Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Jay og den sejlende kulturarv

25. april 2018

Ser man på Jay Brun Jensens CV, står det hurtigt klart, at vi her har at gøre med en mand med et stort svagt punkt for bevaringsværdige skibe og unge mennesker. "For mit vedkommende skal det i hvert fald ikke være Palles Tivoli det hele," siger projektlederen i Maritimt Center Danmark.

 
Fyn Rundt

Af Lise Mortensen | Lederne Søfart

- Jeg har altid arbejdet med gamle træskibe. Bevarelse af den sejlende kulturarv fylder derfor rigtigt meget for mig; jeg er også næstformand i Træskibssammenslutningen (TS), så på den måde hænger tingene sammen. De seneste år har jeg være med i arbejdet med Cittaslow i Svendborg – det stiller helt grundlæggende spørgsmålet: hvad er det gode liv? – og reflekterer over bæredygtighed, og hvad man skal bruge livet til, siger Jay Brun Jensen, der har en lang maritim karriere bag sig og i dag er projektleder i Maritimt Center Danmark i Svendborg og tilføjer:

- For mit vedkommende skal det i hvert fald ikke være Palles Tivoli det hele. Det er det samme med arkitektur, Svendborg er et godt eksempel på en smuk by. Det er lidt som med skibene, der skal tænkes over, hvad der er vigtigt for os mennesker, begge dele er noget, det skal være værd at se på. Når man kan bygge noget smukt, hvorfor så lade være?

Ud af de i alt 27 år til søs har de allerfleste da også været på gamle sejlskibe. Sejltiden tæller 10 år på skonnerten Fulton, et år på Tvinds store sejlskibe på de store have og adskillige skibsprojekter, der dengang sejlede for amterne – listen tæller Vejle, Aarhus og Fredensborg Amt og seks år på Fylla, der dengang var ejet af Fyns Amt.

Gik i land
I 2008 gik Jay Brun Jensen i land og blev afdelingsleder på en døgninstitution i Slagelse samtidig med, at han havde ansvaret for seks unge, der var placeret i forskellige skibsprojekter.

Siden 2012 har han været ansat i Maritimt Center Danmark, og her er hovedoverskriften også bevaringsværdige sejlskibe.

- Jeg står for udlejning af de gamle sejlskibe, og på den måde er jeg også med til at sikre deres økonomi ved, at de får mulighed for at tjene penge på charter – i forhold til støtteordninger tænker jeg, at det er bedre at give folk en fiskestang end en fisk…

Vi markedsfører skibene bredt; og det er naturligvis med til at udbrede kendskabet til dem. Jeg bruger meget tid på at fortælle virksomheder, foreninger, privatpersoner, hoteller og alle mulige andre om de fantastiske muligheder med skibene.

Maritimt Center Danmark råder desuden over et stort lokale i det historiske Hudes Pakhus på Svendborg Havn, hvor der bliver afholdt offentlige arrangementer; ligesom pakhuset kan lejes.

Fyn Rundt
Den store fynske sommerbegivenhed, Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe, ligger også i Jay Brun Jensens portefølje, han er med til at tilrettelægge sejladsen igennem alle faserne. Han er med i bestyrelsen, der beslutter, hvilke byer der skal besøges. Han træffer aftalerne med byerne og organiserer, hvad der sker i havnene. Under sejladsen er det Jay Brun Jensen, der pakker skibene i havn og er den centrale kontaktperson og koordinator for ”alt” – og ses konstant på kajen med en mobiltelefon og en håndholdt VHF.

- Jeg har været med 33 ud af de 35 gange, Fyn Rundt for Bevaringsværdige sejlskibe har været afholdt. Mange gange som sømand – senere som dommer og de sidste år som arrangør. Og jeg vil da sige, at selv efter alle de år, synes jeg, det er det flotteste syn, når hele feltet sejler over startlinjen med alle sejl sat. Det får stadig hårene til at rejse sig.

God grunduddannelse
Jeg siger tit, at det at sejle til søs kan føre til hvad som helst, siger Jay Brun Jensen med et skævt smil. Han er selv uddannet kystskipper fra en tid, hvor man skulle have gennemført søfartsskole og have tre års sejltid på bogen for at komme på skipperskole. Arbejdet som navigatør og med børn og unge har åbnet mange muligheder for ham.

- Jeg har været skipper i 15 år i småskibene; der lærer man at lede og at tage ansvar. Når først, man er flyttet ud agter, kan man godt vende sig om og se, om der er én, man kan spørge til råds. Men der er altså ikke nogen. Det gir ”hår på brystet” (undskyld! – red). I småskibene er vi også vant til at gøre det, der er nødvendigt, for at skibet sejler. Også når det indbefatter, at man skal bruge søndag formiddag på at fixe lokumspumpen eller gøre rent i kabyssen. Man er også vant til at tage sig af en god portion administration og regnskab.

- Det er alt sammen noget, der kan bruges, når man kommer i land. Man bliver hærdet, er vant til forandringer og tager det, som det kommer.

Jeg har aldrig været et sted mere end seks år. Til gengæld er jeg meget dedikeret til den opgave, jeg har, men efter nogle år får jeg typisk lyst til nye udfordringer – det skal også være udviklende.

Heldigvis er der hele tiden nye opgaver i det arbejde, jeg har nu, det kan jeg godt lide. Jeg er med til at udvikle projekterne, og bagefter har jeg hands on og skal gennemføre dem. Den proces er interessant, så jeg håber da på at kunne blive her i mange år.