2016

DIS og bopæl i udlandet - pas på dobbeltbeskatning

08. september 2016

Hvis man bor i udlandet, er det ikke nødvendigvis en fordel at være på DIS indkomst. Selv om du får udbetalt en nettoløn, der tager højde for skatten, så bliver lønnen beskattet i bopælslandet. Læs her, hvordan du forholder dig - og få rådgivning af Lederne Søfarts egen skatteekspert.

 

Pernille Sædam Marstal

Af Jakob Wandel | Søfartens Ledere | 29 89 00 98

Langt de fleste lande benytter det såkaldte globalindkomstprincip, hvilket medfører, at al indkomst skal selvangives i bopælslandet - uanset hvor i verden, arbejdet er udført og hvor arbejdsgiveren er hjemmehørende.

- Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med mange lande verden over. Disse DBO'er regulerer, hvilket land, der har beskatningsretten til en given indtægt, der er indtjent i et af landene, og hvordan den beskatning, der umiddelbart sker i begge lande, lempes, siger Lederne Søfarts skatterådgiver, Jytte Hjorth.

- Hvis man f.eks. bor i et land uden for Danmark, der har en DBO med Danmark, vil den typisk sige, at løn for arbejde for en dansk arbejdsgiver, kan beskattes i Danmark. Samtidig vil bopælslandet nedsætte skatten, der jo også indeholder skat af lønnen fra Danmark, med den skat, der er betalt i Danmark.

Udenlandsk beskatning af DIS-indkomst
Da der ikke kan påvises en faktisk, personligt pålignet skat af en DIS-nettolønsindkomst, vil den udenlandske skat ikke blive lempet. Der er nemlig ikke tale om almindelig dobbeltbeskatning, og dobbeltbeskatningsoverenskomsten er derfor ikke relevant.

- Det vil så sige, at selv om der er udbetalt en nettoløn, der jo tager højde for skatten til rederiet, så bliver lønnen beskattet i bopælslandet, siger Jytte Hjorth.

Særlige regler vedrørende Færøerne
Der findes en særregel i Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne. Den går ud på, at hvis et DIS-skib ville kunne registreres i FAS, hvis det var hjemmehørende på Færøerne, så sker der ingen beskatning af besætningens DIS-indkomst til Færøerne, hvis man bor i den del af rigsfællesskabet.

Få skatterådgivning hos Lederne Søfart
Som medlem af Lederne Søfart har du, som en del af dit medlemskab, adgang til gratis skatterådgivning.

Er du i tvivl om, hvordan du forholder dig til udenlandsk beskatning af DIS-indkomst, kan du kontakte Lederne Søfarts interne skatterådgiver, Jytte Hjorth, på 33455565, 20292558, eller jh@soefartens.org