom både veje og jernbaner op til stedet var totalt smadret efter krigen, så var den eneste vej via floden – så der måtte vi prøve at finde en vej opad. Og det lykkedes os da at få transporteret 30.000 tons udstyr derop til genopbygning af fabrikken. Og så skulle sukkeret samme vej, når de kunne begynde at producere. Så det arbejdede jeg med et par år – det var et skægt projekt,” siger Carsten Nygaard.

Slut på det afrikanske eventyr
Sandsynligvis kunne han være blevet i Afrika mange år endnu, for han befandt sig rigtig godt dernede. Men så skete der det, som nu sker. At hans hustru blev bedstemor. Og herefter blev beslutningen truffet – de skulle hjem til Danmark. Måske ikke de bedste odds for en 52-årig navigatør at vende tilbage til fædrelandet i 2003 – på et tidspunkt, hvor navigatørjobs ikke længere hang på træerne.

”Nej – det var ikke de bedste udsigter. Men jeg ringede til en af de personalefolk, jeg stadig kendte fra min tid i Svitzer, og spurgte, om de ikke bare havde en eller anden form for afløserjob, indtil jeg fandt ud af, hvad jeg ellers skulle beskæftige mig med. Hun bad mig om at sende mit CV og lovede at ringe tilbage. Det gjorde hun, inden der var gået en halv time, og sagde, at personalechefen gerne lige ville tale med mig. Og så var jeg pludselig tilbage i rederiet igen,” lyder det med et grin fra Carsten Nygaard.

Behov for marinefolk på kontoret
Halvandet år efter sad han i Trinidad og blev ret hurtigt sendt videre til Miami, hvor han bestred jobbet som regional operations manager for Nord- og Sydamerika. Det var – som han siger – sådan set et udmærket job, men alligevel ikke rigtig ham at sidde bag et skrivebord. Så efter nogle år på den post kom han ud at sejle igen. Det gjorde han indtil 2012, hvor rederikontoret havde bud efter ham. De manglede en mand, der rent faktisk ved noget om de operationer, Svitzer tilbyder deres kunder – og hvordan det foregår i praksis.

”Det var selvfølgelig vældig smigrende at få et sådant tilbud, men i første omgang sagde jeg faktisk nej tak. Men det endte dog med, at jeg alligevel slog til – også fordi mit nye job som Group Marine Manager stadig ville indebære en del tid ude på de locations, hvor vores skibe opererer. Og da jeg på det tidspunkt havde rundet de 60, var det måske meget god timing at gå i land,” forklarer Carsten Nygaard, der i dag fungerer som rådgiver på tværs af hele organisationen.

”Mange rederikontorer har i dag et hav af akademikere ansat, og der bliver længere og længere mellem de maritimt uddannede folk. Og det er selvfølgelig ikke optimalt, at der er så relativt få, der selv har haft ”hands on”. Faktisk er jeg den eneste på vores kontor med ”deep sea towage” erfaring. Så ikke bare Svitzer, men også andre rederier, har brug for at have folk som mig i land. Og det er der da stadig en vis forståelse for,” bemærker den erfarne navigatør.

Pensionen ikke lige om hjørnet
Selvom han i dag er blevet 66 år, har han absolut ingen planer om at stoppe – altså lige bortset fra, at han har lovet sin kone at tænke over det, når han bliver 67. Men det har han slet ikke tid til at tænke på endnu. Der ligger masser af opgaver på skrivebordet. Det sidste halve år har han eksempelvis været tre gange i Australien for at introducere ”escort towing”, hvor slæbebåden i forbindelse med tankskibes manøvrer i havne eller snævert farvand kommer til at fungere som en slags nødror eller nødbremse. Systemet blev lanceret efter ulykken med Exxon Valdez i Alaska og har siden da været anvendt mange steder i verden, men er altså først nu ved at blive udbredt i Australien. I løbet af det næste halve års tid skal 50 slæbebådskaptajner og australske lodser gennem et træningsforløb – både i simulator og ude på skibene. Bare for lige at nævne et af Nygaards mange projekter.

”Så længe jeg laver noget, jeg synes er sjovt, er der jo ingen grund til at stoppe. Og jeg tror, mange kan nikke genkendende, når jeg hævder, at hvis man bliver længe nok i den her branche, så bliver man også lidt nørdet. Så jeg er stadig vild med at komme ud og manøvrere med de her både og se, hvor meget de kan. Det bliver jeg aldrig træt af, ” lyder det fra Carsten Nygaard.