Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Udenlandske flag på "nettoløn"

15. februar 2018

Interessante ”danske” jobs på udenlandske flag på ”nettoløn” har længe været et ønske blandt mange medlemmer og et stort politisk mål for Søfartens Ledere. Nu er det muligt efter Højesteret dom og vores gennemgang af Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande. Cypern ligner en god mulighed.

 
Linval Ebanks

Af Lederne Søfarts skatterådgiver, Jytte Hjorth og direktør Fritz Ganzhorn | Foto: Linval Ebanks

”Et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser.”

Sådan lyder en del af Højesterets dom i en sag om skat, der nu endelig er afgjort efter flere års retssager. Det startede med, at Søfartens Ledere i 2016 førte en sag til landsretten for et medlem, som arbejder på et norsk ankerhåndterings-/supplyskib ud for Angolas kyst. Sagen er beskrevet i Søfartens ledere nr. 1 2017.

Sagen indeholdt to spørgsmål: For det første, hvad der forstås ved ”international trafik” i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst? Og efter hvilken regel i overenskomsten skatten skal lempes? Herunder særligt om Danmark har ret til at beskatte lønnen efter den subsidiære beskatningsret, når Norge ikke opkrævede skat.

Østre Landsret kom til, at der var tale om ”international trafik”, når blot der i et vist omfang blev udført transport af gods eller passagerer. Vi fik altså medhold i landsretten på dette punkt, men ikke i spørgsmålet om den subsidiære beskatningsret.

Hvad kan vi bruge højesteretsdommen til?
De allerfleste dobbeltbeskatningsoverenskomster, Danmark har indgået med andre lande, har samme definition på ”international trafik”.

Vi har dernæst set efter dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvor Danmark ikke er tillagt en subsidiær beskatning – altså ret til beskatning i de tilfælde, hvor det andet land ikke beskatter.

Der vil sømandens indkomst undgå beskatning i Danmark, når hovedformålet med sejladsen er transport af gods eller passagerer. Sømanden kan frit bo i Danmark og sejle et helt almindeligt 1:1 system, som vi kender det i DIS.

Cypern, Polen, Italien og Brasilien, er indtil videre de interessante lande.

Hvad kan et medlem?
Han eller hun kan fx tage job for et cypriotisk rederi eller i et managementfirma på Cypern som skibsfører eller skibsofficer på et skib i ”international fart”.

Han eller hun kan aftale en internationalt konkurrencedygtig løn, da der ikke skal betales skat i Danmark - kun i Cypern, som ikke beskatter i sømænd i international fart. Det er ligegyldigt, hvilket flag det cypriotiske selskab anvender, blot ansættelsen er på Cypern i et selskab, der opererer/driver skibet.

Document of Compliance
Spørgsmålet om, hvor skibet opereres/drives fra, kan være ”tricky” i moderne skibsfart. Det gammeldags traditionelle rederi er på retur til fordel for nye organisationer, hvor et skib ejes af nogle kapitalinteresser i et selskab og sættes i charter eller management hos andre aktører med muligt opsplitning i operationel management, technical management og crew management.

Vi mener, det sikre skattejuridiske valg er at søge ansættelse som skibsfører eller officer i det selskab, som har DOC’en (Document of Compliance) for skibet – det kan være i et traditionelt rederi eller i et managementselskab, som har både technical management og crew management.

Vi hjælper dig
Har du mod på et internationalt job ud af Cypern på ”nettoløn”, vil vi gerne hjælpe dig. Vi har allerede været på Cypern for at blive lidt klogere på ship management branchen.

Det kan også være, du allerede har en ansættelse ud af Polen, Italien, Brasilien eller Cypern, hvor vi skal se på din skat. Der er også spørgsmål om evt. skattefradrag og social sikring.

Kontakt skatterådgiver Jytte Hjorth.