Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Branchen kan spørge sig selv: Tror I virkelig, at Danmark er det eneste land i verden, der ikke har et problem med krænkelser?

21. juni 2019

”Vores gode råd til jer er, at I skal starte med at tale om kønsdiskriminering og chikane. Det er vigtigt at erkende, at der er et problem – også uden, at der er lavet store undersøgelser og skrevet rapporter. Gå i gang. Hvis ledelserne i rederierne siger, at der ikke er noget problem, ved alle på gulvet, at det ikke passer – at der er et problem… Start med at uddanne folk i, hvad diskrimination er. Først dér er det muligt at pinpointe, når det foregår.”

 
sexchikane

Tekst: Lise Mortensen | Foto: Jakob Wandel | Illustration: Camilla Thyrring


Diskrimination er det største sikkerhedsproblem til søs: selvmord er den største dødsårsag.

Folk bliver chikaneret for alt muligt: fordi de er vegetarer, for deres hudfarve, sprog og køn er største årsag ved seksuelle krænkelser. Men det er et problem for alle – mænd og kvinder. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det også sker for mænd. At mændene også bliver chikanerede.

Hvis chikaneriet stopper, bliver arbejdsklimaet bedre, folk arbejder bedre og mere effektivt, der er færre sygedage, virksomheden beholder den kompetence, den har – og tjener flere penge.

Sådan lyder budskabet fra den svenske søfartsbranche.

Gået sammen mod chikane
Og ja, som mange vil have hørt om, er Sverige et langt skridt foran på ligestillingsområdet. Det gælder ikke kun figurerne i Pippi Langstrømpe, og om man skal sige hun eller han eller ”hen” – ligestillingen er også kommet til den svenske søfartsbranche.

I Sverige er hele det maritime erhverv gået sammen om at arbejde på at stoppe alle former for krænkelser, kønsdiskriminering og seksuel chikane.

Bevægelsen hedder Vågrätt – der direkte oversat betyder vandret – og som er oversat til det internationalt forståelige: Fairwind.

Søfolkenes organisationer, den svenske søfartsstyrelse/Sjöfartsverket, den svenske transportstyrelse, de grundlæggende søfartsuddannelser, officersuddannelserne og flere af de store rederier, blandt andet Stena Line og Tallink Silja, er med, mens de mindre rederier er repræsenteret igennem den svenske rederiforening.

Fairwind
Fairwinds arbejde er langsigtet og begrænser sig ikke til seksuelle krænkelser, som kvinder udsættes for fra mandlige besætningsmedlemmer. Målet er, at søfartsbranchen skal have et arbejdsmiljø i verdensklasse – både til søs og i land. I første omgang er det planen at få lavet en hensigtserklæring og en branchepolitik. At fortsætte med åbne workshops og at indsamle og dele eksempler på metoder og best practice på området.

Der arbejdes på mange planer i den svenske søfartsbranche, Transportstyrelsen i Sverige foretager tilsyn i færgerederierne med store besætninger med fokus på krænkende særbehandling, og den svenske søfartsstyrelse er i gang med at implementere en ligebehandlingsplan.

- Det er en bevægelse, der er vokset ud af #Metoo, som var stort i Sverige; det bredte sig hurtigt, og der var mange af de store udenlandske sager i medierne.

De svenske skuespillere lavede deres eget hashtag og fortalte, hvad de havde været igennem. Derefter kom de svenske musikere med deres historier, det bredte sig hurtigt, fortæller Cajsa Jersler Fransson, der i sit arbejdsliv er innovationskoordinator i den svenske søfartsstyrelse, og som lægger mange frivillige timer i arbejdet med Fairwind.

Lederne Søfart møder hende og to andre Fairwind-frivillige i Malmø for at høre om deres arbejde. Johan Hartler, der til daglig er Head of Master Mariner and deckofficer class VII programme, Chalmers, han fortæller, at han bruger ca. 20 frivillige timer om måneden på arbejdet. Og endelig Linda Svenson, der til daglig sejler som officer på en isbryder, som er ejet af den svenske Søfartsstyrelsen.

Lättaankar
På #Metoo’s svenske maritime pendant, den lukkede Facebookside Lättaankar, var der 100 svenske søkvinder, der for et par år siden fortalte deres historier om kønsdiskrimination, krænkelser og chikane til søs. #Lättaankar offentliggjorde en del af de beretninger, som er blevet delt på Facebooksiden. På baggrund af beretningerne blev der lavet en film, hvor skuespillere fortæller kvindernes historier. Kvinderne, der oprindeligt fortalte historierne, er anonyme.

Ingen skal blames
- Grunden til, at kvinderne er anonyme i filmen, er, at bevægelsen Fairwind ikke handler om at blame nogen. Det handler ikke om at beskylde nogen for noget, det handler ikke om at få nogen fyret eller dømt. Det handler ikke om personerne – dén kvinde og dén mand – men om en bevægelse og om en sag.

Hvis det er personligt, bliver der krig, hvor kvinderne er ofre. Og kvinderne vil ikke være ofre – der skal ikke være nogen ofre overhovedet. Det vigtige er at bringe historierne op og få alle i faget til at erkende, at der er et problem, understreger Cajsa Jersler Fransson. 

Filmen betød, at folk i industrien blev opmærksomme på problemet, det bragte hele den maritime industri sammen om at løse problemet i arbejdsgruppen Fairwind.

Fairwind
- I Fairwind har vi skabt et klima, hvor vi kan tale om alt, og hvor vi kan løse problemerne og ændre tonen og arbejdsklimaet. Netop fordi der ikke er nogen, der bliver anklaget.

Det er ikke alle rederier, der ved, hvordan de skal reagere på sager om diskriminering, og mange gør det, de altid har gjort: Ingenting. Men vi arbejder fremad. Det går langsomt. Det starter på land, og så kommer det lidt efter lidt helt ud på skibene, forklarer Johan Hartler:

- Vi er i gang med at involvere ejerne af skibene. Herfra rederikontorerne, skolerne – og på den måde når vi officererne og hele besætningen.

Fairwind holder et åbent seminar to gange om året i august og i marts. Vi inviterer igennem organisationernes blade – men det er svært at komme ud til alle. Folk må selv betalte transport og overnatning osv.

- Vi taler om at adressere seminarerne til nogle særlige grupper, fx DP’er.

Vi har en ide om at involvere kunderne. Vetting har gjort rigtig meget for sikkerheden på tankskibene; hvis charteren stiller krav, sker der noget, for så handler det om ordrer og indtjening.

På den måde får vi ambassadører.

Cajsa m.fl.
Fra venstre: Johan Hartler, der til daglig er Head of Master Mariner and deckofficer class VII programme, Chalmers. Cajsa Jersler Fransson, der i sit arbejdsliv er innovationskoordinator i den svenske søfartsstyrelse, og Linda Svensson, der til daglig sejler som officer på en isbryder, som er ejet af den svenske Søfartsstyrelse. Alle tre lægger frivillige timer i arbejdet med Fairwind.

Activ Bystander
- Vi er i gang med at udbrede begrebet Activ Bystander, der betyder, at man beslutter sig for at være en, der reagerer, når man oplever chikane, krænkelser og diskriminering – og at man aktivt vil gøre noget for at ændre tingene til det bedre. Stoppe chikane/gribe ind, hvis man oplever det. Det kan være helt aktivt ved, at man siger, at det der er ikke i orden. Det kan være lidt mere diskret ved, at man ændrer emnet. Men under alle omstændigheder vil man gøre noget for at stoppe chikane og støtte den, der bliver chikaneret, forklarer Linda Svenson:

- Målet er, at i 2020 bliver Active by-stander en del af alle basic safety uddannelser i Sverige. Men der er lang vej. Vi er startet med at tale om problemet i industrien nu. Det næste er, at flere kvinder skal rekrutteres, og så skal de igennem uddannelserne, hvorefter de skal have sejltid til seniorofficer. Så det, vi gør nu, tager 20 år, før det for alvor har ændret noget ude på skibene, siger Johan Hartler.

Én af besætningen
Kvinder skal acceptere, at der er et problem med chikane til søs; de skal ikke bare være hårde og klare sig.

Jeg har sejlet i over 20 år og sejler stadig. Før i tiden var mit mål at ændre mændenes holdning til kvinder til søs ved at vise, at jeg var lige så god/stærk som dem. Jeg gik med på, at der var en konkurrence, som jeg skulle klare mig i.

Men det er helt forkert; ombord på et skib er jeg ikke ”kvinde”, jeg er bare én af besætningen lige som alle andre, og jeg skal ikke bevise noget.

For nogle år siden blev jeg i direkte tv spurgt, om jeg havde været ude for kønschikane, og jeg sagde ”nej” uden at tøve. Så tænkte jeg mig lidt om, og så sagde jeg: ”Bortset fra, at jeg blandt andet havde ”besøg” af et mandligt besætningsmedlem i min kahyt, mens jeg sov en gang. Jeg sagde til ham, at han skulle gå, men han pressede sig ned i køjen til mig. Det reddede mig, at jeg havde pyjamas på, der skete ikke noget.”

På det tidspunkt, syntes jeg ikke, det var nogen big deal, det var bare en del af det at være kvinde på et skib.

- Men i dag kan jeg se, det var ikke i orden. Jeg tænker mere og mere over hvad jeg faktisk har været udsat for gennem årene. Chikanen ændrer karakter og går mere over imod herskerteknik, det er min erfaring.