2017

Navigatør-uddannelserne er nødt til at genopfinde sig selv

Det kan muligvis være svært at indse for mangen en sømand, men den tid, hvor en rask knægt stak til søs og først gik i land omkring pensionsalderen, er for længst forbi. I hvert fald for det store flertal. I dag søger de unge ganske vist stadig eventyret og drages lige så meget mod fjerne horisonter som de altid har gjort. Men de er også pragmatiske. De vil ikke blive derude for evigt. De vil have en uddannelse, som de kan bruge til søs – men så sandelig også på land, når de er færdige med at sejle.

22. august 2017

 

Mand ved skærm

Kommentar af Anders Hanberg Sørensen, rektor på Aarhus Maskinmesterskole.

Har vi krise i de danske maritime uddannelser? Hvis vi skæver til de aktuelle optagelsesstatistikker, så er vi vel tilbøjelige til at hælde mod et ja, men jeg mener ikke at der findes et entydigt svar. Ét er dog sikkert: Situationen kalder på selvrefleksion og en sund og ærlig debat.

Den landbaserede navigatør
Lad mig give bolden op med et – måske for nogle – provokerende spørgsmål:

Kan vi forestille os, at vi på én eller anden måde kan reformere navigatør-uddannelserne og give dem en merværdi, der gør dimittenderne attraktive for en bred vifte af erhvervslivets aktører – og ikke kun rederierne? Hvis svaret på mit spørgsmål er ja, så er der en oplagt vej ud af krisen.

Som jeg ser det, så står vi ikke mindst overfor to store udfordringer: Mødrene og kæresterne. Ingen af dem bryder sig om tanken om sønnen, datteren eller kæresten, der stikker til søs og bliver derude i uger og måneder ad gangen.

Min forsigtige påstand er, at der er blevet betydeligt længere imellem de moderne, selvbevidste og veluddannede kvinder (M/K), der gider stå derhjemme med unger, bleskift og madpakker, mens farmand (M/K) besejler verdenshavene. Nej, den tid er ved at rinde ud, om vi synes om det eller ej.

Men hvad så? Er vi nået dertil, hvor Danmark som en af verdens stolteste søfartsnationer må stryge flaget og give fortabt overfor udviklingen i kønsrollerne i den moderne børnefamilie?

Nej, selvfølgelig er vi ikke det.

Fremtidens tekniske og maritime ledere
På Aarhus Maskinmesterskole har vi en vision om at være førende i udviklingen af fremtidens internationale tekniske ledere. En international teknisk leder har jo mange forskellige profiler, og han kan bestride mange forskellige jobs, til søs såvel som på landjorden. Og det er en historie, vi ikke forsømmer at fortælle de studerende, igen og igen.

Jeg tillader mig at udtrykke en bekymring for, at mødrene og kæresterne ikke er overbeviste om potentialet i en navigatør.

Størstedelen af de maritime uddannelsespladser besættes af maskinmester-studerende, og det er en uddannelse, som har haft fremgang i årevis. Ved studiestart i august 2017 oplever vi ganske vist en tilbagegang i antal ansøgere til maskinmesterskolerne, men det skal ses i lyset af mange års fremgang – og ikke mindst i lyset af et erhvervsliv, der buldrer frem.

Halvdelen af vores studerende er studenter, og vi må regne med, at en del potentielle maskinmester-studerende i dag er blevet opslugt af ingeniørernes store og vellykkede Engineer the Future-kampagne. Se, hér har vi noget at lære.

Den anden halvdel af vores studerende er håndværkere, som har byttet deres gode hyre med et snævert SU-budget i tre et halvt år. Hvordan fik vi overtalt dem til det, spørger nogle måske. Ja, det er også svært, og i disse dage er det sværere end nogensinde før.

Det viser vores optagstal, sammenholdt med beskæftigelsesprocenter og lønstatistikker blandt unge elektrikere, smede og mekanikere mv.

Den gode historie om maskinmesteren
Men når det alligevel – nedgangen i de seneste optagstal til trods – er lykkedes at øge mængden af maskinmester-studerende så drastisk, som vi har set det over de seneste 10 år, så skyldes det selvfølgelig, at de unge har set værdien i uddannelsen.

Man behøver ikke kun at stikke til søs. Man kan bruge den til alt muligt. Det vrimler med jobs – til søs, i land og offshore. 80 procent af vores dimittender forfølger en spændende og vellønnet karriere i land.

Derfor vil maskinmesterfaget altid være maritimt. Det er ikke bare vores ophav, men også den ultimative styrkeprøve, vores akilleshæl. Efter et par år til søs, er maskinmesteren rustet til hvad som helst.

Sådan er opfattelsen mange steder i erhvervslivet, og det er positivt – både for det umættelige erhvervsliv, der tørster efter mestrene, for os og for hele det blå Danmark. Maskinmestrene er nemlig en god historie.

Navigatør-uddannelsen skal reformeres
Og det er netop den historie, vi har brug for at fortælle om navigatørerne. For hvor mange ved, hvilke muligheder der er forbundet med uddannelsen som skibsfører? Kan mødrene og kæresterne derude mon forestille sig, at det er en uddannelse, der kan bruges til andet end at navigere og sejle et skib?Afspejles de mange forskellige jobmuligheder i måden, vi uddanner navigatører på i dag?

Eller er der – sådan som Marstal Navigationsskoles nye rektor, Jeppe Carstensen, så rigtigt påpeger – alt for mange sekstanter, papirsøkort og lange beregninger i den uddannelse?

En udvikling og en fornyelse af navigatøruddannelsen har ladet vente på sig i 20 år, og nu står vi med aben på skulderen. De unge gider ikke, for arbejdsmarkedet har forandret sig.

Vi kan sige til hinanden, at de er forkælede, og at alting var bedre i gamle dage. Men det er bare ikke rigtigt i dette her tilfælde.

For er det da ikke fremsynet og modent af det unge, uddannelsesparate menneske, at overveje sine fremtidsmuligheder i den globale virkelighed – at træffe sit uddannelsesvalg på baggrund heraf?

Jo, det er så!